Grill, Hovedret, Hverdagsmad, Salat, Tilbehør, Vegetar

Kold kartoffelsalat – Årstidens grøntsager

juni 24, 2015

Jeg vil gerne give dig denne opskrift på kold kartoffelsalat, mens der er høj sol udenfor, og du med længsel kan se frem til en snart-kommende weekend. En weekend med grill-kokkerier, saftige røde vine og en iskold øl i sommersolen, hvor vi som sædvanligt lige skal brokke os en anelse over, at det da egentlig er lidt for varmt.

Kort sagt en ægte dansk sommeraften. Er vejret ikke med dig, hiver du bare dit bedste sommerhumør frem, og serverer din hjemmelavede kartoffelsalat indendørs – det fungerer også fint!

Uanset hvad skal vejret dog ikke forhindre mig i, at give dig en lækker opskrift på kold, hjemmelavet kartoffelsalat, der kan skabe lidt sommerstemning bag hjemmets fire vægge – og når vejret så viser sig fra sin bedste side, så er opskriften på kold kartoffelsalat stadig aktuel.

Læs også: Broccolisalat med bacon // Coleslaw // Guacamole // Tzatziki // Flødekartofler

Det er en simpel opskrift, og det færdige resultats velsmag stiger proportionelt med råvarernes kvalitet. Det kan ikke understreges nok, hvor meget jeg vil anbefale, at der er fokus på at bruge de sprødeste og friskeste grøntsager, hvis muligt gerne økologiske og danske – det giver den bedste gang kold kartoffelsalat.

Grøntsagerne her er hentet hos forskellige lokale grøntavleres vejboder på Nordfyn samt torvedag i Otterup. Jeg kan i øvrigt på det varmeste anbefale at besøge jeres lokale torvedage, da der i langt de fleste tilfælde står nogle dygtige fødevareproducenter, som brænder for det de laver, og så har de tit grøntsager af høj kvalitet. Derudover er det typisk også lidt billigere end supermarkederne, så der er tale om en win/win/win situation.

Hvis du koger kartoflerne i god tid, så kan du lave kold kartoffelsalat på 5-10 minutter.

Kold, nem kartoffelsalat - Med årstidens grøntsager

En kartoffelsalat med et væld af skønne grøntsager. Har du ikke den ene grøntsag, vælger du bare en anden - valget er dit!
Print Recipe Pin opskrift
RetSalat / tilbehør
KøkkenDansk
Forb. tid30 minutter
Tilb. tid10 minutter
Samlet tid40 minutter
Antal4
AuthorMads Vindfeld Andersen

Ingredienser

Kold kartoffelsalat

  • 1 kg nye danske kartofler
  • 200-300 g sprøde og friske danske tomater
  • 1 frisk dansk agurk/ 2-3 skoleagurker
  • 1-2 friske danske peberfrugter
  • Et par forårsløg
  • 200-300 g nye danske ærter
  • Evt. asparges til at pynte med

Dressing (vinaigrette)

  • 1,5 dl god olivenolie
  • 0,75 dl god eddike (jeg brugte hvid balsamico)
  • 0,75 dl ravigottesauce (erstat evt. med almindelig sennep og lidt honning)
  • Frisk dild
  • Frisk persille
  • Salt/peber

Sådan gør du

Kartofler

  • Skyl og rens kartoflerne grundigt
  • Læg kartoflerne i en gryde med rigeligt saltet vand og eventuelt et par dildkviste
  • Kog kartoflerne i 10-12 minutter efter størrelse
  • Tag kartoflerne af varmen, og lad dem blive i gryden i 5-10 minutter i det varme vand
  • Kartoflerne er færdige når du kan stikke en nål ubesværet igennem, men skridtet inden kartoflerne er helt "smattede"
  • Sæt kartoflerne på køl til de skal bruges (skal det gå stærkt kan koldt vand bruges til nedkøling)
  • Når kartoflerne skal bruges, skæres de i mundret størrelse
  • Hæld kartoflerne i en stor skål

Grøntsager

  • Bælg ærterne
  • Skyl og rens grøntsagerne
  • Hak grøntsagerne i mindre stykker, som du finder passende (hak lige forårsløgene fint for dine medspiseres skyld)
  • Hæld grøntsager og ærter i skålen med kartofler og bland nænsomt

Dressing

  • Skyld krydderurterne og hak dem meget fint
  • Bland olie og eddike sammen, og rør grundigt til det har en homogen masse.
  • Tilsæt ravigottesauce og rør igen
  • Hæld krydderurter i dressingen og rør godt rundt
  • Smag til med salt og peber
  • Tilsæt dressingen lige inden servering i skålen med kartofler og grøntsager, og rør rundt, så dressingen fordeles nogenlunde ligeligt

Noter

Kold kartoffelsalat kan laves et par timer i forvejen, men husk først at tilsætte dressingen lige inden kartoffelsalaten skal serveres, da den ellers falder sammen, og de ellers så sprøde grøntsager bliver en anelse slatne.

Kold kartoffelsalat opskrift i billeder

Hvis du har mulighed for det, så fremskaf så friske grøntsager som muligt. Det smager himmelsk, og det er en envejsbillet til sommerstemning i din mund.

Ravigottesauce er noget jeg først de senere år har stiftet bekendtskab med. Det er egentlig en sødlig sennepsdressing, der gør sig utroligt godt i olie- og eddikebaserede dressinger. Hvis du ikke kan fremskaffe det, så kan ravigotten erstattes med lidt almindelig dijonsennep og en smule honning. Dressingen er i bund og grund en almindelig vinaigrette (dressing på olie og eddike der er rørt til en homogen masse) med et pift af ravigotte og friske krydderurter.

Friske danske grøntsager til kold kartoffelsalat

Friske danske grøntsager til kold kartoffelsalat

I dagens anledning var det min kære mor, som hjalp med at hakke grøntsagerne til denne omgang kold kartoffelsalat. Både hun og jeg er glade for forårsløg, hvorfor de er hakket lidt rustikt. Hvis du vil have det finere, så bare gør det.

Min mor hjælper med at hakke grøntsager til kold kartoffelsalat

Der hakkes grøntsager

Det færdige resultat ses herunder. Vi fik kold kartoffelsalat til en grillet gourmetkylling fra Sødam – det var skønt!

Kold kartoffelsalat til sommeren

Kold kartoffelsalat til sommeren

Kold kartoffelsalat kan varieres i det uendelig med forskellige typer grøntsager og urter, og så er den en perfekt ledsager til langt de fleste sommermåltider, det kunne eksempelvis være porchetta på grill, og så kan du jo passe slutte sommeraftenen af med en god gang hjemmelavet koldskål.

Velbekomme!

1 kommentar

  • Reply kristine maj 8, 2018 at 17:06

    Jeg elsker bare kartoffelsalat. Din opskrift må prøves næste gang – den ser god ud.

  • Skriv en kommentar

    Hvorfor din mad ikke smager lige så godt som restauranternes (og hvordan du får den til det)

    Bliv bedre i køkkenet allerede i dag. Tilmeld dig Madsvins nyhedsbrev og få sendt tre simple tips til smagfuld mad med det samme.

    Tak fordi du vil være med! Tjek din mail, og bekræft din tilmelding.