Smukfest 2019: Masser af lækre hapsere!

Første dag på Smukfest er overstået, og her torsdag rejser solen sig med en energi, der matcher pladsens kollektive tømmermænd over Camp Madsvin…

Okay, okay, Camp er så meget sagt. Hvor mine indlogeringsforhold under sidste udsendelse for Madsvin involverede indløsning af en helvedes masse Hotels.com rabatpoint, et værelse på 14. sal af Bella Sky, Champagne og brunch på sengen, så lader mine nuværende indkvarteringsforhold i fodenden af min lokale vinimportørs telt på Smukfests campingområde måske lidt at ønske… Men det er ikke det, vi skal snakke om i dag. Smukfest handler ikke om søvn, det handler om samvær med gode venner, fest, sjov, ballade og mest af alt mad- og drikke-oplevelser.

Måske netop derfor har undertegnede da også i bedste gonzo-journalist stil afbestilt sit hotelværelse, og er tidligt onsdag tjekket ind i crew-lejeren. Nu skal Smukfest ind under huder på denne snart 40-årige madblogger, der skal Fernet Branca i blodet, og vi skal fra start til slut opleve Smukfest på tætteste hold, sammen med både gæster, restauratører og frivillige.

What. Could. Possibly. Go. Wrong? Det finder vi sikkert ud af henad vejen, men lad os nu starte med at tage et lille dive ind i Smukfests kulinariske lyksaligheder.

Fine hapsere

For de madglade udsendte har førstedagen på Smukfest altid været lidt af en udfordring. Der skal smages så meget som overhovedet muligt for at give jer sultne masser det bedste indblik fra start – og det skal gøres på halv tid, da pladsen traditionen tro først åbner kl. 15. Nuvel, et erfarent festival-svin lader sig ikke sådan afskrække, og vi går derfor til opgaven med en ganske simple og vel nærmest velovervejet strategi:

At smage så mange snacks småanretninger og skåle med så mange mennesker som muligt på kortest mulig tid, og dermed opnå både et overblik over pladsens udbud og en gedigen promille – en såkaldt win-win situat


Champagnebaren / Kalunarisk

50 gram caviar til en plov (det er 500 kr for jer unge mennesker) er svært at sige nej til… Det samme er egentligt tilfældet for en Champagne Mailly Grand Cru Blanc de Noirs til omkring de 650… Og dermed blev Madsvin de første til at bestille netop dette Happy Meal på Smukfest 2019.

1150 kroner senere måtte vi konstatere at lykke ikke for alvor har en pris… Specielt ikke hvis måltidet indtages mens Kasper Eistrup fra Kashmir kører lydprøve på en mennesketom Bøgescene. Kære Kalu, det skal ikke trække ned, men vi havde sat pris på en ekstra ske til vores Caviar alene og rigtige glas!

I har ikke for alvor tilberedt noget, men Caviar er Caviar, Champagne er Champagne… Fem svin herfra!

Pris: 500 kr. for caviar med tilbehør, 650 for champagne


Entreé by Gastromé

Det startede rigtig, rigtig godt for Gastromé! Servicen var i top, alle smilede, hyggesnakkede og var venlige. Svinet her blev revet med og bestilte seks østers (3 stk med lemon vinaigrette og 3 bloody mary style) og en omgang tartar. Dertil anbefalede huset en sparkling green tea på 5 %, som undertegnede hurtigt nuppede en flaske af… Forfærdelig læskende drink på en omskiftelig dag i Bøgeskoven… Herefter tog tingene dog desværre lidt af en drejning. Vores Bretagne-østers var sådan set rigtig fine, og garnish var også både frisk og fin… De små stykker af skal i helheden, kunne vi godt have klaret os uden..

Tartaren? Den var også fin til 85 kr… Fersk kød, lettere smagsforladt i en underlig anretning hvor det ferske kød lå oven på en sauce som spiseren selv skulle have rørt ud i helheden for at få det fulde smagsindtryk… Hvilket man godt lige kunne have informeret omkring. Alt i alt virkede det hele lidt ligegladt, og det skal det bare ikke på Michelin-niveau.

Gastromé – jeg elsker jer, det gør jeg virkelig! Og I er bedre end det her! Lov mig at stramme op over de næste dage, og så tror jeg, I lander på en meget højere karakter end den middelmådige, mit blødende hjerte lige nu må give jer!

Pris: 150 for østers, 85 kr. for tartar og 195 for drikkelse


L’Cobert de CANblau

Dette er ikke så meget en anmeldelse som en kærlighedserklæring! Som med vores startvalg er det ret svært at fucke noget up, hvis bare du tager gode råvarer og ikke gør for meget ved dem. I dette tilfælde fik vi en dejlig omgang sortfodsgris af øverste skuffe. Bevares, det kostede, men med et lille smil og et venligt spørgsmål fik vi også lige lidt brød til… Og så et stykke Manchego-ost, som vi absolut ikke havde bedt om.

Tak for det, CANblau. Nogen vil mene at 100+ kroner er i overkanten for 30 gram skinke… Jeg vil mene, I gik lige i hjertet!


Volkerts Fylke

Indrøm det, drenge (30+)! Vi har fandme alle sammen haft et crush af dimensioner på Nena! Ja, hende med de 99 luftballoner! Og at sidde en onsdag aften og prygle Alsace Riesling hos Volkerts Fylke til tonerne af Nena er fandme en oplevelse!

En helt anden og nærmest lige så sexet oplevelse er deres terrassesnack for 2 (+1 point for ikke at bruge ordet TAPAS): Stenovnsrøget okseinderlår, fermenteret svinenakke, hvidskimmelsalami… Alt hjemmegjort af små lokale leverandører, alt af bedste danske, økologiske kvalitet, fuld af smag, kraft og glæde… Man bliver simpelthen så glad! Dertil lidt saltmandler og  rodfrugtschips af den købte men gode skuffe,  samt hummus og aioli på bagte hvidløg for en behagelig men ikke overdøvende hvidløgssmag.

Desværre glemte man i første omgang min Kry råmælksost, som ellers hørte til brættet men en høflig forespørgsel braget ikke kun ost, en kæmpe undskyldning, et lille ekstra glas vin og lidt mere kød… SÅDAN skal festival-service fandme køres

Med mad som egentligt kan bære det selv, en hjertevarm betjening fra gudesmukke kvinder, fuld opmærksomhed fra køkkenet og ikke mindst tonerne af verdens lækreste Nena i baggrunden, hiver Volkerts Fylke helt uden kamp Bøgeskoves første seks svin hjem!

Pris: 300 kr. (nok til to)


Jagten fortsætter

Kan det gøres bedre? Det finder vi ud af i dag når jagten på gode smagsindtryk går ind i andendagen på Smukfest.

Mød forfatteren

IT nørd, Metalhead og madblogger af guds nåde. Begår lange indlæg med højt LIX-tal på min personlige blog http://johanjohansen.dk

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *