Heartland er i gang – i en udgave større end nogensinde før. Vejret er godt (meget godt), folk er glade, og der er så enormt mange spændende steder at finde mad fra, at det er helt overvældende. I år har man nemlig udvidet med et såkaldt Tasteland, et sted for madworkshops og små boder med lækkerier, hvor du kan få alt fra Steensgaard charcuterie til desserter og cocktails.
Med andre ord er Tasteland – og Heartland i det hele taget – et vaskeægte paradis for mad- og drikkenørder.
Heartland – Sådan startede det
Jeg selv var på pletten lige omkring åbning, og inden jeg overhovedet havde nået at orientere mig, udstyrede jeg mig selv med en iskold weissbier fra Undercover (himmelsk – prøv den) og en pølse fra Steensgaard. Dagen blev også krydret med to talks, hvor Jørgen Leths ikoniske stemme forkælede os med holdning omkring Danmark, og senere talte Christian Puglisi og Tor Nørretranders om mad samt distanceringen af det, vi spiser.
Da jeg havde købt billet til banquetten på førstedagen blev det til lidt færre småmåltider en vanligt, men det jeg fik, kan du høre mere om lige her. Yderligere inspiration kan du også finde i mit “Disse 7 spisesteder skal du prøve på Heartland” skriv.
Steensgaard – Ølpølse
Den første øl og den første talk skulle naturligvis nydes med en lille snack. Valget faldt på en af mine favoritsteder, Steensgaard, og det blev til en enkelt ølpølse.
Kan man anmelde bare én ølpølse? Tænkte jeg.
Og så blev jeg faktisk lidt tændt på idéen, for ja, det kan man naturligvis.
Pølsen er – som alt andet fra Steensgaard – af en særligt høj kvalitet. Der er godt med kød i, og krydringen er – til min smag – helt afstemt. En pølse som vil gøre sig vidunderligt til øl – altså en vaskeægte ølpølse.
En majestætisk pølse. Af gris. God gris. Dansk gris. Økologisk gris – som Jørgen Leth ville sige det (tror jeg).
Når du alligevel besøger Steensgaard (ved Tasteland) for at få en ølpølse, så tag også lige 6 skiver af deres skinke – den hører til blandt landets absolut bedste.
Pølsen koster i øvrigt ikke mere end skaldede 25 kroner.
Tatar – Rørt tatar med asparges og fjordrejer
En af festivalgængernes storfavoritter på Heartland er tataren med asparges og fjordrejer fra Tatar (det hedder de altså). Måske tænker du: “Oksekød og skaldyr – fungerer det?” – ja – i dén grad. Mange restauranter har fået øjnene op for den nyklassiske kombination med oksetatar og stenbiderrogn – det er lidt samme princip der er på spil med fjordrejerne.
Hos Tatar røres tataren først, når du har bestilt. Min udgave blev rørt med både grønne og hvide asparges og toppet med lidt dild. I stedet for den lidt tunge klassiker med sennep og æg, får man her en frisk tatar, der føles let, selvom den ligger tungt. Fjordrejerne komplimenterer det udtryk helt fantastisk, og for at det hele ikke skal være blødt i blødt, har man toppet det hele af med nogle store sprøde rugbrødschips.
Lækkert og velsmagende – 135 kr. er i den høje ende, men det er velsmagen og prisen på råvarerne også.
Kiin Kiin – Pad Krapow
Takket være jer kære læsere blev jeg gjort opmærksom på, at Kiin Kiin også var tilstede på Heartland – og selvfølgelig skulle de besøges. Det blev til en Pad Krapow (en klassisk thailandsk ret) bestående af svinekød, æg og basilikum, og for god ordens skyld blev jeg gjort opmærksom på, at det altså var en relativt stærk ret.
Lad mig bare sige det med det samme – Pad krapowen ser sgu ikke særligt spændende ud. Ris med hakket og krydret svinekød og et spejlæg – alt sammen toppet med koriander og thai basilikum. Men hvad den ikke har i udseende har den til gengæld i smag. En helt vanvittig krydderi-intensitet, der lynhurtigt fører dig til et thailandsk streetfood marked, en stærkhed der markerer sig uden nogensinde at tage overhånd, og en flydende æggeblomme der giver retten den fedme, som den så gerne vil have.
Til en pris på 85 kr. får du autentisk thailandsk mad – meget bedre kan det altså ikke gøres – og så er det altså ligegyldigt, at retten ikke er helt så præsentabel.
Dagens spiseprogram er lidt mere omfattende end i går, da der ikke er en banquet i vente. Forventeligt skal der prøves Lobster rolls og PMY (og en masse andet).
Hvis du har et særligt godt tip, så skriv det herunder (eller send mig en besked).
God festival!