
Ingredienser
Tzatziki
- 3 dl græsk yoghurt både 2 % og 10 % kan bruges
- 0,5 agurk
- 1 fed hvidløg
- salt
- citronsaft (kan i mange tilfælde udelades)
- olivenolie jeg bruger det kun til pynt, så det kan sagtens udelades

Sådan gør du
Tzatziki
- Put 3 dl græsk yoghurt i en skål.
- Riv din 0,5 agurk på et groft rivejern, og vrid agurken i hånden, så størstedelen af agurkesaften skilles fra. Vend den revne agurk i yoghurten og rør sammen.
- Pil 1 fed hvidløg og pres det i en hvidløgpresser ned i skålen og rør sammen. Smag til med salt og evt. lidt citronsaft hvis du synes.
- Lad det hele stå og trække tildækket på køl en times tid eller to – hviletiden er vigtig for at få hvidløgssmagen frem på et tilpas niveau.
- Top tzatzikien med lidt olivenolie lige inden servering.
Noter, tips og tricks
Sværger du, ligesom jeg, også til tzatzikien?
Hånden på hjertet: hvis der er noget, jeg elsker at spise, er det hjemmelavet tzatziki. Her tænker du måske en enkel skefuld (eller to) til et godt græsk farsbrød eller lignende, og her må jeg så melde op, at mit forbrug af den græske agurkedip, når det altså er på bordet, er på et alarmerende højt niveau.
Selvom jeg da nyder resten af måltidet, skal der ikke herske nogen tvivl om, at de øvrige elementer af måltidet bare er en undskyldning for at spise tzatziki.
Min erfaring har fortalt mig, at mange har det på samme måde – men det er ikke noget, man går og taler om. Åbenbart.
Nu hvor fisken er på disken, eller tzatzikien på bordet, tænker jeg, at jeg vil dele min bedste opskrift på tzatziki med dig.
Men inden du slippes løs i køkkenet, skal vi lige have nogle ting helt på det rene.
En kort tzatziki-svada
Der findes et væld af tolkninger på den klassiske agurkedip, mange som er decideret fejlagtige, hvis man spørger mig – og for at få en ting helt på det rene: Der skal ikke f**king mynte i tzatziki – og nej, der skal heller ikke dild, timian, rødvinseddike, creme fraiche, skyr eller andre spidsfindigheder i.
Det er både simpelt og nemt at lave den bedste tzatziki. Det eneste du skal bruge er græsk yoghurt (som er en drænet yoghurt), revet agurk (helst drænet), hvidløg, lidt olivenolie, salt og eventuelt et skvis citronsaft (af den økologiske slags). På siden her får du en nem opskrift på tzatziki, der er svimlende god – helt uden mynte og dild.
Tzatziki i billeder
- Reven og drænet agurk
- Græsk yoghurt tilsættes
- Hvidløg
- Rør rundt
- Græsk tzatziki
- Fladbrød
> Der skal ikke fucking mynte i tzatziki
PREACH
🙏
Agurk, yoghurt og hvidløg
Olivenolie på toppen og en enkelt eller to oliven … det er kunst !