Top Banner

Pebernødder

Her får du en yderst smagfuld opskrift på pebernødder, der er perfekt krydret. De smager, hverken af for lidt eller for meget - og får med garanti dit hjem til at dufte julehimmelsk.
En glasbeholder fyldt med småkager
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
5 fra 5 stemmer
1 time
200 stk

Ingredienser

  • 400 gram hvedemel
  • 200 gram smør blødt
  • 150 gram rørsukker almindeligt hvidt sukker kan også bruges
  • 50 gram brun farin
  • 1 tsk kardemomme stødt
  • 1 tsk kanel stødt
  • 1 tsk ingefær frisk og fintrevet (kan erstattes med tørret ingefær)
  • 1 tsk peber friskkværnet (hvid peber er også helt OK)
  • 50 gram piskefløde
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 1 knivspids salt fint
En glasbeholder fyldt med småkager

Sådan gør du

  • Rør smør, sukker og brun farin godt sammen. Rør dernæst piskefløden i.
  • Bland hvedemel, kardemomme, kanel, sort peber, bagepulver, natron og salt sammen i en skål. Sigt det i den anden skål med smør, sukker og fløde.
  • Tilsæt den friskrevede ingefær og saml pebernøddedejen til den akkurat er samlet – jeg synes det er nemmest med hænderne.
  • Del dejen op i mindre stykker og rul dem ud i pølser. Skær små stykker af pebernøddepølserne ud i størrelsen 1×1 cm
  • Tril små runde kugler af pebernødderne og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Der skal være et par centimers afstand mellem hver pebernød.
  • Bag ved 180 grader varmluft til pebernødderne er lige akkurat let brune i kanten – det tog 7,5 minut pr. portion i min ovn. Køl pebernødderne af på en rist.

Noter, tips og tricks

Tip: Pebernøddedejen kan også fryses, så den er klar til en anden god gang.

Julen bebuder pebernødder

Når julen melder sin ankomst går vi i køkkenerne, typisk af op til flere omgange. En af de omgange er julesmåkagebagningen, og spørger man mig, bør pebernødder være en fast del af inventaret til førnævnte bagning.

Jeg har altid selv holdt meget af småkager, og blandt alle småkager til julen er pebernødder i toppen af favoritlisten – sammen med bl.a. vaniljekranse – hvis man spørger mig.

Pebernødder propfulde af velsmag

Pebernødder findes i alverdens afskygninger, mestendels kan de opdeles i to lejre; de blide og de lidt mere intense pebernødder. I mange år har Lagkagehusets ultra-populære opskrift på pebernødder været et hit, og det forstår jeg godt – for de smager skønt. Men lige en tand for blidt. I mit univers må der gerne være godt med tryk på smagen, og det gælder også pebernødder.

Dermed ikke sagt, at de skal være stærke, for det skal de ikke. Det er vigtigt at der er en god balance – men de må altså godt smage lidt af peber, såvel som de andre krydderier, der i dette tilfælde udgør kardemomme, ingefær og kanel.

Jeg har udviklet min egen opskrift på pebernødder, hvor jeg synes balancen er i top. Tricket er en smule brun farin i småkagedejen, da det giver lidt mere dybde til dine pebernødder, hvilket gør sig utroligt godt sammen med peber, kardemomme og kanel. Prøv dem – du vil ikke fortryde det.

Julefavoritter: Andesteg | Flæskesteg | Brunede kartofler | Rødkål | Risalamande

Pebernøddebagning i billeder

Ofte stillede spørgsmål

Er der peber i en pebernød?

Ja. Det er der. Traditionelt set hvid peber, men sort peber bruges også.

Er der nødder i?

Nej. Det er der ikke. Navnet stammer fra at de små kugler lidt ligner nødder.

Hvorfor flyder de ud?

Hvis de flyder ud er din dej for våd. Følg denne opskrift nøje, så bør du ikke opleve problemet. Og ellers kan du tilsætte en lille smule mere mel.

Kan man bruge sort peber i stedet for hvid?

Absolut! Faktisk foretrækker jeg selv sort peber.

Hvor stammer pebernødderne fra?

Oprindeligt er det en tysk julesmåkage.

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

3 Kommentarer

5 from 5 votes (3 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?