Anmeldelser, Festival, Oplevelser

Jelling Musikfestival – Spiseoplevelser på åbningsdagen

Den danske festivalsæson blev i går skudt i gang i det jyske med Jelling Musikfestival – endda til deres 30 års jubilæum. Hovedscenen blev åbnet af James Blunt, der til hvinende piger (og kvinder) og øl-skålende festivalgæster charmerede sig ind i hjertet hos de fleste, måske lige bortset fra den altid mavesure Thomas Treo.

Jeg var også tilstede, og når den ikke stod på britisk popmusik kunne man finde mig med næsen i sky – rettet mod en af de mange spændende madboder.

De tre spiseoplevelser det blev til i går, har jeg beskrevet herunder, så du selv kan tage en informeret valg, næste gang maden rumler efter festivalføde.


Den roterende gris – Burger med helstegt pattegris

Inden jeg overhovedet begav mig mod det jyske, havde jeg naturligvis lavet min fødevare-research. Den havde blandt andet ledt mig frem til “Den roterende gris”, der, helt som forventet, serverer heltstegt pattegris.

Her indtog jeg naturligvis mit første festivalmåltid, som blev rakt lynende hurtigt over disken.

Lad os starte med det vigtigste: Ja, det er flæskesvær i, og ja, der er nok af den – og den smager godt. Kødet var velsmagende, baconmayoen og barbequen god, coleslawen sprød og lækker – alt i alt en enormt velsmagende burger, som lever op til forventningen. Dog tror jeg at burgeren har nået at ligge lidt for længe, da bollen var tørret lidt ud, og kødet var ikke helt så varmt (og dermed saftigt), som det burde være. Det er dog i småtingsafdelingen – burgeren var lækker, og du går ikke galt i byen med sådan en – eller to.

Highfive – og dermed 5 ud af 6 grise herfra!


Fish’n’Chips – Fish’n’Chips

En klassiker på de fleste festivaler er det britiske fish’n’chips, der i bund og grund er fisk vendt i en dej, som bliver friteret og derefter serveret med nogle pommes frites og en sauce tatare. Jelling har naturligvis også en bod til at håndtere det, og vi købte en (kæmpe portion) for skaldede 50 kr.

Fisken var egentlig ganske god, selvom jeg tvivler på den var hjemmelavet. Saftig og fedtet fra frituren – uden at det tog overhånd. De kære pommes frites var dog af den mere fesne slags. Først og fremmest kunne de godt have tålt et sekund mere i frituren, så de ikke var alt for slatne, og når man nu ikke vil lave sine fritter selv bør man opgradere lidt på frostposerne, man køber, da der findes glimrende købefritter.

Til hele molevitten blev der serveret… mayonnaise – og umiddelbart var der ikke mulighed for at få den sauce tatare, som både fritter og fisk skriger af lungers fulde kraft efter.

Øv.

3 grise for en stor portion og en, alt til trods, velsmagende fisk.


Mormors mad – Stegt flæsk og persillesovs

Det hører sig ligesom til, at der på en dansk festival i mindst én bod kan indtages danske klassikere, hvor især mængden af sovs regerer.

Hos Mormors mad serveres der dansk mad, herunder stegt flæsk, i lange baner – og man kan sidde ned og spise sin mad. Vi sprang på en klassiker i form af stegt flæsk med kartofler, persillesovs og rødbeder.

Flæsken var sprød, men der var ikke noget liv tilbage i kødet. Overhovedet. Kartoflerne virkede til at være fra glas, og persillesovsen var en tam omgang, der vidnede om slatten frostpersille og manglende tilsmagning – den hang dog fint fast på kartoflen. Rødbederne gav lidt tiltrængt syre til retten, og var egentlig højdepunktet på tallerkenen – selvom de med al sandsynlighed var købte glasrødbeder (som i øvrigt kan smage udmærket).

For 85 kroner er det en ommer. 2 grise for en god mængde mad og masser af sovs.

Hvad kan du anbefale?

Desværre når jeg ikke mere end førstedagen på Jelling Musikfestival. Hvis du er tilstede, og har et godt tip til et sted at spise, skal du være meget velkommen til at dele i kommentarsporet herunder.

4 Kommentarer

  • Reply Karin Ø.maj 25, 2018 at 23:02

    Jeg syntes det er flot med så heroisk en indsats i den gode sags tjeneste, at spise sig gennem 3 herre måltider på en dag. Tror da pokker at du mistede appetitten til sidst 😉 Håber du også nåede at nyde noget af musikken. 😎 kh Karin, Bølling

    • Mads Vindfeld Andersen
      Reply Mads Vindfeld Andersenmaj 27, 2018 at 14:41

      Jeg delte heldigvis maden med min kæreste, så helt så heroisk var jeg ikke 😉

      Vh
      Mads

  • Reply Monamaj 26, 2018 at 07:50

    Hvis man mangler lidt andet end fed festivalmad, kan jeg anbefale New Delhi.
    Her er der sandwich og salat. Salaterne er et hit efter min, da man selv vælger, hvad der skal i. Du får altså en salat efter egen smag, som er mættende nok til bl.a frokost.

    Dejligt med andre mulighed for at variere sin festivalmad lidt.

    • Mads Vindfeld Andersen
      Reply Mads Vindfeld Andersenmaj 27, 2018 at 14:41

      Hej Mona,

      Vi kiggede faktisk på New Deli, men valgte noget andet. En anden gang må vi lige huske stedet 🙂

      Vh
      Mads

    Skriv en kommentar