Festival

Smukfest 2019: 3 x skybrud og tyveri kan ikke stoppe et Madsvin

”Gav det vand i går,” blev vi spurgt? Og jo, det regnede på Smukfest i går… Bare en smule! Men Jared Leto var der også…

I det hele taget var dagen præget af udfordringer, som blandt andet indebar at undertegnes PC fik vandskade, derefter blev ”lånt” og senere indleveret som hittegods… Jow jow, I skal ikke sige, vi ikke kæmper for sagen, og derfor falder dagens indlæg også lidt sent og lidt forkortet. Vi beklager!


Peter Larsen Kaffe

Morgener starter stille på Smukfest. I vores tilfælde sådan lige omkring kl. 8, hvor vi vælter ud af teltene, drikker en øl til hvert ben og sunder os med en lille Fernet. Derefter går turen mod pladsen og morgenmad. Ritualet her er den dobbelt kaffe-Baileys fra Peter Larsen og en koldhævet surdejsbolle med smør og ost… Og så lige en kardemommesnurre i dagens anledning.

Herligheden koster lige omkring en hund, og er alle pengene værd! Det er ikke højere gastronomi, men det virker klokken 8 på en fredag.


Halifax burger

Det er svært at argumentere imod en god cheeseburger – så det undlader vi! Herfra skal blot siges, at Halifax ved Bøgescenen leverer en habil én af slagsen til rundt regnet en hund med fritter.

Lækker briochebolle, velstegt bøf, og lidt crunchy pickles til lige at lege alibigrønt. Ubesværligt, lækkert og lige som det skal være.


Pizza by WH

Det burde være så godt, når en af Danmarks fermeste Michelin-kokke smider sit navn bag en pizza, og smider den på pladsen til en hund… Og det var det bare ikke! Ikke at vores kartoffelpizza med trøffel var dårlig… Den var bare heller ikke god.

Bunden, som egentligt bør bære en pizza var af den klassiske Gorms-kvalitet, kartoflerne nærmest tilberedt og trøffelolien som den slags nu er… Det var ikke skidt, men heller ikke godt. Middelmådig indsats fra en mand, som burde lægge navn til bedre.


Yuca Tacos

SÅ spiller det! Mexicansk street food af bedste skuffe får du hos Yuca Tacos! Når du alligevel lige har drukket bajere med Gangyway ved P3 Scenen (som man jo gør), kan du passende lægge en omvej forbi Yuca Tacos, som i undertegnedes bedøvede tilstand lå nærmest lige i nærheden…

Her finder du blandt andet de bedste chorizo tacos, som undertegnede i sit liv har fået: spicy, juicy og velkrydrede – et helt igennem veludført stykke Mexicansk kultur fra et par yderst charmende, unge latinogøglere.

Jagten fortsætter

Således ikke slået ihjel af vand og hvad der ellers hører en festival til, kører vi videre – Smukfest, du har et par dage endnu! Vis os din bedste side!

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar