Nytårsmenu 2016 – Den ultimative guide til årets menu

Årets største fest nærmere sig med hastige skridt, og da julen nu er lagt på hylden for de fleste, vender det indre fødevarekompas mod dette års nytårsmenu.

Nettet søges tyndt for at finde de rigtige inspirationskilder, og dér vil jeg gerne være behjælpelig.

I dette indlæg har jeg lavet tre kategorier: Forret, hovedret og dessert.

Under hver kategori er der en række forslag til retter, samt et link der peger ind på den rette opskrift. Opskrifterne er fra Madsvins univers, og der vil være knyttet forskellige kommentarer til.

Læs også: Test: Årets nytårschampagne 2016

Som udgangspunkt kan størstedelen af retterne laves dagen i forvejen, for at blive opvarmet/færdiggjort på dagen uden kvalitetstab.

 


Nytårsmenu 2016 – Forretter

Hummerbisque – Skummende og flamberet

Link: https://madsvin.com/hummerbisque-skummende-og-flamberet/
Sværhedsgrad: Mellem

Hummerbisque er en klassiker på nytårsmenuen – og det med god grund.

Opskriften her giver dig en intens og velsmagende suppe – den har bl.a. blæst den tidligere sommelier fra Falsled Kro bagover i glæde. Hummerbisquen er ualmindeligt præsentabel grundet sin smukke farve samt tilsætning af persilleolie, og den er heller ikke svær at lave.

Lav den dagen før, og server med den garniture du har lyst til. Jeg foreslår tyndtskåren fennikel, hummerhaler, rød skovsyre og den førnævnte grønne olie.

Hummerbisque

Jordskokkesuppe med espresso og trøffel

Link: https://madsvin.com/jordskokkesuppe-espresso-troeffelolie/
Sværhedsgrad: Mellem

Her får du en madsvinsk fortolkning af jordskokkesuppen. Den er peppet op med lidt espresso (som du let kan erstatte med stærk kaffe og trøffelsmag. Retten er meget præsentabel, let at lave, og den kan laves dagen i forvejen.

Jeg har talt med en del andre, som påtænker at lave denne suppe til nytår – og jeg vil også på det varmeste anbefale at overveje denne jordskokkesuppe.

Hvis du er til det, kan du servere suppen med en skive stegt foie gras og lidt anden sprød garniture.

Jordskokkesuppe m. espresso og trøffel

Fransk løgsuppe

Link: https://madsvin.com/fransk-logsuppe-en-klassiker/
Sværhedsgrad: Let

En fransk klassiker der altid skaber glæde. Kan laves dagen før, og skal blot have et stykke brød, en omgang revet gruyere og en tur i ovnen – så er den klar. Server gerne med en fyldig hvidvin til – jeg valgte hvid bourgogne i sin tid.

Fransk løgsuppe og hvid bourgogne
Fransk løgsuppe

Boller i selleri

Link: https://madsvin.com/boller-i-selleri-som-du-ikke-har-faet-det-for/
Sværhedsgrad: Let

Det er langt fra et traditionelt bud, men jeg mener bestemt, at denne ret vil egne sig som en nytårsforret, hvis den lige får en ekstra kærlig behandling. Lav én lille kødbolle pr. mand, og hæld lidt sellerisauce omkring sammen med mandler og æbler – slut af med en gang friskrevet sort (eller hvid) trøffel – så har du taget en dansk klassiker og peppet den op på nytårsniveau.

Alt kan laves dagen før, og skal blot opvarmes på dagen.

Boller i selleri

Laks og jordskokker

Link: https://madsvin.com/laksen-opskrift-fra-mmoks/
Sværhedsgrad: Mellem

Denne opskrift er kreeret af en af Odenses bedste restauranter: mmoks. Her er tale om en ret hvor velsmag er i højsædet, og så kan den anrettes rigtigt smukt. Hvis du vil prøve kræfter med en professionel ret, er det denne du bør overveje.

Laks à la mmoks

Prisvindende ostesuppe

Link: https://madsvin.com/ostemad-som-suppe/
Sværhedsgrad: Mellem

Denne ret vandt jeg Ost & Kos konkurrence med tidligere på året. Her er tale om en velsmagende og delikat suppe, der mængdemæssigt bør serveres på samme måde som hummerbisque (1-1,5 dl pr. mand).

Jeg mener, at du bør lave ostesuppen lige op til servering – det tager ikke lang tid, og du får mest muligt ud af den, ved at servere den hurtigst muligt efter den er lavet.

Ostesuppe

Pocheret og friteret hønseæg med svampebouillon og trøffel

Link: https://madsvin.com/sproedt-aeg-troeffel-svampebouillon/
Sværhedsgrad: Svær

Dette er den klart sværeste forret af de nævnte, og jeg vil anbefale, at du har HELT styr på at pochere æg, før du begiver dig ud i denne opskrift. Øv dig i at lave pocherede og friterede æg på til nytårsaften!

Når du så mestrer denne kunst, så er det faktisk en temmelig let ret at lave – og jeg lover dig for, at den vil vælte dine gæster ud af stolen af begejstring.

Sprødt hønseæg, trøffel og svampebouillon
Pocheret og friteret æg, trøffel og svampebouillon

Maskeret blomkål – Tilbage til 80’erne

Link: https://madsvin.com/maskeret-blomkal/
Sværhedsgrad: Let

Dette bud vil måske undre dig en smule. Men jeg mener, at det kan være sjovt at skrue tiden nogle år tilbage og servere klassikere. Du kan vælge at gå med udgaven som jeg har lavet den, eller du kan peppe den op med en smuk anretning, lidt luksusskaldyr/fisk og noget caviar.

Jeg selv kunne godt finde på at lave den i ægte 80’er style – bare fordi.

Dildmaskeret blomkål – 80’er style

Nytårsmenu 2016 – Hovedretter

Nyretapper

Link: https://madsvin.com/nyretapper-oksekodets-grimme-aelling/
Sværhedsgrad: Let

Nyretapper har længe bevæget sig under radaren, hvor det hovedsageligt var madnørder og branchefolk som virkelig brugte udskæringen. Der er ved at ske et skift nu, og med titlen som “Årets bøf 2016” kan “hemmeligheden” nok heller ikke bevares længere.

Udskæringen er ekstremt smagfuld, og den skal serveres rødt.

Servér den med en hjemmelavet bearnaise, nogle gode hjemmelavede fritter og eventuelt lidt grønt.

Roastbeef fyldt med svampe

Link: https://madsvin.com/roastbeef-i-ovn-fyldt-med-svampe/
Sværhedsgrad: Mellem/svær

En af mine favoritopskrifter fra i år, er denne roastbeef jeg fyldte op med svampe. Du får et stykke kød der ser imponerende ud, og som smager helt exceptionelt godt. Andre udskæringer kan også bruges, hvis dette foretrækker.

Igen vil jeg lade det være op til dig, hvad du serverer af tilbehør. Et bud kunne være fritter, men også pommes anna, bagt kartoffelmos osv.

Roastbeef fyldt med svampe

Boeuf Bourguignon

Link: https://madsvin.com/boeuf-bourguignon-fransk-nar-det-er-bedst/
Sværhedsgrad: Mellem

En mine absolutte favoritretter. Jeg vil dog mene, at den skal peppes lidt op for rent visuelt at kunne følge med til festlighederne. Lidt frisk timian, flot anretning af kød og kartofler samt ophældning af sauce ved bordet kan gøre underværker.

Kan og bør laves dagen i forvejen.

Boeuf Bourguignon

Langtidsstegt lammekølle

Link: https://madsvin.com/langtidsstegt-lammekolle/
Sværhedsgrad: Let

Lammekølle er noget af det lækreste hele stykke kød, der kan tilberedes i ovn, hvis man spørger mig. Udgaven her står og hygger sig hele dagen i ovnen, og når dine gæster så ankommer, vil velduften med det samme få deres tænder til at løbe i vand.

Udskift garnituren med noget andet fra sæsonen. Det kunne være lidt rodfrugter. Pynt med friske urter og lidt bagte løg.

Langtidsstegt lammekølle med grønne asparges

Braiserede svinekæber og selleri på fire måder

Link: https://madsvin.com/braiserede-svinekaeber-selleri-fire-maader/
Sværhedsgrad: Mellem

Svinekæber er en af de udskæringer, der for mange stadig er under radaren. Det kommer dig til gode – for du kan imponere dine medspisere, og jeg kan garantere dig, at det er noget af det mest velsmagende svinekød du kommer til at smage. Og ja, svinekød er mere end kvalificeret til at indtage dette års hovedret på nytårsmenuen.

Lav den gerne som opskriften med forskellige slags selleri, eller udskift med anden garniture, som du foretrækker det.

Kan laves dagen i forvejen – men jeg anbefaler, at sellerien ordnes på selve dagen.

Braiserede svinekæber med selleri

Nytårsmenu 2016 – Desserter

Gateau Marcel

Link: https://madsvin.com/gateau-marcel-bedste-chokoladekage/
Sværhedsgrad: Mellem

Verdens bedste chokoladekage er gateau marcel. Punktum. Min udgave er i portionsstørrelse, men du kan også sagtens lave en hel kage, som du skærer store flotte stykker af.

Servér den med lidt gode, syrlige bær, lidt frugtsauce og eventuelt en kugle is.

Gateau Marcel, hvid chokolade, solstik-gel og syltede solstik

Crème brûlée

Link: https://madsvin.com/creme-brulee-sa-nemt-er-det/
Sværhedsgrad: Let

Creme brulee er en af de helt store dessertklassikere. Den smager vidunderligt, og jeg har endnu ikke oplevet en gæst, der ikke brød sig om den. Servér den blot med lidt bær og eventuelt lidt knust hvid chokolade. Skal det være ekstra spændende laver du også en kugle frugtsorbet.

Crème brûlée m. romsyltede solbær

Banantrifli med karamel på brunet smør

Link: https://madsvin.com/banantrifli-med-karamel-pa-brunet-smor/
Sværhedsgrad: Mellem

Banantrifli var en af mine første opskrifter på bloggen. Den smager godt, og kombinerer det gode fra karamellen, chokoladen og bananen. Det er en dessert i den lidt tunge ende, og den vil muligvis tage flest kegler hjem i et mere mandsdomineret selskab.

Nydes med en god letpiskes flødeskum.

Banantrifli med karamel på brunet smør og hjemmelavet chokoladeis

Koldskålsis

Link: https://madsvin.com/koldskalsis-med-jordbaer/
Sværhedsgrad: Let (men kræver en ismaskine)

Koldskål har for de fleste danskere en særlig plads ved hjertet. Overrask dine gæster med en koldskål som is, hvor tilbehøret er inspireret af det klassiske tilbehør til koldskålen. Jordbær vil jeg anbefale, at du udskifter med hindbær, medmindre du har nogle gode, solmodne danske liggende i fryseren.

Koldskålsis med nye danske jordbær og crumble af kammerjunker

Luftig cheesecake med hindbær

Link: https://madsvin.com/cheesecake-hindbaer-let-og-laekker/
Sværhedsgrad: Mellem

En cheesecake er altid en succes. Denne vil med rimelig sandsynlighed blive et af aftenens absolutte højdepunkter. Den er yderst præsentabel, den smag vanvittigt godt, og så er den luftig på en måde som de færreste har prøvet det før.

Laves dagen i forvejen.

Cheesecake med hindbær

Hvid chokoladeganache, sorbet og knas

Link: https://madsvin.com/hvid-chokoladeganache-jordbaer-og-knas/
Sværhedsgrad:
Mellem/svær

Denne opskrift har base i en af mine absolutte yndlingschokolader: Amber chokoladen fra Summerbird. Din hvide chokoladeganache får et nærmest karamelagtigt udtryk. Den kræver en god, frisk sorbet og lidt sprødt.

Hvid chokoladeganache, jordbær og knas

Afsluttende ord

En god nytårsmenu er i min verden en, hvor planlægning er i højsædet. Så vidt som muligt foretrækker jeg at have lavet det hele dagen i forvejen, så jeg på den måde kun skal varme og anrette.

Det giver mig langt større mulighed for at være en del af festen, og for at kunne nyde maden mere fredeligt.

Er der nogle elementer i retterne du er i tvivl om, så tag dig tid til at teste dem inden den store aften. Det er vigtigt at det hele spiller, når måltidet først er sat i gang.

Har du nogle spørgsmål, nogle gode tips og tricks eller noget helt tredje, så smid dem endelig i kommentarsporet herunder – jeg holder øje og besvarer alle henvendelser til og med d. 30. december.

Tak fordi du læser med – vi ses i 2017!

Rigtigt godt nytår.

 

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

4 Kommentarer

Skriv en kommentar