I min familie har der altid været tradition for, at afslutte gode familiearrangementer med en god gammeldags hønsekødssuppe. Det er en dejlig ret, da den kan laves nogle dage før. Faktisk er hønsekødssuppe nærmest bedre, hvis den lige får lov til at trække en dag eller to inden servering.
Hønsekødssuppe er en klassisk dansk ret, der stammer fra ældre og fattigere tider. Mange gastronomiske skatte ligger gemt i netop denne type retter. Tænk bare på de franske klassikere: Boeuf Bourguignon og Coq au Vin.
Når du laver hønsekødssuppe strækker du råvarerne til deres absolutte yderste – uden nogensinde at gå på kompromis med velsmagen.
En suppehøne kan give dig 7-8 liter hønsekødssuppe, og derudover er der en masse hønsekød der kan plukkes, som så kan blive lavet til en stor portion høns i asparges – eller noget andet, hvis man ønsker det.
Læs også: Tarteletter med høns i asparges // Verdens bedste kartoffelsalat // Broccolisalat med bacon // Gullashsuppe
I grove tal er der 6-7 dages mad for to personer i én suppehøne – med både hønsekødssuppe og tarteletter. Det er da svært ikke at blive begejstret?
Størstedelen af den mad der bliver lavet herhjemme, står jeg bag. Men min kæreste Sabine har en helt særlig evne til at få bl.a. danske klassiske retter til at smage akkurat som da mine bedsteforældre lavede dem, og derfor kan denne opskrift også betragtes som Sabines.
Hemmeligheden? – Tid og kærlighed til få men gode råvarer samt en forståelse for at udnytte dem til fulde. Og så lidt oksekraftben eller oksefond – det giver en mere komplet smag.
Ingredienser
- 1 stk suppehøne ca. 2,5 kg (uden fjer)
- En 10-11 liters suppegryde
- 3 porrer
- ½ hoved stort knoldselleri
- 4 store skrællede gulerødder
- Suppevisk af porretoppe en dusk persille, 4 laurbærblade og eventuelt selleritop
- Vand
- Hønsebouillon
- Oksebouillon
- Salt
- Kød- og melboller vi plejer at købe dem fra Mou
Sådan gør du
- Start med at skære porrer i skiver à 3-4 mm - gem porretoppene!
- Skræl gulerødder og selleri og skær dem i passende størrelse (jeg foretrækker små stykker selleri)
- Lav en suppevisk af persille, dine porretoppe, 4 laurbærblade og en selleritop, hvis der er sådan en med dit knoldselleri
- Hvis hønen er købt, tjek da om der er en lille pose med indmad inde i hønen. Denne tages fra.
- Put suppehønen i en stor suppegryde sammen med en suppevisk af porretoppe, persille, laurbærblade og eventuelt selleritop, hæld vand ved til det lige akkurat dækker
- Kog i ca. 3 timer
- Suppevisk og suppehøne tages op og lægges til side, suppevisken smides ud.
- Tilsæt grøntsager og lad suppen småkoge i ca. 45 minutter, til grøntsagerne er helt møre. Du kan med fordel overveje at plukke din høne for kød nu.
- Suppen smages til med hønsebouillon, og jeg anbefaler også en smule oksebouillon, da det giver en skøn smag. Sabine bruger ca. 3 hønsebouillonterninger og 2 okse.
- Lige inden servering hældes en passende mængde kød- og melboller i suppen, som simrer med i ca. 5 minutter, til de er klar.
- Servér med et godt stykke brød til.
Noter
Hønsekødssuppe i billeder:
Hønen er i gryden, og suppevisken på vej. Husk at sørge for, at der er et godt stykke snor fra suppevisken. Det gør den dejligt nem at tage op igen.
Suppevisk
Grøntsagerne tilsættes hønsekødssuppen.
Grøntsager
Herhjemme køber vi os fra skulle lave kød- og melboller. Vi foretrækker dem fra Mou, de er bedre end discountudgaven.
Så er der snart hønsekødssuppe
Hønsekødssuppe og groft brød.
Så er der serveret
God gammeldags hønsekødssuppe.
Mmm
Gammeldags hønsekødssuppe men moderne billeder (i takt med at egne fotografiske evner forbedres, udskiftes nogle billeder).
Hønsekødssuppe er ikke nogen fancy ret. Men det er dansk, det er velsmagende og det er mættende. Du får rigtigt meget mad for pengene ved at købe en suppehøne.
Suppen kan også bruges som grundsuppe for andre asiatiske supper, den kan koges mere ind så man har en fond – altså har du rigtigt mange muligheder.
Vi spiste den blot som den var, for vi elsker begge en god gammeldags gang hønsekødssuppe.
Velbekomme!
Hej, hvor får du fat i sådan en stor, dejlig suppehøne? Jeg er omgivet af supermarkeder, men det eneste de kan tilbyde er en frossen lille gnalling, som de kalder suppehøne!,
Hej Hanna,
Når jeg ikke har fået fra mine forældres hobbylandbrug, så har jeg haft succes i Bilka med at finde stor suppehøner.
Venligst
Mads
Min bedstemor som var ekspert i hønsekødssuppe, undlod bouillon og brugte: høne, kraftben og et godt stykke oksekød.
Efter suppen fik vi hvide kartofler med kødet til og sur/sød sovs.
Mel og kødboller lavede hun også selv.
En gang hvert år i efteråret inviterede hun hele familien og vi var mange.
Vi var så forspiste hver eneste gang og det var vidunderligt!
Mit barnebarn på 7 år kommer på tirsdag for at lære hvordan man laver suppe.
Jeg tror jeg vælger min bedstemors opskrift, men persillen fra din vil jeg anvende.
Dernæst ideen med hvornår grønsagerne tilsættes, det er en god måde tror jeg.
Tak for opskriften!
Bedste hilsener
Joan P.