Tinderbox – Madoplevelser på førstedagen

Trommerne spiller atter højt i H.C. Andersens fødeby, for Tinderbox har åbnet op for tredje gang. Lige fra starten af har der fra Tinderbox’ side været en meget klar holdning til maden og ditto kvaliteten. Som de andre år, er det et rent slaraffenland for festivalgæster at skulle vælge noget at spise. For at gøre beslutningen en lille smule lettere, har jeg smagt, og vil fortsat smage, mig igennem en stor del af maden, så du kan lade dig inspirere til det næste måltid.

Under Tinderbox vil jeg lave et par indlæg, hvor al den mad, jeg indtager, vil blive beskrevet og vurderet – skulle der være et sted som du finder særligt godt, skal du ikke tøve med at kontakte mig i kommentarsporet herunder – så vil jeg tage forslaget til efterretning.


Spiselauget – Fish’n’chips

Vi ankom lidt over 15, og med direkte udsigt til en omgang fish’n’chips var festivalens første måltid hurtigt bestemt. Køen var ikke-eksiterende – noget der går igen hos langt de fleste mad- og drikkeboder, og betjeningen var køn og smilende. Ganske kort efter bestillingen bliver der langet et kræmmerhus hjemmelavede fritter, paneret fisk og en klat tatarsauce over.

Når man taler fish’n’chips, kan man godt tillade sig at kalde det “sikker” mad. Sprøde fritter og paneringsindkapslet fisk er altid et hit – og Spiselaugets festivaludgave lever fuldt op til forventningen. Fritterne er måske en lille smule tørre, men fisken er helt perfekt, og tatarsaucen smager også vidunderligt – faktisk så vidunderligt, at jeg vil mene, at man er en lille smule for nærig med den.

Vi var glade – og årets første festivalmåltid er bestemt godkendt.


Gorm’s pizza – Kartoffelpizza

Pizza er godt. Pizza og festival er.. dobbelt så godt? Det mener Tinderbox’ publikum i hvert fald – køen var 45 minutter lang da klokken var slået aftensmad, så anbefalingen herfra lyder på, at du køber din pizza tidligt eller sent på aftenen, hvis du gerne vil undgå køen.

Valget faldt på en kartoffelpizza, hvor tyndtskårne kartofler, rosmarin, gedeost og trøffelolie udgjorde fyldet. Kartoffelpizza er noget jeg er helt pjattet med – for mig er det lækkert, at det ikke altid skal være en tomatsauce-baseret pizza. Gorm’s kartoffelpizza var et mesterværk i sig selv, hvor især gedeosten var helt exceptionelt lækker. Dejlig mild gedeost-smag, super cremet og bare generelt behagelig.


Mads & Mikkel – Mexicansk kyllingepandekage

Ud på aftenen var jeg blevet lidt lækkersulten, og foran mig lå en lokal publikumsfavorit: Mads & Mikkels pandekager. Ærligt talt havde jeg ikke de helt store forventninger til pandekagen – det blev hurtigt gjort til skamme.

Pandekagen var super velsmagende, osten var smeltet og krydderierne indikerede i dén grad, at her var tale om en mexicansk-inspireret pandekage. Prisen er sølle 50 kr, og man bliver mere mættet end man lige forventer.

Hvis jeg skulle vælge en “årets overraskelse”, kunne pandekagerne fra Mads & Mikkel sagtens tage titlen.


Soup Stone – Chicken curry

Når jeg skal have god, billig frokost i Odense by, står den meget ofte på mad fra Soup Stone. Stephen, ejeren, er ualmindeligt sympatisk, og så laver han velsmagende mad. Hans chicken curry er mange kunders favorit – og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg også har fået den langt de fleste af gangene jeg har været på Soup Stone. Karrypastaen er hjemmelavet, og den smager godt. Som i virkelig, virkelig, virkelig godt. I stedet for ris bruges der bulgur – en genistreg, hvis man spørger mig, og hele “curryen” er toppet af med lækre ærter.

Sving forbi Stephen når  det bliver lidt mørkt – maden gør sig ekstra godt, når det er lidt køligt.


Til den hurtige sult – Flæskesvær fra Werner’s Grill.

Min gode ven, Martin fra Rigeligtsmør.dk, købte to poser flæskesvær, som undertegnede samt undertegnedes venner kunne få lov til at spise. Hjemmelavede flæskesvær er for mig i en helt anden liga end ligesindede posevariationer fra Kim’s og andre chipsfabrikanter. Smagen af gris er gennemtrængende, som den skal være det, og der er godt med fedt på. Flæskesværene er sprøde og salte – måske du skal overveje dem som dagens første spiselige indslag?

Karakteren gemmes til deres flæskestegssandwich, som jeg forventer at spise i dag.

 

 

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

Skriv en kommentar