Tilbehør

Sådan koger du nye danske kartofler

maj 21, 2018
Perfekte nye danske kartofler

Hvis der er noget danskerne sukker efter, er det årets første nye danske kartofler. År efter år venter vi i spænding på hvornår mon dette års guldklumper ser dagens lys for første gang, og typisk sker det allerede omkring starten af marts – for drivhusvarianten, naturligvis – og kiloprisen er da også til at føle på.

Spændingen er ikke uden grund. Nye danske kartofler smager intet mindre end fantastiske, og den silkebløde konsistens de har, når de er tilberedt korrekt, er en nærmest terapeutisk massage for mundtøjet. Forstå mig ret, de skal være møre, men stadig med en lille smule bid. Der er ikke noget værre end en skamkogt kartoffel, der bliver til grød, bare man kigger på den.

Andre opskrifter med kartofler: Hjemmelavede pommes frites // Pommes Anna // Kartoffelsalat // Hasselback kartofler // Kartoffelmos – luftig og lækker

Og det er netop tilberedningen, der er nøglen til den perfekte nye danske kartoffel. Får de for lidt er de hårde og uinteressante at spise, får de for meget bliver de til tynd kartoffelgrød.

Jeg har i al beskedenhed tilberedt nye danske kartofler et væld af gange, og gennem årene er der blevet testet flere forskellige måder at koge kartoflerne på. Én overskygger dog dem alle, og den er så godt som idiotsikker.

Hvis du vil have et ensartet resultat, er det nemmest at have ensartede kartofler. Har du meget store og meget små kartofler, vil du opleve, at de små bliver udkogte, i den ekstra tid det tager at få færdigtilberedt de store. Du kan naturligvis tage de små op, når de er klar – og ellers forsøg at få kartofler i en så ens størrelse så muligt.

Dette er måden hvorpå jeg koger nye danske kartofler.

Perfekte nye danske kartofler

Sådan koger du nye danske kartofler

Nye danske kartofler er undergrundens guld. Her viser jeg dig hvordan du tilbereder dem, så de får den rette konsistens og smag
Print Recipe Pin opskrift
Forb. tid5 minutter
Tilb. tid15 minutter
Samlet tid20 minutter
AuthorMads Vindfeld Andersen

Ingredienser

Nye danske kartofler (med den perfekte konsistens)

  • Nye danske kartofler (gerne i en nogenlunde lige stor størrelse)
  • Vand
  • Dild eller løvstikke (kan udelades, men de giver god smag)
  • Salt
  • Smør (til servering)

Sådan gør du

Sådan koger du nye danske kartofler

  • Hæld vand i en kasserolle, så det svarer til at kartoflerne lige akkurat vil være dækkede, når de kommer i. Kog op.
  • Mens vandet koger klargør du de nye danske kartofler. Det gøres ved at nulre dem mellem fingrene så skidtet og det meste af skrællen ryger af. Vær ikke for hård, det er kun godt, hvis du har den tynde skræl tilbage.
  • Når vandet koger tilsættes godt med salt (det skal smage af havvand) og dild eller løvstikke såvel som kartoflerne.
  • Lad kartoflerne småkoge i 6-8 minutter (er det meget små så 6 og omvendt 8 ved store kartofler). Du kan eventuelt prikke i dem med en nål - de skal være let tilberedte uden at være møre (det bliver det ved næste trin)
  • Tag kartoflerne af varmen og lad dem trække i det varme vand, til de lige akkurat er møre - det tager 5-10 minutter alt efter størrelsen på kartoflerne
  • Spis sammen med den bedste smør du kan finde - eventuelt en hjemmelavet smør

Noter

Tip: På en særlig fræk dag kan du lige smide 50 gram smør i kogevandet.
Tip 2: Jeg koger næsten altid ekstra nye kartofler. Så har jeg nemlig til en kartoffelmad de næste par dage - og dét er himmelsk.

Sådan koger du nye danske kartofler – billeder

Her ses de små guldklumper. Denne pose var i det mere betalbare – men stadig lidt dyre – prisleje (30 kr. pr. 200 gram)

Nye danske kartofler

Nye danske kartofler

Sådan skal dine klargjorte kartofler se ud. Ingen skidt men med en tynd skræl

Klargjorte kartofler

Klargjorte kartofler

Jeg putter næsten altid urter i sammen med mine nye danske kartofler – oftest dild, men på det seneste er jeg blevet enormt glad for løvstikke, som jeg også brugte her.

Løvstikke til kogevandet

Løvstikke til kogevandet

Kartoflerne koges i 6-8 minutter. Disse var meget små, så de fik kun 6.

Kartoflerne koges i 6-8 minutter

Kartoflerne koges i 6-8 minutter

Tag kartoflerne af varmen og lad dem trække i det varme vand til de lige akkurat er møre – det tog 5 minutter med disse kartofler.

Nu skal de trække

Nu skal de trække

Servér kartoflerne med en klat smør og gerne til et godt stykke kød. Bemærk i øvrigt den smukke skål – jeg ELSKER keramik.

Perfekte nye danske kartofler

Perfekte nye danske kartofler

Nyd de nye danske kartofler mens du kan. Sæsonen er relativt kort – i hvert fald for de helt lækre nye kartofler. Husk at lave ekstra, så du har til en kartoffelmad eller to.

Velbekomme!

 

2 Kommentarer

  • Reply Sabinamaj 21, 2018 at 20:30

    Hej Mads
    Tak for din geniale side.. Den var lige hvad jeg manglede.
    Det her med kartofler er også aktuelt for mig, for nok kan jeg koge en kartoffel og har gjort det 1000 vis af gange, men jeg vil gerne ku koge den så den smager helt fantastisk – og ikke bare som kedeligt tilbehør..

    Jeg vil spørge dig ; hvor meget salt putter du Ca ved en portion som den du har på billedet? Den må jo gerne få lidt kant, men det synes jeg ikke rigtigt mine gør.. Og putter du dem altid i en gryde hvor der er ‘rigelig plads ‘ til dem? Tror du det har noget at sige for smagen?
    Håber du forstår hvor jeg vil hen med mit spørgsmål

    Mvh Sabina

    • Mads Vindfeld Andersen
      Reply Mads Vindfeld Andersenmaj 21, 2018 at 21:34

      Hej Sabina!

      Tak for rosen – det varmer.

      Ift. kartofler tror jeg vi alle kan koge dem, men lige præcis ved nye kartofler skal der i min optik lidt mere præcision til at få både rette konsistens og smag.

      Portionen her var 200 gram kartofler, og der blev vand til det akkurat dækkede, 2 store kviste løvstikke og to teskefuld salt (med top).

      Husk i øvrigt dild eller løvstikke – det gør en verden til forskel.

      Håber det hjælper dig 🙂

      P.S. Jeg har sjældent meget plads. Bruger en så lille gryde/kasserolle som muligt.

      Venligst
      Mads

    Skriv en kommentar