Frikadellesandwich – Sådan laver du den selv

“Wow. Den her frikadellesandwich smager jo så englene synger”. Siger du til dig selv få timer efter at have læst denne opskrift.

For det gør den. Altså smager så godt, at engle, og andet godtfolk, bryder ud i glædessang. Og opskriften får du lige her.

Frikadellesandwich opskrift

Frikadellesandwich

5 fra 1 stemme
Print opskrift Pin opskrift
En sandwich med frikadelle, rødkål, syltede agurker, mayonnaise og en god bolle, som vil vække glæde for både store og små
5 min
2 sandwich

Ingredienser

  • 5 stk frikadeller
  • rødkål så meget som du har lyst og samvittighed til
  • syltede agurker hjemmelavet agurkesalat er også helt ok
  • mayonnaise helst hjemmelavet
  • 2 stk sandwichboller jeg brugte nogle hjemmelavede surdejsboller

Sådan gør du

  • Varm dine frikadeller, rødkål og sandwichboller.
  • Skær frikadellerne over på lang og flæk sandwichbollerne med en brødkniv.
  • Læg rødkål i bunden af din sandwich, dernæst frikadeller og syltede agurker. Top med lidt mayonnaise og læg den øverste del af sandwichbollen ovenpå.

Frikadellesandwich, en rustik delikatesse

En frikadellesandwich er jo egentlig noget, der for det meste hører sig til grillbarer, festivalboder og restauranter med dansk mad. I mange tilfælde med et lidt blakket ry.

Det mener jeg ganske enkelt er dybt uretfærdigt, for er den lavet rigtigt, det vil sige med universets bedste frikadeller, en god rødkål, hjemmesyltede agurker (eller en rest agurkesalat), en hjemmepisket mayonnaise og en ordentlig bolle (i tilfældet her en surdejsvariant af slagsen), så er det ganske enkelt en delikatesse. En rustik delikatesse, bevares, men det er også okay.

Kodeordet er frikadelle

En god frikadellesandwich er ikke bedre end sin frikadelle. Her er ikke plads til slinger i frikadellevalsen. De skal være hjemmelavede, de skal være lavet af god kødfars, og så skal de være lavet ud fra en god opskrift. Min opskrift på frikadeller er den bedste jeg kender (undskyld, Jante) – prøv dem.

Hjemmelavet er bedst, købe er også helt okay

Har du tiden til at lave din rødkål og agurker selv (eller har du det liggende på forhånd), er det naturligvis bedst. Men heldigvis lever vi også i et land, hvor vi let har adgang til syltede godter af fornuftig kvalitet – og køberødkålen såvel som agurken spiller altså også ganske fantastisk i denne sandwich. Mayonnaisen synes jeg dog du skal lave selv – det tager få minutter, og smager uendeligt meget bedre.

Hjemmebag er også at foretrække, synes jeg – men igen er der rig mulighed for at handle lækre sandwichboller og deslige hos den lokale bager.

God fornøjelse.

Aftensmad Festmad Frokost Hovedret Hverdagsmad Mormormad Nem aftensmad Svinekød

Mød forfatteren

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag.

Facebook ikon Instagram ikon Pinterest ikon Youtube ikon

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad synes du om opskriften?