Top Banner

Brunede kartofler

Her får du en vidunderlig opskrift på perfekte, klassiske brunede kartofler - hentet fra mors opskriftskartotek. Den er helt ligetil med “de tre brune regler”, der baner vejen for et himmelsk hver gang.
En sort stegepande med stegte små kartofler ligger på en mørk bordoverflade.
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
4.6 fra 75 stemmer
20 minutter
6

Ingredienser

  • 1 kg kartofler dem fra glas kan bruges – men så skal de drænes helt og tørres af med viskestykke
  • 80 gram rørsukker eller almindelig hvid sukker
  • 80 gram smør teknisk set kan du også bruge margarine
En sort stegepande med stegte små kartofler ligger på en mørk bordoverflade.

Sådan gør du

  • Kartofler koges med skræl i letsaltet vand og pilles – lad dem køle af et mindst et par timer, gerne til dagen efter. De skal være kolde og fri for vand, når de skal bruges.
  • Hæld sukker på en varm pande (gerne støbejernspande), og lad det smelte helt ved middel varme (4/6 på mit komfur). Som udgangspunkt skal du ikke pille for meget ved det, men smelter det meget hurtigere et sted frem for et andet, rører du det lige stille og roligt sammen, så det ikke brænder på. Det tager et par minutter at smelte.
  • Tilsæt smør og lad det smelte sammen med sukkeret. Du kan røre det forsigtigt(!) rundt. Det tager ligeledes et par minutter.
  • Hæld kartofler på din pande og lad det stå ved middel varme og karamellisere. Undervejs rører du forsigtigt i dine brunede kartofler, så du får fordelt sukkeret nogenlunde ligeligt på dine kartofler.

Noter, tips og tricks

Brunede kartofler er bedst når de lige er lavet, men har du meget travlt kan du lave dem på forhånd, og enten opvarme dem i mikroovnen eller i en lille gryde med en klat smør.
Hvis din sukker mod forventning brænder på for dig, så starter du bare forfra – værre er det heldigvis ikke 🙂

Der skal brunede kartofler til

Noget af det mest årstidsbestemte tilbehør jeg kender, er de klassiske brunede kartofler. De smager vidunderligt, så egentlig er det mærkeligt, at de hovedsageligt hører sig julen til – stod det til mig kunne – og burde – de blive spist hele året rundt. Det er min overbevisning, at størstedelen af den danske befolkning elsker de brunede kartofler, men samtidig er det også noget der kan indgyde frygt i køkkenet – for de kan brænde på, og når det først er sket, så kan de ikke reddes igen.

De brunede kartoflers historie kan spores helt tilbage til det tidlige 1800-tal, hvor fattigfolk lavede sukkerbrunede kartofler i stedet for sukkerbrunede kastanjer, der dengang var det gængse tilbehør til gåsestegen sammen med grønlangkål.

Brunede kartofler – på godt og ondt

Jeg selv har også været hele brunede-kartofler-paletten igennem.

Jep. Også de svedne, dem med den tynde “sauce”, dem med karamelklumperne og alt midt-i-mellem. Men sådan noget stopper mig ikke. Og det skal naturligvis heller ikke stoppe dig!

I al beskedenhed har jeg den helt rigtige opskrift til at få de perfekte brunede kartofler. Altså dem med en god fast kartoffel som har et ligeligt fordelt lag af sukker/smør-sauce – og den sidder naturligvis fast på kartoflen.

Andre favoritter til julen: Langtidsstegt and // Langtidsstegt flæskesteg med sprød svær garanti // Hjemmelavet rødkål // Risengrød // Risalamande – Luftig og lækker 

Opskriften er allernådigst leveret inde fra opskriftsbankens dybeste skatkammer: Min mors opskrifter. Min mor, også kendt som Morsvin (jeg har fået lov til at kalde hende det, tror jeg?), har om nogen styr på de klassiske danske opskrifter – og selvom jeg elsker at eksperimentere og simplificere i køkkenet, så lytter jeg også gerne til en viden som man kun opnår med erfaring, erfaring og atter erfaring.

Og heldigvis er min mor indvilliget i at dele opskriften med bloggen her, så også dit julebord kan få de bedste brunede kartofler – hver gang.

De tre brune regler

Brunede kartofler skal man nære respekt for, men man skal ikke frygte dem. Til at hjælpe med at få de bedste brunede kartofler kan du følge “De 3 brune regler”. Reglernes ophav er et stort mysterium for alle, men efter megen møje og besvær har jeg fundet dem, og kan gladeligt dele dem med dig:

  1. Brug ikke kartofler fra glas – thi den der gør dette vil opnå en mindre fast brun kartoffel
  2. Brug mælkeprodukternes fineste produkt: smør (teknisk set kan du også brug margarine, men lad være, hvis muligt)
  3. LAD VÆRE MED AT SMAGE PÅ SUKKERET

Bonusregel: Lav rigeligt af dem.

Læs dem – få dem ind under huden, og så er du faktisk klar til at lave brunede kartofler – for det er ikke så svært. Det er et spørgsmål om tålmodighed, den rette fordeling af råvarer og så at følge denne opskrift ned til mindste punktum – på den måde får du de kartofler, du drømmer om. Efter opskriften her kan du se hele processen med brunede kartofler i billeder, så du skridt kan se hele processen.

Brunede kartofler – opskrift i billeder

Jeg håber, at du med denne opskrift har mod på at lave dine egne brunede kartofler fra bunden af – og at du føler dig tryg ved hele processen bag. Læs opskriften grundigt, se billederne igennem en gang ekstra, og gå så i gang.

Du og dine medspisere bliver lykkelige – det lover jeg.

Velbekomme.

Ingredienser i denne opskrift

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

19 Kommentarer

    • Hej Nathja!

      En vandet karamel er typisk et tegn på en (eller begge) af følgende to ting:

      1. Dine kartofler er for våde. Glaskartofler er i forvejen meget løse i teksturen, og ligger i vand, så de skal tørres ekstra godt. Er det almindelige kartofler skal de stadig være helt frie for vand, når du bruger dem.

      2. Du bruger for meget smør i forhold til sukker.

      Prøv at følge min opskrift til punkt og prikke – jeg er overbevist om, at du får brunede kartofler med en fast karamel 🙂

  1. Hej…. jeg har aldrig haft problemer med de brunede kartofler. Strengt taget er det vel karamelliserede kartofler. Jeg køber rigeligt mange små kartofler og sorterer de største fra. Desværre er sorteringen ikke så god længere. Jeg har ladt mig fortælle at de små kartofler er de senest udviklede på planten, hvorfor skrællen (ØV) heller ikke er så tyk at kartoflerne er nemme at pille. Aspargeskartofler ville være ideelle på grund af den fine skræl, men de er ikke sorteret godt nok i størrelserne.
    For at få sukkeret smeltet jævnt, rører jeg en smule vand i sukkeret inden jeg kommer det på panden. Det gør smelteprocessen lidt mere jævn. Ellers gør jeg som du beskriver. God jul!

    • Hej Ingeborg,

      Tak for dit skriv. Jeg er faktisk så heldig, at jeg oftest får kartofler fra mine forældre, hvor det netop er sorten og knapt så meget produktionsmængden, der er i fokus. Det giver nogle skønne kartofler, og der er en mærkbar kvalitetsforskel sammenlignet med supermarkedsudgaverne 🙂

      – Mads

    • Tak for rådet om at komme lidt vand i sukkeret – lykkedes meget bedre at få en ensartet bruning af sukkeret på den måde
      Julehilsen Anne

  2. Hej Mads

    Jeg skal lave ret mange kartofler og må derfor gøre det af nogle omgange. Kan de holdes lune i ovnen mens næste sending bliver klar?

    Mvh Lisa

  3. Din fine opskrift flugter fint med den måde, jeg har lavet brunede kartofler på så længe, jeg kan huske.
    Der jo tit temmelig meget knald på i dagene op til jul. Hvor længe i forvejen kan det gå an at koge/pille kartoflerne, så de er klar til bruning den dag, madorgiet oprinder?

    • Kære Poul,

      Det bør du problemfrit kunne gøre om morgenen på dagen, og sikkert også dage før. Jeg selv laver også flere ting i god tid, for ikke at skulle stresse alt for meget.

      P.S. Tak for din kyndige undervisning tilbage for efterhånden nogle år siden 🙂

      Vh
      Mads

      • Kære Mads!

        Tak for dit “kyndige” og brugbare svar 😉

        Hvor er det hyggeligt, og, uden at virke rørstrømsk, faktisk berigende og livsbekræftende, at vi lige pludselig mødes i cyberspace over emnet brunede kartofler.

        Jeg går en del op i madlavning og har fulgt dine råd, de er absolut ikke dårlige (sagt på jysk).

        God jul til dig og dine!!

        BH Poul

        • Selvfølgelig, Poul.

          Og ja, det er skønt at kunne møde hinanden endnu engang – selvom det ‘blot’ er digitalt.

          Dejligt at du bruger mine opskrifter, og det undrer mig egentlig ikke, at du går op i mad 🙂

          Nyd julen og dine kære, og meld endelig op herinde, hvis du har spørgsmål, eller blot vil brainstorme mad-nørderier, en anden god gang.

          Kh
          Mads

  4. Lige pillede mine små asparges kartofler til brun kartofler i morgen lagt dem i bakke med sølv papir over på køl
    Skal der vand på dem ??
    Blev pludselig i tvivl
    Anne-Dorte

4.60 from 75 votes (71 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?