Det viser sig, at jo længere væk fra det klassiske køkken, jeg bevæger mig – desto bedre bliver madoplevelsen. Det ville en skeptiker kunne have fortalt mig på forhånd, men jeg havde en forventning om, at det klassiske køkken til en vis grad kan laves og serveres kompromisløst, og således skabe en god og gedigen madoplevelse.
Jeg mener. Det behøver jo ikke være hverken nytænkende, klimavenligt eller sundt for at være godt. Alligevel synes der på førstedag, at være en sammenhæng mellem ambitioner om at skabe god mad og resultatet af arbejdet.
Nytænkerne scorer flest svin.
Klassikerne dumper.
Pork & Roll
Hos Pork & Roll tilbyder de to varianter af en roll. Pork eller falaffel, og her valgte jeg at gå med svinekødet. En wrap slået om marineret kød inklusive salat og en dressing. Hvad der i første omgang blot ligner en durumrulle, men den vil meget mere end det. Salaten er et mix, der fungerer godt, og den røgede smag fra kødet får plads. Vigtigst for de herlige mundfulde er, at wrappen ikke er så tør og melet, at den spytforsegler gane og tunge ved første kontakt.
Råvarerne får desværre stjålet en hel del af deres scenetid af dressingen, som efter min mening kun skulle have været brugt sparsomt – eller måske slet ikke
70 kr.
BUG SNACKEN
Mel-orme og fårekyllinger er blevet ristet og tilsat krydderi. Knastørre fungerer de som dryskrydderi på tacos med fyld. Og det fungerer rigtig godt. Et måltid er altid en oplevelse, så når der er usædvanlige ingredienser i spil, så starter oplevelsen allerede ved snakken om maden. Derefter er der øjeblikkene med forventningen om udfaldet, og i den sammenhæng er der masser at tage med hjem fra et besøg hos Bug snacken. En hjemmerørt relish og snittet rødkål udgør basen i måltidet – hvorfra så det knasende insektkrydderi overtager smagsindtrykket. Jeg er vild med det.
35 kr.
Brændende kærlighed – Brændende kærlighed
Egentlig huskede jeg boden med brændende kærlighed som en sikker vinder fra sidste år. Men med lidt mere kritiske øjne i år er den nemmere at gennemskue end en amatørtryllekunstner ved en børnefødselsdag. De har den ikke engang i ærmet. De har den slet ikke. For meget fedt. For lidt kød at tygge i. Rødbederne trækker retten laaaangt op, men retten skulle helst kunne flyve uden hjælpemotor. Det kan den ikke. Crash and burn.
60 kr.
GOPA – gode pandekager
I jagten på en dessert løber jeg ind i en madbodsklassiker. Pandekager. Hos GOPA kan de lave madpandekager, men jeg var nået til desserten, og var derfor ude efter søde sager. Menukortet byder på syltetøj, citronsukker, Nutella og en såkaldt ”Monkey”, som er banan + Nutella. Den sad, hvor den skulle. Foldet håndgribeligt, og smagen blev ikke fuldt overtaget af Nutellaens dominans – om end det var tæt på. Når jeg giver tre svin er jeg glad.
45 kr.
KFUM – Svensk Pølseret
Tid til natmad og endnu en skuffelse fra det klassiske køkken. Den svenske pølseret havde ikke det sammenkogte strejf, men var for flydende i sin konsistent. Kogt kartoffel i den lage, der skal have mere tid for at blive til det, der i min bog er en svensk pølseret. Ingredienserne særskilt er ikke nok til at ramme målet, og således en misser. Det var faktisk som at spise en helt anden ret.
55 kr.