Top Banner

Tomatsuppe

En lækker, smagsintens opskrift på tomatsuppe, der er yderst nem at lave - perfekt til hverdagsaftenener, når måltidet skal være nemt og hurtigt, men uden at gå på kompromis med velsmagen.
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
4.6 fra 34 stemmer
20 minutter
6

Ingredienser

Tomatsuppe – Hurtig, nem og velsmagende

  • 3 ds tomat hakkede eller flåede
  • 3 ds tomatpuré á 70 gram – svarende til 210 gram tomatpuré
  • 3 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 3 peberfrugter gerne i forskellige farver
  • ½-1 chili dosér så meget som du ønsker – Kan udelades hvis du vil være fri.
  • 1,5 liter vand
  • 3 spsk balsamicoeddike (mørk)
  • 1 tsk rørsukker
  • Olivenolie
  • Salt

Sådan gør du

Tomatsuppe

  • Pil og klargør dine løg, hvidløg og peberfrugter.
  • Hak det hele groft – lad peberfrugterne være for sig selv.
  • Steg løg og hvidløg et par minutter i lidt olivenolie til de er blanke.
  • Tilsæt peberfrugt og steg et par minutter igen, til de mørnes let.
  • Skyl din chili og skær den mængde som du har lyst til – lad det stege med et par minutter.
  • Tilsæt tomat, tomatpuré og vand.
  • Lad det hele koge igennem i 10-15 minutter.
  • Blend med det hele nogenlunde jævnt med en stavblender
  • Tilsæt 3 spsk mørk balsamico eddike, 1 tsk rørsukker og smag til med salt og eventuelt lidt mere eddike.
  • Servér med den type garniture du har lyst .

Noter, tips og tricks

Hvis du vil have en cremet tomatsuppe, så tilsæt et skvæt piskefløde. Vil du have den mere krydret, så giv den lidt ingefær.
Suppen kan sagtens nedfryses til en anden god aften.

En hverdags-venlig opskrift på en lækker og sund tomatsuppe

Når der er travlt i hjemmet, skal aftensmaden fra tid til anden ordnes hurtigt. Hurtig mad behøves ikke at være kedelig mad. Herhjemme laver vi blandt andet denne skønne hjemmelavede tomatsuppe, når det skal være hurtigt, sundt og lækkert.

Der findes et utal af opskrifter på tomatsuppe efterhånden. Nogle med ovnbagte tomater og andre med fløde. Min variant er særdeles hverdags-venlig, og den kan laves hele året rundt. Der er, som altid, godt med tryk på velsmagen, og den dejlige fylde og syre, som tomater kan levere, er bestemt til stede i retten her.

Opskriften skal ses som en grundopskrift – har du lyst til at smide ingefær i, så gør det. Har du lyst til at den skal være cremet, så blend den lidt glattere og smid et skud fløde i. Vi spiser oftest bare denne tomatsuppe, som den er – men engang imellem har vi også lidt fløde i.

Andre supper: Fransk løgsuppe // Græskarsuppe // Jordskokkesuppe // Hønsekødssuppe // Gullashsuppe

Som garniture (tilbehør) til din tomatsuppe, kan du gå flere veje. I denne omgang gik vi med en klat creme fraiche, lidt grofthakkede soltørrede tomater, frisk basilikum og et skvæt god olivenolie.

Skal det mætte lidt mere, er pasta, sprøde croutons eller kødboller en godt alternativ. Igen kan du blande på kryds og på tværs, så du får det som du har lyst til (eller ud fra hvad der er spisekammeret).

Som med al anden madlavning bliver din tomatsuppe ikke bedre, end dine råvarer er det. Jeg vil anbefale, at du køber nogle ekstra gode dåsetomater, gerne økologiske, det smager bedre i sidste ende.

Hvis du er effektiv, kan du have en færdig, brændende varm og velsmagende tomatsuppe på 20 minutter fra du begynder at lave den.

Jeg laver altid en stor portion – så er der til et par dage og til fryseren – for ja, denne suppe er også frysevenlig.

Tomatsuppe i billeder

Hvis du har lidt frisk brød, vil det også gøre sig godt til suppen. Har du gammelt brød, så laver du bare et par croutons, for at få lidt sprødt tilbehør. Tomatsuppen kan serveres både som forret eller hovedret, og hvis du gør lidt ekstra ud af anretningen kan den også sagtens bruges som gæstemad.

Velbekomme!

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg hedder Mads, og jeg elsker mad. Siden 2015 har jeg delt gennemtestede opskrifter, som er læst af millioner og omtalt i DR, TV2, Jyllands-Posten og flere medier. Min mad er lavet med hjertet – uden brug af kunstig intelligens. Blot mad fra menneske til menneske.

14 Kommentarer

  1. Virkelig en lækker, nem og hurtig suppe! Der er stor begejstring fra hustanden!? vi har brugt cremefrese, brød og hjemmelavede oksekøds-boller som tilbehør! Mums!

    Vi bor 2 sammen, og hvis ikke vi nu var så grodige med god mad, ville der være nok til 3 dage ?
    Tak for en god opskrift!

  2. Hej Mads
    Først, ? en dejlig hjemmeside, brugt den flere gange.
    Bruger du aldrig friske tomater(har så mange i drivhuset). I bekræftende fald, hvor mange eller i kg/gram?

    • Hej Jette,

      Jeg har faktisk ikke lavet varm tomatsuppe med friske tomater før. Til opskriften her ville jeg nok have ca. 1,5 kg friske tomater, som jeg ville bage i ovnen først ved lav varme i et par timer, for at aktivere smagen i dem.
      Dernæst følge opskriften som anvist 🙂

      Vh
      Mads

  3. Tak for en dejlig nem og lækker opskrift. Den var et hit herhjemme – også hos børnene. Smager fantastisk med grønne linser i og så toppet med frisk basilikum og grofthakkede mandler 🙂

4.62 from 34 votes (29 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?