Til at starte med, skal vi have syrnet vores fløde. Dette gør vi for at få en, synes jeg, bedre smag. Fløde og kærnemælk røres sammen, og står ved stuetemperatur i 24-48 timer (alt efter hvor syrnet du vil have det), til det har fået en tyk konsistens og en syrlig smag (det er teknisk set en creme fraiche nu)
Når din fløde er færdigsyrnet sætter du den i køleskabet og lader den køle ned til 12-14 grader - denne temperatur giver den bedste udkærning.
Pisk den syrnede fløde ved lav hastighed til den skiller - du vil nu få smør og kærnemælk (der ser meget tynd ud). Put smørret i en sigte, så kærnemælken sigtes fra - Gem gerne kærnemælken - den smager fantastisk, som den er, men er også god til bagværk og anden madlavning.
Skal smørret holde i længere tid, skal du nu vaske kærnemælken af smørret med lidt vand - skal smørren bruges inden for kort tid, så går du bare direkte til næste trin.
"Ælt" nu smørren - det er en proces hvor du samler alle smørklumperne i hånden, presser sammen og derved får presset de fleste væskedråber ud af smørret. Vej dit smør, og tilsæt op til 1,2 % salt af smørrets vægt - i dette tilfælde 4,5-5,5 g. Ælt saltet ud i smørret, så det fordeles jævnt.
Du har nu lavet hjemmelavet smør. Pak smørret ind i det antal beholdere, du ønsker at bruge - du kan også lave et par ruller i køkkenfilm, som du fryser ned.
Noter
Smør er fryseegnet, så du kan altid have noget hjemmelavet smør klar til en særligt god aften.Ønsker du at tilsætte urter og lignende, anbefales det at gøre det inden du køler smørret for meget ned, da det så vil blive noget stivere i konsistensen.