Det er skønt at være på Heartland i år. Vejret viser sig fra sin absolut bedste side, musikken er glimrende og maden ligeså. Og så er stemningen, vigtigst af alt, virkelig ekstraordinær i år.
Andendagen bød på banquet fra Falsled Kros hånd, såvel som spiseoplevelser fra diverse afkroge af festivalområdet.
By Stokkebye – Caviar og vafler
⭐⭐⭐⭐⭐⭐
På mange måder er det jo lidt nemme point at høste, når man serverer caviar. Men det er jeg faktisk ligeglad med, for det smager himmelsk. Vaflerne er perfekt lavede og perfekt genbagte. Mængden af creme fraiche er diskret med præcis nok tilstedeværende. Og mængden af caviar? Wow – der bliver der ikke sparet.
225 kr. kan syne af meget for en bakke med 2 vaffelstykker med caviar, men taget førnævnte mængde i betragtning, er det en meget fair byttehandel, du indgår.
Det smager så godt, at det ikke kan være anden end 6 stjerner.
Gasoline Grill- Cheeseburger
⭐⭐⭐⭐⭐
Cheeseburgeren fra Gasoline er et vanligt indslag på både festival såvel som i min mave. Og det er der én særlig årsag til: enkle, velvalgte og gode råvarer.
En cheeseburger skal ikke fyldes med syltede rødløg, bønnespirer og alt muligt andet hejs, som jeg er stødt på i tidens løb. Den skal bestå af en bøf, ost, løg, pickles, dressing og en fabelagtig bolle.
Og alt det tjekker Gasoline af.
Festivalvilkår er noget andet end dagligdagsvilkår – det mærkes også her. Min burger hives op af en varmeboks, hvor den sikkert ikke ligget længere end et par minutter – men de få minutter gør noget ved totaloplevelsen.
Bevares, burgeren er mesterlig i sit udgangspunkt – men der er noget med temperaturen som er lidt off, og bøffen er også til den lige veltilberedte side.
Men det smager godt, og er alle dine penge værd. 5 stjerner.
Gasoline Grill – Vegetarisk cheeseburger
⭐⭐⭐⭐
I år har Gasoline medbragt en vegetarisk version af deres ikoniske cheeseburger. “Eneste” ændring er bøffen, der her stammer fra MATR, og er lavet på frasorterede grøntsager i form af kartofler, rødbeder, lupin, Ingrid ærter og havre.
Alle de andre elementer har vi slået fast i førnævnte anmeldelse, som værende præcis hvor de skal være.
Det samme gør sig gældende for bøffen. Wow på en konsistens og smag, man har trukket frem i plantebøffen. Afgjort den bedste tekstur på en ikke-kødbaseret bøf, jeg har prøvet.
Men førnævnte varmekasse kommer desværre i endnu højere grad til udtryk her – mit bud er at vegetarburgeren har fået en lidt længere svingom med varmekassen, og derfor er den decideret lunken da jeg modtager den.
Det smager godt, men temperaturen er ikke godkendt.
4 stjerner for velsmag og fabelagtig plantebøf.
Saito CPH – Hvor er ingredienserne?
⭐⭐
Op til Heartland har jeg både online såvel som til folk, jeg har talt med, skamrost og anbefalet Saito CPH oven på den oplevelse, de gav mig på sidste års Heartland Festival.
Derfor er skuffelsen også så stor, at det rammer mavefornemmelsen lidt kedeligt, da jeg modtager måltiddet fra Saito i år.
Brunt og gråt, ser det ud – bevares, farveforladt mad kan smage eksplosivt, men det er desværre heller ikke tilfældet.
Jeg har svært ved helt at konkretisere, hvor det går galt i år. Men det, jeg ser i min anretning virker så forladt for indhold sammenlignet med sidste år. Der er ris. Rigtigt meget ris. Og det er vædet med grøn te – som det skal. Risene er gode, teen er dejlig – det smager fornuftigt. Men det er stadig “bare” virkelig meget ris. Herfra er der lidt østershatte, som smager godt, men som egentlig ikke gør det store væsen af sig. Og så de syltede løg.
Herudover begynder det blive svært at spotte resten, som skulle være ‘Goma’, variationer af tang og æggeblomme marineret i katsuobushi. Dybest set virker det til at alt i denne kategori er samlet i én krydderiblanding, hvilket virker som en lidt fesen måde at få det med i retten på.
Jeg savner mærkbare stykker af tang, jeg kan spise. Jeg savner mere tilstedeværelse fra æggeblomme. Jeg savner… det man fik sidste år.
Jeg ELSKER japansk mad, og jeg ELSKER idéen Saito CPH kommer med. Men eksekveringen her efterlader mig med indtrykket af at have givet 125 kr. for en skålfuld ris med lidt svampe og løg.
2 stjerner.
Falsled Kro – Banquet
⭐⭐⭐⭐⭐
Vanen tro er Heartland igen i år begavet med flere forskellige banquetter. Vi hoppede på den, hvor Falsled Kro, er vært – og det var helt tydeligt at det var noget vi ikke var ene om at glæde os til.
Når vi taler festival skal vi naturligvis indstille os på, at oplevelsen er en anden end normalt, til trods for at Falsled Kro står som afsender på måltiddet.
Det betyder store tallerkener med smukke deleretter, nye og spændende bekendtskaber ved din side og naturligvis den gode festivalstemning.
Højdepunkterne var klart en terrine på kanin med en rabarberkompot som garniture, og så de grillede spidskål på en bund af hummus lavede på blandede bælgfrugter og en topping bestående af kød fra confiterede gråandelår vendt med karamelliserede løg. Især sidstnævnte var en smagseksplosion.
Desserten var fra Frossenpind, som laver pindis af absolut højeste klasse, men det er også en lillebitte smule let sluppet uden om dessertopgaven – velsmagen til trods.
5 store stjerner.