Top Banner

Frikadeller

En henrivende opskrift på nemme, saftige frikadeller, der får madenglene til at synge. Servér dem til aftenmåltidet, giv dem med på madpakke eller snack dem i løbet af dagen - de er fantastiske i alle henseender.
En stegepande med stegte frikadeller på et træbord
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
4.6 fra 24 stemmer
1 time
4 personer

Ingredienser

Frikadellefars

  • 400 gram kalv og flæsk hakket (8-12% fedt er bedst, synes jeg)
  • 1 dl mælk jeg brugte letmælk
  • 1 løg (mellemstort)
  • 1 spsk hvedemel
  • 1 spsk rasp
  • 1 dl havregryn helst finvalsede
  • 1 æg
  • 2 tsk salt
  • peber sort og friskkværnet

Stegning

  • smør
  • neutral olie
En stegepande med stegte frikadeller på et træbord

Sådan gør du

Frikadellefars

  • Pil og hak løg fint.
  • Rør alle ingredienser sammen i en stor skål. Det er vigtigt, at du rører farsen til den begynder at blive sej.
  • Lad farsen hvile på køl i mindst 30 minutter.

Stegning

  • Form frikadeller i hånden med en ske – en spiskefuld fars plejer at være passende.
  • Steg dine frikadeller ved lidt under middel varme på en pande i en blanding af smør og neutral olie, til de har stegeskorpe på alle sider (tager ca. 10-15 minutter). Husk at vende dem undervejs.
  • Servér med det samme.

Noter, tips og tricks

  • Hvis du former dine frikadeller “trekantet” har du mulighed for at få stegeskorpe på tre sider. Det fungerer ret godt 😉
  • Du kan smage dem til med alverdens krydderier, hvis du har lyst til at give dem et ‘twist’.
  • Frikadeller er meget velegnede til nedfrysning. På den måde kan du altid få gode hjemmelavede frikadeller.

Frikadeller regerer i det danske køkken

Og selvom frikadelle også klinger dansk, så kender vi dem blandt andet i både græsk form eller som italiensk kødbolle. Sidstnævnte giver tilmed et lille hint om, hvorfra en af vores yndlingsspiser har sin oprindelse. Syd for vores landegrænse og omkring Jesu fødsel startede den klassiske frikadelle, som vi kender den i dag, ud med at være pølsefars i det romerske køkken.

Romerne fandt dog hurtigt ud af, at farsen – tilsat lidt mel og æg – gik sig særdeles godt i soloform på panden – og det kan jeg kun erklære mig enig i.Min opskrift på frikadeller taler hverken græsk eller italiensk, men den giver (og det tør jeg godt garantere) de bedste frikadeller, du hidtil har sat tænderne i.

Hemmeligheden bag er kærlighed, tålmodighed og gode råvarer. Jeg vil – som jeg altid gerne gør – slå et slag for, at du gør brug af, i dette tilfælde, hakket kød af ordentlig kvalitet, friske, gode løg, havregryn, der er  høstet og valset i Danmark… og jeg tænker, at du er med nu. Det er det, der giver dig allermest smag og lækkerhed for pengene – og et resultat, der gør, at du kan nyde et fadfuld saftige, danske frikadeller, mens du sender en lille tanke afsted til de gamle, gæve romere.

Gode frikadeller tager tid

Frikadeller har været en opskrift, der har været skemalagt siden jeg startede Madsvin-hjemmesiden (tilbage i 2015!). Trods gentagne forsøg, som var gode, nåede jeg aldrig helt derop, hvor frikadelleenglene sang, og af samme årsag har opskriften ventet på sig. Jeg vil nemlig gerne dig den bedste opskrift på frikadeller, så du nemt kan lave og servere gudsendte deller til hele familien, der både fungerer perfekt i madpakken eller som fingermad på farten.

Paradoksalt nok viste det sig, at det vigtigste trick var at skrue betragteligt ned for stegetemperaturen, og blot lade frikadellerne stå og hygge sig ved lav/middel varme. Et kærligt blik og et nænsomt frikadelleflip med en ske (altså at vende dellerne) er alt, der skal til mens de steger. Mens du nyder synet, kan du passende lave dit tilbehør, der meget vel kunne være en portion nye danske kartofler.

God appetit og velbekomme.

Lækre frikadeller

Ofte stillede spørgsmål

Hvor længe kan frikadeller holde sig i køleskabet?

En uges tid uden problemer.

Hvor længe skal frikadeller stege?

De skal steges ved lav til middel varme til de har stegeskorpe på alle sider. 10-15 minutter er passende.

Hvordan laver man frikadeller?

Man laver en fars, lader den hvile, former frikadeller af farsen og steger dem ved lav til middel varme. Altså man følger denne opskrift.

Ingredienser i denne opskrift

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

6 Kommentarer

  1. Super gode frikadeller, prøv at tilsætte 1-2 spsk hakket Løvstikke. Frisk Løvstikke er bedst, det smager af mere men tørret kan også bruges.

  2. Kardemomme og lidt karry hjælper altid, og så steger jeg altid dellerne på sideblusset på min gasgrill i et gammel æbleskivejern. Så bliver dellerne runde og får stegeskorpe hele vejen rundt. Disse pander koster typisk 20-25 kr. i en genbrugsbutik, og de dur også til induktion ;0)

  3. Næsten enig, bruger mere havregryn og ikke rasp, med mindre det er til boller i karry. Hvorfor mener så mange farsen skal hvile? Jeg synes det giver nada. Steger dem me’ de’ vuns, har aldrig fået klager.😁 Jeg steger dem ved lidt højere varme, kan godt lide de har en mørk sprød skorpe.

4.63 from 24 votes (20 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?