Bagværk, Dessert

Æbletærte med farin og kanel – Din nye favoritopskrift

oktober 28, 2017
Æbletærte med farin og kanel

Hvis der er noget, vi i Danmark er gode til, så er det at dyrke æbler. Røde, gule og grønne æbler. Ingrid Marie, Elstar, Cox Orange, Filippa, Guldborg og et væld af andre æblesorter, som du måske eller måske ikke kender til. Æblerne kan bruges til mangt og meget, men en stensikker genganger, er en æbletærte med danske æbler, der har klaret sig igennem det makværk, vi kalder “sommer” herhjemme.

Selvom vi måske ikke bliver brune, røde eller bare tilnærmelsesvist kulørte af solen, så er det danske klima intet mindre end fremragende til at avle højkvalitetsæbler af nærmest en hvilken som helst sort.

Læs også: Boller i selleri med æble og trøffel // Hjemmelavet pizza – Den ultimative guide // Jordskokkesuppe

For mig er det bedste at nyde et nyplukket æble på en sensommeraften, med duggen ud over engene, hvor landlige dyr nyder det grønne græs, som rigtige landdyr skal det.

Det næstbedste er en æbletærte – navnligt denne æbletærte, som er blevet en nylig favorit her i det fynske.

En æbletærte, der er lidt bedre end de andre

For ganske nyligt satte jeg mig for, at jeg ville lave en “ikke-bare-en-æbletærte”, men en ‘fremragende’ æbletærte. Gode æbletærter findes der nok af, og der er plads til dem alle – bare ikke på éen gang. Fremragende æbletærter skal man arbejde lidt hårdere for at finde – men når man gør, så bryder englene i sang.

Denne (fremragende) tærte har jeg, i al beskedenhed, begået.

Første skridt for en god æbletærte, er en god bund. Versionen her giver et mere blødt resultat – hvilket er lækkert, men jeg er sikker på, at en mere klassisk variant, der rulles ud, også vil give et skønt resultat.

Næste skridt er gode æbler – her skal du blot kigge ud af vinduet (eller besøge en velassorteret købmand). Jeg foretrækker Elstar, Filippa og Ingrid Marie – faktisk spiser jeg disse æbler som slik, hvis jeg får lov.

Sidste skridt er det, der binder hele tærten sammen. For nogen er det mazarin og for andre creme fraiche. For mig er det… *trommehvirvel* brunsviger-kanelsnegls-fyld.

Jep. Du læste rigtigt. Fyld med kraftig inspiration fra den fynske nationalret og fra landevejshelten (kanelsneglen, forstås).

Teknisk set er det en remonce på blødgjort smør, godt med blød, brun farin, lidt kanel og en knivspids salt.

Det mørke, søde fyld sammen med de syrlige, danske vidunderæbler, oven på den bløde bund, giver en velsmagseksplosion, der får selv Big Bang-eksplosionen til at skæve misundeligt dertil.

Andre gode desserter: Hjemmelavet risengrød // Gateau Marcel – Verdens bedste chokoladekage // Cheesecake med hindbær

Æbler er heldigvis ualmindeligt medgørlige når det kommer til langtidsopbevaring, og derfor kan denne tærte faktisk laves på de fleste tider af året. Bedst er den dog sammen med helt friske æbler, gerne af de førnævnte sorter, hvis man spørger mig.

Æbletærte med farin og kanel - Din nye favoritopskrift
 
Forberedelse
Tilberedning
Total
 
Forfatter:
Antal personer: 6-8
Ingredienser
Æbletærte med farin og kanel
Bunden
  • 200 g hvedemel (af den ikke-grove slags)
  • 100 g rørsukker
  • 150 g smør
  • 1 mellemstort til stort æg
  • 1,5 tsk bagepulver
  • ½ stang vanilje (eller en hel, hvis du har lyst)
Æblerne
  • 3-5 friske, danske æbler - gerne Elstar, Filippa eller Ingrid Marie
Brunsviger-kanelsnegls-fyldet
  • 125-150 g brun farin
  • 100 g smør
  • 1 teskefuld kanel
  • En knivspids salt
Det skal du gøre
Bunden
  1. Tag alle ingredienserne til din æbletærtebund, og rør dem sammen i en røremaskine (eller i hånden) til du har en samlet masse
  2. Find en stor springform frem (min var 26 cm) og smør den med lidt neutral olie eller smør.
  3. Fordel den rørte tærtedej i springformen ligeligt - det kan være en god idé at bruge en ske eller lignende.
  4. (Forbagning) - Bag din tærtebund i ovnen i 15 minutter ved 175 grader - den vil hæve lidt op på grund af bagepulveret.
Æblerne
  1. Fjern kernehuset og skær dine æbler i store både - lidt større end du forventer - jeg vil sige 8 både pr. æble.
  2. Sæt til side i en skål, mens du laver dit brunsviger-kanelsnegls-fyld.
Brunsviger-kanelsnegls-fyldet
  1. Blødgør dit smør - det kan gøres med få sekunder i en mikroovn.
  2. Rør smør, brun farin og kanel sammen. Smag til med en knivspids salt. Er du meget glad for kanel, giver du den bare et ekstra tryk på kanel-pedalen.
  3. Smør fyldet forsigtigt ud på din forbagte tærtebund. Du vil opleve, at luften går ud af bunden - dette er helt OK. Fordel det så ligeligt, som du kan, og pas på du ikke trykker det helt i bund.
  4. Læg æblebådene oven på fyldet, og sæt i ovnen ved 175 i 30-40 minutter - prik med en nål for at tjekke, om dejen er færdig.
  5. Drys lidt flormelis på toppen af kagen lige inden servering - det får den til at se ekstra lækker ud.
  6. Kan serveres både lun og kold.
Noter
Selvom creme fraiche unægteligt er en af Guds gaver til mennesket, så fravælger jeg det til lige netop denne tærte. Den er, som jeg ser det, en plug'n'play tærte - altså klar som den er.

Vær en lille smule forsigtig, når du skærer tærten ud. Noget af farinfyldet kan godt have ramt bunden og smeltet sig lettere fast. Hvis du er forsigtig kan du snildt skære pæne stykker æbletærte ud.

Æbletærte i billeder

Jeg rører min tærtebund sammen i en røremaskine. Du kan snildt bruge en håndmikser eller en almindelig røreske.

Tærtebunden røres sammen

Tærtebunden røres sammen

Når din dej ser sådan ud, er den klar til at blive smurt i springform.

Den færdige dej til bund

Den færdige dej til bund

Smør dejen ud i springformen – fordel den så ligeligt, du kan.

Smør dejen ud

Smør dejen ud

Rør smør, farin og kanel sammen.

Farin, smør og kanel røres sammen

Farin, smør og kanel røres sammen

Det færdige brunsviger-kanelsnegls-fyld til din æbletærte.

Brunsviger-kanelsnegls-fyld

Brunsviger-kanelsnegls-fyld

Smør fyldet på den forbagte bund. Det vil smelte lidt, da bunden er varm – dette er helt OK.

Smør fyldet på den forbagte bund

Smør fyldet til din æbletærte på den forbagte bund

Fordel æblestykker på fyldet – skær gerne dine både lidt tykkere end mine (ca. 8 skiver pr. æble). Bag i ovnen i 30-40 minutter ved 175 grader.

Fordel æblestykker

Fordel æblestykker

Drys din æbletærte med lidt flormelis lige inden servering – kan serveres både kold og varm.

Æbletærte med farin og kanel

Æbletærte med farin og kanel

Jeg er temmelig stolt af denne æbletærte. Både fordi den ligner en million, synes jeg, men også fordi det smager virkelig, virkelig godt. Herhjemme blev tærten slugt af de gæster, der fik lov at smage.

Fyldet med farin og kanel går ualmindeligt godt med syrlige æbler, og hvis det er den tid på dagen, vil en kop varm kaffe eller kakao gøre sig godt i kruset.

Velbekomme!

 

 

2 Kommentarer

  • Reply Ole november 2, 2017 at 11:48

    hej Mads,

    Den skal prøves til gæster på lørdag, hvordan vil du anbefale den laves, lave den helt færdig og varme den op lige inden den serveres – hvor mange grader og minutter skal den så have ?

    Hvis jeg laver den færdig på nær at putte den i ovnen, bliver æbler så ikke kedelige, for det vil jeg hellere?

    Venlig hilsen,
    Ole

    • Mads Vindfeld Andersen
      Reply Mads Vindfeld Andersen november 2, 2017 at 12:18

      Hej Ole,

      Jeg ville bare lave den færdig om morgenen eller dagen forinden, og så servere den kold på dagen. Hvis du vil varme den, så vil jeg sige 150 grader i 10-15 minutter, til den er lun 🙂

      Venligst
      Mads

    Skriv en kommentar

    Madsvin i din e-postkasse!

    Få inspiration og skæv humor sendt direkte til din e-postkasse med digital brevdue.

    Tak fordi du vil være med! Tjek din mail, og bekræft din tilmelding.