Endelig kan Tinderbox melde sin tilbagekomst – og hvor har jeg dog set frem til at skulle på festival på hjemmebanen i Odense.
Niveauet plejer at være ret så fornuftigt, og da Tinderbox er gode til at samarbejde med de lokale aktører, ved jeg allerede nu, at der er herlig mad på programmet. Til at supplere er der dog også hentet forstærkninger fra andre afkroge af det danske landskab – og tilsammen står vi med et super flot madprogram.
Jeg har her udvalgt 5 steder som jeg med sikkerhed kommer til at besøge – og som du bør skrive på din “her-skal-jeg-hen-og-spise”-liste.
Mr Phanhouse
Et af mine absolutte favoritsteder at spise fra på Tinderbox, har de seneste par festivaler været Mr Phanhouse.
Ganske enkelt fordi de leverer asiatisk street food uden pis. Råvarerne er fornuftige, tilberedningen spot on, og så er det hele bare altid veltilsmagt.
Du finder mig her flere gange på Tinderbox 2022 – for jeg skal prøve alt de har med på festival – noget af det flere gange.
Fried chicken og halloumi
Okay. Hånden på hjertet. Dette er en lotterilodseddel. For jeg ved faktisk ikke hvem der står bag “Fried Chicken og Halloumi”.
Jeg håber det er de samme folk, som stod bag Snack & Blues de seneste år, for de lavede en halloumi-burger i den absolutte verdensklasse.
Hvis ikke så bliver det spændende at se, hvilket niveau de har med. Uanset hvad: Jeg håber og tror på det absolut bedste herfra!
Gorms Pizza
Man kan sige meget om Gorms Pizza. Meget positivt, heldigvis.
For pizzaerne fra Gorms holder altid det samme niveau, der er langt over gennemsnittet – uagtet om det er på festival eller i restauranterne. Den stabilitet er beundringsværdig, især nu hvor andre ellers tidligere pizzafestivalfavoritter har skuffet fælt i festivalsæsonen 2022
Jeg forventer den klassiske pizza med salami (de kalder den salumi) – og den bliver min følgesvend når jeg tjekker ud fra festivalen oven på Muse-koncerten om fredagen.
Molotov
En af Odenses bedste cheeseburgers laves af Molotov.
Det er egentlig alt du behøver at vide.
En god bøf. En god bolle. Ost. Pickles og lidt dressing. Bang.
Jeg forventer at Molotov leverer festivalens bedste burger – men mon ikke jeg får afprøvet hele baduljen, og får kåret en vinder?
Fynboen
Da jeg første gang hørte, at Fynboen dukker op med smørrebrød ad libitum til dette års Tinderbox (altså til frokost), må jeg indrømme at vejrtrækningen blev lidt tungere.
Jeg ELSKER smørrebrød.
Og af samme årsag kommer du også til at finde mig hos Fynboen, hvor jeg forhåbentlig kan trække vejret gennem en æggemad eller fire.