Slå æg ud i en skål, tilsæt sukker og pisk meget luftigt (tager ~5 minutter med en elpisker).
Smelt smør i en kasserolle, tilsæt 200 gram af den mørke chokolade, lad det smelte og rør det sammen til en homogen masse. Hæld nu chokolademassen forsigtigt i de piskede æg mens du rører rundt til massen er samlet.
Sigt mel, bagepulver og salt i chokolademassen, rør det godt sammen. Hæld til sidst din kaffe i massen og rør sammen - du kan eventuelt tilføje lidt mere eller mindre kaffe, alt efter dine smagspræferencer. Og ja, du må gerne smage på kagemassen ;-)
Hak 50 gram mørk og 50 gram hvid chokolade groft og vend chokoladestykkerne i kagedejen.
Hæld chokoladekagedejen i en springform (min var 24 cm) der er beklædt med bagepapir i bunden og smurt med lidt smør eller smagsneutral olie (raps- eller solsikkeolie).
Bag ved 175 grader i 30-35 minutter. Kagen skal vibrere lidt, når du prikker til formen, og den må gerne virke en anelse underbagt. Lad chokoladekagen trække i 20-30 minutter.
Chokoladeovertræk
Smelt 50 gram mørk chokolade i en lille skål i mikroovnen (eller hvordan du nu foretrækker at smelte din chokolade). Træk den smeltede og varme chokolade henover din chokoladekage - det lettest bare at dyppe skeen i chokoladen, og så flytte skeen henover kagen i luften - på den måde får du tynde fine striber af chokolade. Gør det lidt tilfældigt, det ser bedst ud.
Gentag med mælkechokolade og lys chokolade - men én chokoladetype ad gangen. Det er vigtigt at chokoladen er varm når du gør det, ellers er det meget svært at lave overtrækket.
Servér med det samme eller lad kagen stå et par timer - den er lige god på begge tidspunkter :-)
Noter
Tip: Chokoladekagen kan fint laves dagen i forvejen, og du kan også sagtens servere lidt syrlig frugt, vaniljeis og lignende til.