I 90’erne blev vi jævnligt eksponeret for, at “fisk ikk’ var så ringe endda”. Meget vand (og ditto fisk) er løbet under broen siden da. Desværre er fisk en spise, der ofte er for dyr, når den skal indtages i byen med vore (bedre?) halvdele, venner eller familie. Fiskehuset Bogense forsøger at gøre op med dette, i form af en fiskebuffet, der ligger et rejehop fra havet.
Min familie har de sidste par år rost og anbefalet Fiskehuset Bogense, og i går skulle det endelig være, at Sabine og jeg (og en del af min familie) kunne indtage fisk og skaldyr ad libitum.
For det er konceptet hos Fiskehuset Bogense: Fiskebuffet med alt hvad hjertet begærer, og som en bonus er der en hummersuppe samt ost og frugt til dessert, hvis du ønsker det. Men så heller ikke mere end det.
Stellet er af plastik, bordene er træbænke, og du skal selv hente din mad, drikkevarer og tallerkener.
Det gør ikke mig noget, for stemningen er hyggelig og folkelig, selskabet er vidunderligt og fisken er frisk.
Meget frisk.
Læs også: Laks i ovn // Maskeret Blomkål med dild // Broccolisalat med bacon
Fiskehuset Bogense i billeder
Fiskehuset er fyldt helt op, og der er plads til mange mennesker (ca. 250 ifølge værtinden). Til trods for de mange mennesker er der rigeligt med “luft”, så man føler sig ikke som en sild i en tønde. Vi går lidt rundt, og hurtigt finder vi vores bord med en papirlap, der indikerer, at det er her, at vi skal indtage føde fra kostpyramidens øverste lag.
Bordet er helt tomt, og vores ankomst skal meldes i baren, hvor vi bliver udstyret med en flad og dyb tallerken, en flaske hvidvin, noget vand og et par frisktappede fadøl.
Fiske/hummer/skaldyrssuppen skulle eftersigende være uovertruffen, så den springer vi på med det samme.
På skiltet står der hummersuppe, indholdsmæssigt tror jeg mere på en krebsesuppe, da garnituren er krebsehaler, og suppen har den umiskendelige sødme, som de røde banditter er så kendte for. Men der er nok tale om en blanding, da jeg forestiller mig, at Fiskehuset Bogense udnytter de mange fiske- og skaldyrsrester som de har, til at lave god mad.
Suppen er intenst, lækker og fuld af velsmag. Den kan snildt konkurrere med fiske/skaldyrssupper, som jeg har fået på restauranter i en helt anden prisklasse. Dog synes jeg, at den røde peber er skudt lidt ved siden af, da den bare giver ekstra sødt, til en i forvejen sødlig smag fra krebsen – men det er i småtingsafdelingen. Lækkert og på ingen måde let (grundet dejlig fløde), og nu er vi i gang!
Læs også: Hummerbisque – Skummende og flamberet
Indendørs er det bygget op således, at der er en kold og en varm buffet. Indholdet er varierende efter sæson, og der er alt for meget, til at jeg vil opremse det hele her.
Det jeg fik fra buffeten, var bl.a: pandestegt fiskefilet og hjemmelavet (virkelig god) remoulade, 2 slags røgede rejer og 1 pil-selv, friske røde krebs, seafood salat, tunsalat, mørksej toppet med soufflé, røget escolar (smørfisk), en række salater og 2 slags pommes frites.
Min første tallerken ses her – smukt er det ikke, men det er velsmagende!
Runde 2 var der hvor jeg fik både rejer og krebs. Rejerne var fine og sprøde, men smagen af hvidløg ved de hvidløgsrøgede rejer var tæt på ikke-eksisterende.
Krebsen var fantastisk, og så synes jeg, at det er fedt, når man selv skal pille dem.
Her ses den kolde buffet. Der er rift om indholdet, men personalet udskifter flittigt fadene, så der hele tiden er frisk og vellavet mad.
Den varme buffet havde få fiskeretter, og ellers tilbehør samt ikke-fiskeretter.
Der er så meget forskellig mad, at det er svært at beskrive det hele. Fisken er superb. Frisk, vellavet og vel tilsmagt. De forskellige salater mm. er for mig en anelse ordinære, grænsende til kedelige, men fisken får omvendt lov til at være i fokus, hvilket den bestemt er berettiget til.
Alle(!) der er tilstede, hygger sig på højeste plan, og for mig vidner det om, at Fiskehuset Bogense gør noget rigtigt.
Vurderingsgrundlag
Som min tidligere Burger Anarchy anmeldelse, mener jeg ikke, at Fiskehuset Bogense kan vurderes på helt samme 5-stjerne/gris system, som jeg vanligt bruger. Grunden til dette er, at jeg ikke mener, at det giver mening, at vurdere Fiskehuset Bogense ud fra samme præmisser som de lidt “finere” restauranter.
Selve vurderingen
Jeg er normalt ikke til buffet. Overhovedet.
Tanken om mad der har stået lidt for længe over en stearinlysopvarmet varmeplade, tiltaler mig ganske enkelt ikke. Jeg vil have min mad frisklavet, vellavet og af gode råvarer.
Alt det fik jeg hos Fiskehuset Bogense.
Mængden af mennesker sikrer, at der er et kontinuerligt flow i al maden, så denne forbliver frisk og lækkert. Alle fiskeretterne (jeg smagte mere eller mindre det hele) var utroligt vellavede, og især de friske skaldyr samt fiske/skaldyrssalater var utroligt velsmagende og lækre.
Skaldyrssuppen var i en liga for sig selv. Imponerende lækker, og af en kvalitet der er berettiget til restauranter i en helt anden prisklasse.
Præmisset om træborde og plastikstel byder jeg velkomment, da det holder prisen helt i bund på denne vidunderlige mad, og for mig er der også noget charmerende ved at komme hinanden lidt tættere ved, når man helt lejrskoleagtigt indtager sit måltid ved en træbænk af samme type, som førnævnte lejrskoler altid havde.
Fiskehuset Bogense siger selv, at det gør det på deres måde – og dét gør de. Alt andet end maden er nedprioriteret, men maden spiller til gengæld fløjlsblød klassisk musik i en sand fiskesymfoni, der ville Poseidon misundelig.
Alle der har indfundet sig i Fiskehuset Bogenses univers, er tryllebundne, og nyder de 1,5-2 timer sammen, som oplevelsen varer.
Prisen er grædende smuk, med sine kun 175 kr. for hele buffeten, samt acceptable priser på drikkevarer.
De varmeste anbefalinger herfra, og sørg nu for, at bestille bord i god tid – for det er velbesøgt!
Fiskehuset Bogense
Vestre Havnevej 19
5400 Bogense
fiskehuset-bogense.dk
Den er hermed skrevet bag øret – dejlig anmeldelse 🙂
Det kan kun anbefales! Og mange tak! 🙂