Top Banner

Rabarbersaft

Flasker med lyserød væske står på et træbord sammen med et glas med sugerør og rabarberblade ved siden af. Sollys oplyser scenen.
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
4.9 fra 26 stemmer
35 minutter
Print Pin

Udstyr

atamon til konservering

Ingredienser

Rabarbersaft

  • 2 kg rabarber
  • 725 gram rørsukker (økologisk)
  • 2 liter vand
  • citronsaft til at smage til med (kan udelades)
Flasker med lyserød væske står på et træbord sammen med et glas med sugerør og rabarberblade ved siden af. Sollys oplyser scenen.

Sådan gør du

Rabarbersaft

  • Start med at rense dine rabarber, skær enderne af, og skær dem i grove stykker af 3-5 cm.
  • Hæld dine stykker af rabarber i en stor gryde og tilsæt vand – Jeg går efter 1:1 forhold, det vil sige, at har du 500 g rabarber, skal du bruge 500 ml vand.
  • Lad det koge til rabarberen bliver løs i teksturen – det tager 10-20 minutter alt efter hvor meget du har i gryden.
  • Tag gryden af varmen og lad rabarberen stå og trække i vandet i 20-30 minutter.
  • Sigt herefter saften gennem en finmasket sigte eller et klæde
  • Hæld din saft tilbage i en ren gryde, tilsæt rørsukker og smag eventuelt til med lidt ekstra sukker – der skal ret meget til
  • Tilsæt eventuelt atamon (det gør jeg for at sikre holdbarheden) og hæld på skoldede og atamon-skyllede flasker.
  • Lad saften køle af, og opbevar dem mørk og gerne lidt køligt – hvis du ikke bruger atamon, skal du fryse din saft ned, som du ikke drikker inden for de næste 1-3 dage.

Noter, tips og tricks

Hvis du ikke ønsker et “ufiltreret” udseende på din saft, skal du sigte den gennem et klæde i stedet for en sigte.
Jeg blander saften ca. i forholdet 1:4 – men det bestemmer du jo heldigvis helt selv 🙂

Rabarber, rabarber og atter rabarber

Når sommeren nærmer sig, gør rabarberne det lige så. I mange danske haver og skove, er der lige nu kæmpe rabarberstænger med endnu større blade. Disse vidunderlige syrebasser kan blive til et væld af skønne retter og drikke. En af mine personlige favoritter er rabarbersaft.

Der findes et utal af opskrifter på rabarbersaft. Nogle med vanilje, andre uden, enkelte med anis og jeg har sågar også set en med mynte.

Ikke hos mig. Der er kun én smagsgiver i rabarbersaft, og det er rabarber, rabarber og atter rabarber.

Jeg anerkender, at vanilje og rabarber er en skøn kombination – men for mig skal det helst være i kager eller andre desserter. Når det skal drikkes, vil jeg helst have den rene rabarbersmag, og denne synes jeg bliver forstyrret lidt af vanilje, der for mig får det til at minde lidt for meget om marmelade.

Du får altså her Danmarks (måske) mest simple opskrift på rabarbersaft, og jeg lover dig, at du vil elske den.

Rabarbersaft i billeder

Mine forældre stak mig 2 kg rabarber i hånden, og disse skulle selvfølgelig bruges på denne vidunderlige saft.

2 kg rabarber
2 kg rabarber

Vand og rabarber – det bliver ikke meget nemmere at lave rabarbersaft.

Rabarber skåret og klar til at blive kogt
Rabarber skåret og klar til at blive kogt

Ganske kort tid efter at vandet er begyndt at koge, får rabarberen denne tekstur – den er tæt på klar til at stå og trække.

Det nærmer sig
Det nærmer sig

Rabarberen er nu klar til at stå og trække i vandet i 20-30 minutter, hvorefter der sigtes, koges op igen og tilsættes sukker.

Kogning slut
Kogning slut

Portionen her giver ca. 2,5 liter saftkoncentrat + lidt ekstra. Jeg hældte resten i små isforme, så vi kan nyde lækre rabarberis på en varm sommerdag.

Rabarbersaft og is
Rabarbersaft og is

I min verden er dette verdens bedste rabarbersaft. Og den gør sig ualmindeligt godt på billeder 🙂

Rabarbersaft-1
Hjemmelavet rabarbersaft

30 skaldede minutter er alt du skal investere af din tid, for at få denne guddommelige rabarbersaft.

Den nydes gerne blandet med lidt vand som en normal saft, men den gør sig også godt i drinks eller som ispinde. Koger du den yderligere ind har du en koncentreret rabarbersirup du kan bruge til dine desserter – kort fortalt er det altså kun din fantasi der sætter grænserne for, hvad du vil bruge rabarbersaften til.

Næste gang solen får sveden frem på panden, bør du tage et glas iskoldt rabarbersaft, og bare nyde, at tid og sted for en ganske kort stund står stille.

Velbekomme!

Ingredienser i denne opskrift

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

28 Kommentarer

  1. Hvis man nu skulle servere den som en velkomstdrink, har du så gjort dig bekendtskab med hvilken slags spiritus der matcher saften?

    • Som velkomstdrink ville jeg køre noget mousserende vin i – både rosé og hvid champagne/cava/prosecco/cremant vil være godt. Hvis du vil have en “still”-velkomstdrink, vil almindelig hvid- eller rosévin også være godt.

      Derudover ville jeg nok også koge saftkoncentratet lidt mere ind – men det kan du jo smage dig frem til 🙂

      Venligst
      Mads

  2. Glimragende Mads! Tømte hjørnet i haven og er lige blevet færdig med at hælde produktet på flasker (og poser til det der ryger på frys). Mums hvor det smager. I weekenden skal dit sprøde æg på asparges prøves 🙂

  3. Hvad med de rabarber, men sier fra? Kan man ikke være et ellerandet med dem? Kan man hælde lidt mere vand på og sukker og måske vanille og få en slags marmelade ud af dem? Jeg ville hade at smide dem ud.

    • Hej Thora,

      Jeg kan sagtens følge dig i, at et minimum af spild er at foretrække. Når du koger saft, trækker du al smagen ud af rabarberne – prøv eventuelt at smage på dem, når saften er kogt ud – de er smagløse og lidt sure.

      Når det er sagt, så kan du eventuelt prøve som du selv foreslår, dog uden ekstra vand (tænker jeg), og se om du kan få det til at smage godt – det er dog et forsøg, hvor jeg ikke selv kender svaret 🙂

      Venligst
      Mads

  4. Hej Mads
    Hvor lang tid mon kan saften holde sig – når man har skyllet flasken med atamon?
    Mvh. Katrine

  5. Når du siger tilbage i en ren gryde skal rørsukkeren da koges med eller er det bare for at sige at det skal adskilles fra det tidligere kogte ?

  6. Hej Mads ?

    Hvor lang tid kan saften holde sig på køl når vi har skyllet flaskerne i atamon og tilsæt lidt atamon til saften??

    Mvh Stine

  7. Opskriften er helt perfekt 😉 og den bliver også rigtig god, hvis de koges med citronskiver og noget ingefær…
    Dette gør sig rigtig godt i en gin – enten med en god tonic eller med danskvand.

  8. Hej Mads
    Det er supernemt at få saften ud af rabarberne, hvis man ikke koger, men derimod fryser de udskårne stængler, tør dem op igen, blender og presser i et fugtigt viskestykke.

    Det giver klar saft og helt udtørret rest.

    Prøv det
    Vh Susanne

  9. En dejligt opskrift på rabarbersaft. Har brugt den flere gange. I år har jeg dog et problem. I bunden af flaskerne, er der noget hvidt snask. Saften smager fint nok. Men hvad kan det være.

  10. Dejlig opskrift. Jeg har et problem med saften i år.
    I bunden af flaskerne, er der noget hvidt snask. Hvad kan det være.

  11. Tak for at skrive om enkeltheden. Jeg er som regel fristet til at putte alt muligt “spændende” i alt hvad jeg laver, og har svært ved at følge en opskrift.
    Men dine klare ord overbeviste mig om ikke at putte andet i end rabarber, sukker og vand.
    Skønt med en hel ren saft af egne rabarber. Så lækkert. (Og de udkogte rabarberstængler fik deres andet liv med qumquats (?) , fint hakket ingefær og vanille (som var lige hvad jeg havde…!)

4.93 from 26 votes (22 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?