Tinderbox dag 1: En dag med klassikere

Endelig skete det. Vi har fået en Tinderbox festival med godt vejr. Lidt for godt, vil den klassiske “jeg-bliver-aldrig-tilfreds-med-vejret-dansker” sige. Størstedelen af eftermiddagen blev brugt i skygge, men sammen med Bastille kom vi ud af vores hi og lod festen overtage os derfra.

På spisefronten blev det til tre klassikere – nogle gange skal man jo bare køre den sikkert hjem. Troede jeg.

Mens nogen bibeholder et højt niveau falder andre denne gang igennem – desværre.


Spiselauget – Gourmet hotdog

Tidligere har man ved Spiselauget kunne få en række spændende hotdogs, hvor kreativiteten har været i højsædet til udformning af smagsoplevelser. Ikke helt så meget i år. Der sælges en Gourmet hotdog og en hotdog med Tofu-pølse. Jeg sprang på gourmetvarianten; Ramsløgspølse, syltede løg, ketchup, remoulade, sennep – alt hjemmelavet – og slutteligt lidt salat på toppen. Bevares, pølsen var udmærket – og resten ligeså, men for mig manglede der lidt ekstra, som forsvarer 50 kr. for hvad der dybest set er en klassisk hotdog.

Næste år må de kreative hotdogs gerne komme tilbage – i hvert fald bare en af dem.

Pris: 50 kr.


Fish & Chips – Fish’n’chips

Er der noget man aldrig galt i byen med, så er det en gang kartofler og fisk med batter, som har fået et dyp i den gyldne brønd. Det er ikke første gang jeg får fish’n’chips herfra, og derfor kan jeg også sige, at det er lidt svingende, hvad man får serveret i sit kræmmerhus.

Bevares, fisken smager dejligt på den der “fisk-og-friture” facon, og tartarsaucen er god. Som i virkelig god. Men det, der er mest af, pommes frites, falder igennem – igen. Det virker til at der laves en kæmpe stak fritter på forhånd, som så ligger og køler ned og på en eller anden måde får suget noget fugt til sig. Det bevirker, at de ellers så saftige og sprøde fritter bliver slatne, tørre og generelt kedelig. Øv. Prisen er i den lidt høje ende, men en portion mætter også godt, og festivalpriser er bare generelt høje.

Tre stjerner for fisk og især tartarsauce – med ordenlige fritter kan vi klemme os noget højere op.

Pris: 75 kr.


Soup Stone – Famous chicken curry

Faste læsere af bloggen her ved, at jeg altid spiser denne chicken curry fra Soup Stone på festivaler, når jeg kan komme til det. Det er ikke for sjov, at den er “famous”, og så sent som på Heartland Festival gav jeg den også 6 stjerner. Tricket med denne curry er ubetinget den hjemmelavede curry paste, som bare smager fantastisk. Bunden, og det der i det hele taget agerer det mættende element, er bulgur – hvilket er en genistreg, da jeg personligt finder det langt mere interessant end ris. Saftige, sprøde ærter og lidt god kylling udgør resten af retten.

Niveauet er som det plejer med Stephens (ejeren) mad: tårnhøjt, og jeg kvitterer igen med 6 stjerner.

Pris: 65 kr.


I er mange der har sendt gode tips, og især ét går igen: Kyllingeburger fra Snack and Blues. Målet i dag er blandt andet at få den afprøvet, og så skal førstesalen hos Pasfall nok også indvies.

Vi ses derude – hils på hvis I ser mig, og bliv endelig ved med at sende gode tips.

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

Skriv en kommentar