Top Banner

Bananbrød

Et saftigt og velsmagende bananbrød tilsat varme krydderier. Det er let at lave, og der er (næsten) statsgaranti på, at du vil elske det.
Bananbrød
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
No ratings yet
1 time 30 minutter
6

Ingredienser

Bananbrød

  • 125 g smør smeltet
  • 250 g hvedemel
  • 1,5 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 0,5 tsk natron
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 0,5 tsk ingefær stødt
  • 4 bananer modne
  • 100 g sukker
  • 75 g brun farin
  • 100 g chokolade hakket (vælg selv om du vil have mørk eller lys)
  • 2 æg
  • 75 g yoghurt (andre surmælksprodukter kan også bruges)

Til brødformen

  • smør
  • 2 tsk sukker
Bananbrød

Sådan gør du

Dej

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Mos 4 bananer med en gaffel og sæt dem til side.
  • Rør 250 g hvedemel, 1 tsk bagepulver, 0,5 tsk natron, 1 tsk kanel, 1 tsk kardemomme, 1 tsk vaniljesukker, 0,5 tsk ingefær, og 1,5 tsk salt sammen.
  • Smelt 125 g smør og pisk sammen med 100 g sukker og 75 g brun farinTilsæt 2 æg og pisk til det er luftigt.
  • Tilsæt herefter 75 g yoghurt og den mosede banan fra tidligere og pisk til massen er homogen.
  • Sigt den tørre blanding ned i den våde masse og pisk igen indtil massen er homogen. Hak 100 g chokolade i mindre stykker og rør ud i dejen med en ske.
  • Smør en rugbrødsform med et jævnt lag smør – vær ikke nærig. Drys bunden og kanterne i formen med cirka 2 tsk sukker – sukkeret sætter sig i kanten af dit bananbrød og giver et fortræffeligt og sprødt bid.
  • Vend dejen ud i formen og bag den ved 175 grader (varmluft) i 35-40 minutter (tjek med en gaffel, bananbrødet er klar når der ikke sætter sig kagemasse fast)
  • Når bananbrødet er færdigt tages kagen ud og hviler 5 minutter i formen. Vend dernæst ud på en rist og lad det køle helt af (mindst 30 minutter).

Noter, tips og tricks

  • Bananbrødet er velegnet til at fryse ned. Det skal blot tøes helt op inden spisning
  • Kagen/brødet holder sig saftigt i mange dage, men hvis du alligevel synes, det er lidt tørn i kanten, kan du med fordel riste det eller lune det lidt i ovnen.
  • Du kan med fordel toppe et stykke bananbrød med lidt creme fraiche, fed græsk yoghurt eller en luftig mascarponecreme (tilsat lidt sukker og appelsin og evt. lakrids)

Ét bananbrød over dem alle

I de tidlige år med min kæreste, Johanne, er der nogle få, men meget markante spiseoplevelser, der står krystalklare i hukommelsen. Én af disse er dette bananbrød, som hun på en hverdags-TV-aften diskede uanmeldt op med.

Nogle opererer med f.Kr. (før Kristi fødsel) og e.Kr. (efter Kristi fødsel), på mange måder navigerer jeg lige sådan, når det kommer til bananbrødet. Indtil denne oplevelse, havde jeg nemlig kun fået helt almindelige (og velsmagende) banankager, men det er jo slet ikke det samme.

Et godt bananbrød spiller dog på de samme tangenter; saftig og svampet indre med en blid og betagende banansmag, tilsat en god omgang varme krydderier, der løfter det hele op i sin egen liga.

Opskriften er sidenhen poleret, slebet og tilpasset, og nu kan alle lave bananbrødet over dem alle.

Fordi, du fortjener det.

Du kan peppe brødet yderligere op, hvis du vil

Bananbrødet er i sig selv fantastisk, som det er. Ingen vil føle, at det mangler noget.

Men.

Du kan altså godt hive det madkreative humør frem, hvis du vil. Selv har jeg, med stor succes, toppet en bananbrødsskive med luftig mascarponecreme tilsat appelskal (og saft) og lakrids. Jeg har også ristet en skive af, og spist den som en lun gå-snack på en efterårsgåtur.

Caféerne smører nogle gange en skive med tandsmør. Eller flødeskum. Eller creme fraiche. Jeg tror det hele er lækkert, men de har jo (formentlig) ikke denne opskrift, så noget går de glip af.

Hvorom alting er: dit bananbrød er fremragende, som det er. Men du kan snildt peppe det op, hvis det skal være ekstra spændende.

God fornøjelse.

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg hedder Mads, og jeg elsker mad. Siden 2015 har jeg delt gennemtestede opskrifter, som er læst af millioner og omtalt i DR, TV2, Jyllands-Posten og flere medier. Min mad er lavet med hjertet – uden brug af kunstig intelligens. Blot mad fra menneske til menneske.

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?