Top Banner

Hel kylling på grill

En helstegt kylling på grill er en fantastisk spise. Her fylder jeg den med urter og citron, og den får også et skud kærlighed i form af smør.
En hel kylling grilles over trækul på en rund grillrist
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
5 fra 2 stemmer
1 time 40 minutter
4

Ingredienser

Kylling på grill

  • 1 kylling jeg foretrækker Løgismose-kyllingen fra Netto
  • 4 fed hvidløg
  • 0,5 citron
  • 50 gram Smør
  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Rosmarin (frisk)
  • Timian (frisk)
  • Estragon (frisk)
  • Salvie (frisk)
  • Oregano (frisk)

Marinade

  • Krydderurter gerne de samme som til kyllingen
  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
En hel kylling grilles over trækul på en rund grillrist

Sådan gør du

Klargøring af kylling

  • Hvis der er indmad i din kylling skal du fjerne det. Tag dine krydderurter og skyl dem. Vrid dem hårdt i hånden, så de frigiver smag, og put halvdelen af dem ind i kyllingen.
  • Tag din citron og læg ind i kyllingen, mens du presser citronen lidt, så der løber saft ud inde i kyllingen. Hak hvidløg groft og læg ligeledes ind i kyllingen. Put nu resten af krydderurterne ind til sidst.
  • Skær tynde skiver af din smør, løsn forsigtigt skindet på kyllingen med dine fingre og læg smørret ind under skindet. Fordel smør så ligeligt, som du kan.
  • Dryp lidt olivenolie på kylligen, og gnid den god med salt og friskkværnet peber. Luk til sidst kyllingen sammen med et par kødnåle (eller bind den sammen)

Marinade

  • Tag et udvalg af blandede friske krydderurter (gerne de samme som du har puttet i kyllingen) og hak dem fint. Bland dem sammen med en god olivenolie og rør sammen. Smag til med salt og peber.

Tilberedning på grill

  • Læg kyllingen på grill ved indirekte varme og tilbered den under låg i 70-90 minutter.
  • Et par gange under stegningen pensler du kyllingen med din marinade og lægger låg på grillen igen.
  • Kyllingen er færdigtilberedt hvis der kommer klar saft ud, når du prikker den i brystet og låret med en kødnål.
  • Husk at lade kyllingen hvile i mindst 15 minutter efter grill.

Grill er fantastisk til en hel kylling

At lave kylling på grill er klart en af mine foretrukne tilberedelsesmetoder, når jeg har en hel kylling at skulle arbejde med.

Løgismoses gourmetkylling har efterhånden vundet mange danskeres hjerte. Blandt andet på grund af det liv som kyllingerne får lov til at leve sammenlignet med konventionelle kyllinger, men i høj grad også grundet teksturen og velsmagen som disse kyllinger besidder. Dette har (heldigvis) startet en bølge af kvalitetskyllinger, og Coop Danmarks svar på en gourmetkylling hedder Sødam Kyllinger. Deres kyllinger er fritgående, og de lever op mod næsten 4 gange så lang tid som konventionelt fjerkræ.

En sådan kylling fik jeg til opgave at tilberede i går, da jeg var på besøg hos mine forældre, og da vejret var utroligt lækkert på Fyn, var det meget hurtigt besluttet, at vi skulle have en hel kylling på grill.

Andre favoritter til grillaftenen: Broccolisalat med bacon // Porchetta på grill // Coleslaw – nem og lækker // Langtidsstegt lammekølle

Det helt essentielle ved opskriften på denne kylling på grill er kyllingens kvalitet, de friske krydderurter og de tynde skiver smør, som du putter under skindet på kyllingen. Smørret er med til at give lidt ekstra fedt og smag til skindet, og i sidste ende får du et meget velsmagende, flot, gyldent og sprødt skind.

De mange krydderurter giver masser af velsmag til kødet, og grillen giver, som du nok kan regne ud, en dejlig smag af røg. For at give kyllingen endnu mere smag af krydderurterne, smørres kyllingen løbende med en urtemarinade mens den grilles.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået en så mør og velsmagende kylling på grill, og jeg håber, at du vil finde den lige så lækker som jeg gør det.

 

Kylling på grill i billeder

Kyllingen er perfekt til en god sommeraften, og du kan sætte den sammen med alverdens tilbehør. Vi valgte grillede spidskål med revet Pecorino, grillede citroner og en let kartoffelsalat med de lækreste friske grøntsager fra Nordfyn. Opskriften på kartoffelsalaten finder du lige her.

Du vælger helt selv hvilke krydderurter du vil bruge. Langt de fleste vil give en lækker kylling på grill.

Ingredienser til kylling på grill
Kylling og velsmag

Fik jeg sagt, at jeg er glad for krydderurter? 🙂 (kun halvdelen blev brugt til selve kyllingen).

Masser af krydderurter
Masser af krydderurter

Krydderurter til kyllingen

Urter til kyllingen
Urter til kyllingen

Det er svært at få et smukt billede af en kylling i en sådan position..

Den skal fyldes helt op
Den skal fyldes helt op

Smørret er lagt under skindet, og vi er nu klar til at lave kylling på grill.

Klar til grill
Klar til grill

Marinade til kyllingen.

En hurtig marinade på urter og olivenolie
En hurtig marinade på urter og olivenolie

Kylling på grill med marinade på indirekte varme (hold låget på mens du griller!)

Kylling på grill med sollys
Grill og sol

Mmm.

Grill
Grill

Kyllingen er klar til partering efter 1,5 times tid på grillen. Der dufter helt vildt af især rosmarin, salvie og hvidløg.

Kyllingen er klar
Kyllingen er klar

Et godt måltid venter.

Bordet er dækket med kylling på grill
Bordet er dækket

Så er der serveret.

Kylling på grill med grillet spidskål, grillet citron og let kartoffelsalat
Grillet gourmetkylling med grillet spidskål, grillet citron og let kartoffelsalat

Det kan ikke understreges nok, hvor meget bedre en kylling af denne kvalitet er, sammenlignet med konventionelt fjerkræ. Kyllingen svinder stort set ikke ind under tilberedning, og den har så meget mere smag at byde på. At dyret har haft et godt liv, er i min verden også en meget vigtig faktor.

Jeg håber at vi får meget mere sommervejr, så vi alle kan komme til at grille meget mere – vi trænger til det.

Bon Appétit!

Ingredienser i denne opskrift

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

5 Kommentarer

  1. Har du fifs til tilberedning af kylling i en gasgrill?
    Ved godt, at jeg nok ikke kan proppe hele kyllingen på en bette Q1200’er – men hvordan vil du grille fx kyllingebryst på gasgrill?
    Tænker mest om det der er bedst også at forsøge indirekte eller den bare skal smækkes på.
    VH Mogens

5 from 2 votes (2 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?