Top Banner

Heartland – Her skal du spise

Festivalklokkerne ringer på fulde drøn – og hvor er det herligt. For både ører, næse, mund, fødder og sind har glædet sig til en sommer med festivaler – oven på to festivalmangelfulde somre i træk.

Men nok om det.

Heartland har vanen tro rustet deres madprogram med et verdensklasse lineup (også musisk, hvis man spørger mig), og selvom det er umuligt at vælge og prioritere, har jeg gjort et forsøg, og udvalgt 5 steder, som jeg mener du bør give et besøg. Det er i hvertfald 5 steder jeg selv med sikkerhed kommer til at svinge forbi – nogle af dem måske mere end én gang.

Husk at følge med på @madsvin_com på Instagram – her vil der løbende under hele festivalen blive delt billeder og videoer fra festivalen, ligesom der vil blive lave minianmeldelser (som uddybes her på bloggen dagen efter).


Gasoline Grill

Jeg har nævnt dem til alle Heartland Festivaler. Jeg har besøgt dem på alle Heartland Festivaler. Er det så ikke en kedelig anbefaling?

Nej. Du må og skal besøge Gasoline Grill – for uanset hvordan man vender og drejer det, så skal der køres en burger indenbords til festival, gerne i de sene nattetimer. Og der er Gasolines cheeseburgermesterværk ganske enkelt uundværlig.

Det er en burger hvor alt bullshittet er klippet fra, og tilbage står de essentielle elementer – alle i en god kvalitet og med perfekt tilberedning. Prøv dem.


Faaborg Røgeri Café

Et af årets helt lokale islæt er Faaborg Røgeri Café. Informationen om hvad de medbringer på Heartland er desværre lidt sparsom, men et lokalt røgeri vil altid fange min opmærksomhed, og jeg kommer utvivlsomt til at svinge forbi med et nydelsesparat sind og et åbent svælg.

Foto: Heartland

Faour

Jeg elsker falafel. Altså når det er lavet ordenligt.

Jeg har ikke prøvet Faour før, men rygtet om de gode falafler er nået hele vejen fra Aarhus til Odense, hvor jeg holder til, og når solen står højt, og Peter Sommer (sammen med Selina Gin) går på scenen, sidder jeg med al sandsynlighed bevæbnet med verdensklassefalafel fra Faour.

Foto: Heartland

Oles Gård

Pizzaerne fra Ole er efterhånden blev fast inventar hos flere festivaler. Men det gør nu ikke noget, når pizzaerne smager så godt, som de gør.

Der er tale om surdejspizzaer, som jeg tidligere har givet topanmeldelser, og er det som det tidligere har været, skal du blot tage stilling til om du ønsker kød eller en vegetarisk variant – så tager Ole sig af resten.

Foto: Jonatan Nothlev

Heartland Skaldyrsbar x bleau

Ingen Heartland Festival uden et besøg i skaldyrsbaren. I år har baren “Bleau”, et kollektiv for kulturel forandring inden for bl.a. mad, mode og kunst, som medvært.

Her bliver du beriget med overdådige skaldyrsfade ligesom du kan plukke en blanding af fisk og skaldyr som du selv lyster. Maden bliver tilberedt af Edward Lee, der med bl.a. Restaurant Jordnær på sit CV bestemt ved, hvad han laver.

Foto: Heartland
En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

Skriv en kommentar