Grill, Hovedret, Hverdagsmad, Salat, Tilbehør, Vegetar

Tzatziki – Guddommelig græsk agurkedip

september 21, 2017

Hånden på hjertet: hvis der er noget jeg elsker at spise, er det tzatziki. Her tænker du måske en enkel skefuld (eller to) til et godt græsk farsbrød eller lignende, og her må jeg så melde op, at mit forbrug af tzatziki, når det altså er på bordet, er på et alarmerende højt niveau.

Selvom jeg da nyder resten af måltidet, skal der ikke herske nogen tvivl om, at de øvrige elementer af måltidet bare er en undskyldning for at spise tzatziki.

Min erfaring har fortalt mig, at mange har det på samme måde – men det er ikke noget, man går og taler om. Åbenbart.

Andre gode opskrifter: Hjemmelavet guacamole // Hjemmelavet lasagne à la Madsvin // Jordskokkesuppe

Nu hvor fisken er på disken, eller tzatzikien på bordet, tænker jeg, at jeg vil dele min bedste opskrift på tzatziki med dig.

Men inden du slippes løs i køkkenet, skal vi lige have nogle ting helt på det rene.

En kort tzatziki-svada

Der findes et væld af tolkninger på den klassiske agurkedip, mange som er decideret fejlagtige, hvis man spørger mig. Typisk er det buffetrestauranter, eller bare generelt tzatziki-verisoner, der er lavet med pulvermiks, der er de største syndere.

For at få en ting helt på det rene: Der skal ikke fucking mynte i tzatziki – og nej, der skal heller ikke dild, timian, rødvinseddike, creme fraiche, skyr eller andre spidsfindigheder i.

En god tzatziki består af en yoghurt, der er drænet (også kendt som græsk yoghurt), agurk (helst drænet), hvidløg, lidt olivenolie, salt og eventuelt et skvis citronsaft (af den økologiske slags).

Når det så er sagt: Jeg er generelt fortaler for at man er kreativ i sit køkken, det kan dog ikke understreges nok, hvor uenig jeg er i at putte mynte i tzatziki – uanset om tyrkisk tzatziki, en enkelt forvirret græker eller ham naboen, som du alligevel ikke kan lide, siger, at det er lækkert.

Kærligheden til den græske agurkedip

Det danske folkefærd har i høj grad taget den græske tzatziki til sig – og det forstår jeg godt. Den kan bruges som dip, eller en tyk sauce, til alverdens kartofler. Den er ualmindeligt velegnet i sandwiches/pitabrød/durum, hvor der skal godt med smag i, og så smager den bare fantastisk isoleret set.

Herhjemme bruger vi den hovedsageligt til lune aftensmåltider, hvor det kan være lækkert med en kold dip til. Taget tidligere nævnte tzatziki-(mis)brug in mente, anbefaler jeg, at du laver en ekstra stor portion – i hvert fald hvis du forestiller dig, at skulle bruge den græske vidunderdip til madpakken dagen efter.

Her får du min opskrift på tzatziki – helt uden mynte og dild.

Tzatziki - Guddommelig græsk agurkedip
 
Forberedelse
Tilberedning
Total
 
Forfatter:
Antal personer: 2
Ingredienser
Tzatziki - Som jeg plejer at lave den
  • 3 dl græsk yoghurt (både 2 % og 10 % kan bruges)
  • ½ agurk
  • 1 fed hvidløg
  • Lidt salt
  • Lidt citronsaft (kan i mange tilfælde udelades)
  • Olivenolie (jeg bruger det kun til pynt, så det kan sagtens udelades)
Tzatziki - Hvis det skal gå hurtigt
  • Samme som ovenstående, dog med 2-3 fed hvidløg i stedet.
Det skal du gøre
Tzatziki - Som jeg plejer at lave den
  1. Start med at tage en skål og put den græske yoghurt i.
  2. Riv din agurk på et groft rivejern, og vrid agurken i hånden, så det værste væde skilles fra - gem eventuelt agurkesaften til agurke-isterninger eller lignende.
  3. Vend agurken i yoghurten og rør det sammen.
  4. Pil hvidløg og pres det i en hvidløgpresser ned i din dip - rør godt rundt igen.
  5. Smag til med salt og eventuelt lidt citronsaft.
  6. Lad det hele stå og trække tildækket på køl en times tid eller to - hviletiden er vigtig for at få hvidløgssmagen frem på et tilpas niveau.
  7. Hæld eventuelt lidt olivenolie dekorativt på toppen af tzatzikien og servér.
Tzatziki - Hvis det skal gå hurtigt
  1. Følg opskriften oven over, dog skal der 2-3 fed hvidløg i dippen i stedet.
Noter
Ofte gemmer jeg agurkesaften til isterninger, som så kan bruges i en Gin & Tonic eller bare i et glas vand - det smager lækkert.

Tzatziki i billeder

Agurken rives groft og vrides i hænderne, så den værste væde skilles fra. På den måde undgår du en meget våd dip.

Reven og drænet agurk

Reven og drænet agurk

Græsk yoghurt tilsættes – jeg brugte lidt mere, end billedet viser.

Græsk yoghurt tilsættes

Hvidløg og salt tilsættes.

Hvidløg

Rør det hele godt sammen – husk at smage til. Hvidløgssmagen er ikke så kraftig nu, men den bliver tilpas, når din tzatziki har stået og trukket 1-2 timer på køl.

Rør rundt

Rør rundt

Vi brugte tzatzikien i et hjemmelavet fladbrød sammen med lidt salat, pandestegt kylling, feta og lidt pommes frites (jeg så det i Grækenland engang – og det virker!)

Fladbrød

Fladbrød

Græsk tzatziki – akkurat som jeg synes, den skal være.

Græsk tzatziki - uden mynte og dild

Græsk tzatziki – uden mynte og dild

Husk at lav RIGELIGT når du har gæster – den forsvinder som dug for solen.

Velbekomme.

 

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Madsvin i din e-postkasse!

Få inspiration og skæv humor sendt direkte til din e-postkasse med digital brevdue.

Tak fordi du vil være med! Tjek din mail, og bekræft din tilmelding.

Share
Pin
Tweet
Share
+1
Stumble