Ingredienser
Caviar en Surprise – Madsvin style
- 100 gram caviar du skal bruge ca. 15 gram pr. mand – jeg brugte Baerii – men Oscietra vil være endnu bedre
- 3 jordskokker (store)
- 75 gram rygeost gerne friskrøget
- 75 gram creme fraiche 18 eller 38%
- 1 dl hvidvin
- 1 citron økologisk – du skal bruge både lidt citronskal og saft (men ikke det hele)
- Salt
- Peber
Sådan gør du
Rygeostcreme
- Hæld din rygeost og creme fraiche i en skål og rør det grundigt sammen – er rygeosten meget fast kan du med fordel piske det.
- Riv skallen af en kvart citron og hæld i rygeostcremet – smag den til med lidt citronsaft, salt og peber. Hæld på sprøjtepose (eller en almindelige frysepose) og læg på køl til den skal bruges
Hvidvinsdampede jordskokker
- Skræl dine jordskokker og skær dem ud i små tern à 3-4 mm. Hæld hvidvin i en lille kasserolle og lad det koge op.
- Hæld dine jordskokketern i en sigte som du lægger på kasserollen således jordskokketernene ikke rører hvidvinen – læg låg på. Damp jordskokkerne et par minutter således de er let tilberedte men stadig har bid. Sæt dem på køl til de skal bruges.
Caviar en surprise – anretning
- Fyld cirka halvdelen af caviardåserne med rygeostcreme. Top med et lag af hvidvinsdampede jordskokketern og læg til sidst caviar på så det dækker helt. Læg låget på din caviar en surprise og servér.
Har du en stor flot skål kan du fylde den med sorte linser (eller noget andet dekorativt), stille din caviar en surprise oven på og servere den sådan – det gør det hele ekstra dekorativt.
Caviar en surprise – en berømthed
Der er få ting der skriger “luksus”, som caviar gør det. Det er en delikat spise, der grundet produktionsomkostningerne (og med garanti også lidt snobberi) er særligt kostelig. En af de mere berømte caviar-retter, caviar en surprise, stammer naturligvis (fristes man til at sige) fra Søllerød Kro, og er udviklet af Jacob de Neergaard.
Caviar en surprise har en skøn lille forhistorie, da retten eftersigende blev til fordi køkkenet på Søllerød Kro gerne ville overraske nogle kokke, der den pågældende aften besøgte restauranten, og bilde dem ind, at de altså fik en hel dåse caviar som en ret.
Den oprindelige ret består af jordskokkecreme, sorthummer og en masse caviar, som bliver serveret i en caviardåse, hvor caviaren dækker hele toppen, således det ser ud som, at det er en fyldt dåse caviar, man får.
Andre gode retter: Prisvindende ostesuppe // Røget kammusling, hvide asparges og skum på fjordrejer // Hummerbisque – skummende og flamberet
Min fortolkning af retten gør den endnu mere simpel – men stadig yderst delikat. Jeg synes at (diskret) røg og caviar gør det utroligt godt sammen, og derfor skulle der selvfølgelig integreres lidt rygeost i retten. Kort sagt er min udgave: Rygeostcreme, hvidvinsdampede jordskokker og caviar – hverken mere eller mindre.
Jeg serverede retten som en “snack” til en temmelig ekstravagant aften i godt selskab med bl.a. Hr. Rigeligtsmør og Morten Brian og et par kyndige vinfolk – min ret, jeg serverede var desuden denne blomkålssuppe, som også var yderst populær.
Caviar en surprise er utroligt let at lave, og har du dampet dine jordskokker og lavet din rygeostcreme på forhånd, så kan du anrette og servere på få minutter.
Hvad drikker man til caviar?
Ovenstående har jeg faktisk skrevet et længere indlæg om, hvor vi gik i dybden med at smage forskellige drikkevarer til caviar.
Lige præcis til denne caviar en surprise ville jeg servere enten en fyldig champagne med lidt fadlagring eller en stor, hvid bourgogne med ditto fadlagring. Noterne fra fadet går godt i spænd med rygeosten (og caviar) og friskheden binder det hele sammen.
Vi fik en Shaman 2012 fra Marguet, og den klarede det ganske glimrende.
Caviar en surprise i billeder
Anretningen i sig selv er enormt smuk – hvis man spørger mig. Mange mener, at caviar skal indtages med perlemorsske – det kan der muligvis være noget om, men jeg havde altså kun disse (flotte) gamle teskeer, og retten smagte altså glimrende alligevel 🙂
Caviar, hvidvinsdampede jordskokker og rygeostcreme.
Flot ser det jo ud.
Jeg vil anbefale, at du serverer caviar en surprise til en helt særlig aften, som en del af en menu i flere retter. Et oplagt bud er nytårsaften, men en luksusaften i godt lag, som jeg gjorde det, er bestemt også en mulighed. Husk den gode vin – det fortjener både du og retten.
Velbekomme.
Hej Mads.
Først tak for en super fed side. Jeg har brugt mange af dine tilgange til at lave dejlig mad og det spiller max.
Jeg har dog et spørgsmål som jeg ikke rigtig kan finde svar på, hverken her eller andre steder.
Det drejer sig om retten “Caviar en suprice”
Da jeg skal give mig i kast med retten på fredag vil jeg gerne spørge om serveringstemperaturen.
Skal den være iskold eller tempereret ? eller hvordan ?
Caviar er jo en lidt bekosteligt affærer og retten skulle helst side lige i skabet.
På forhånd tak for svar.
Bedste hilsner
Jonas
Hej Jonas,
Blot kold 🙂
Opskriften lyder super god, har ikke smagt den endnu , vil afprøve den
Når du gør, så fortæl endelig, hvad du synes 🙂
Kan man forberede denne dagen inden?
Hej Mikkel,
Ja og nej er svaret. Du kan fint forberede de forskellige elementer dagen forinden, men du skal vente med at samle det hele, til lige inden servering 🙂