Det ville være lyv at sige, at fredagen startede godt i Camp Madsvin! Aften før var, som i måske læste i går, præget af skybrud, hygge-rapserier, og hvad der i sidste ende blev en ”fuck det lort, vi hegner den!” attitude fra Madsvins udsendte.
Det var derfor også med tømmermænd af en anden verden, at jeg rejste mig fra soveposen kl. ca. 7.45 fredag morgen og gik ind for at klage mine nød til min kammerat Rasmus Vemmelund fra Volkerts Fylke, som boede i naboteltet… ”Har du Fernet,” lød spørgsmålet herfra. ”Min PC blev vist nappet i går,” fulgte jeg op… ”Jeg HAR Fernet,” svarede Rasmus.. Og Hey, din PC blev indleveret i baren i går!”
Således opmuntret fejrede vi sagen med en Fernet til hver ben og vores obligatoriske to morgenbajere, hvorefter vejen gik til festivalpladsen. Her vågnede jeres udsendte en lille smule mere med en omgang lasagne og rosé hos Volkerts Fylke, hvorefter turen gik videre helt ud i skoven.
Farmors Tarteletter
Det sku vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt… Tarteletter er en gudespise og på papiret lyder 3 velvoksne stykker med bacondrys og persille som en fornuftig investering. Og lad det være sagt med det samme: Det er ikke fordi, der er noget galt med teknikken hos Farmors Tarteletter – kyllingen er god og langtidssteget, opbagningen i orden – alt er efter bogen… Men der mangler salt… I Frits Helmuts ikoniske ord: ”masser af salt!”
Farmors tarteletter kunne så nemt have hevet fire fuldfede svin hjem herfra, men desværre bliver det til to pattegrise for catering-verdens største dødssynd: manglende tilsmagning!
Skovens Chili Con Carne
Dette svin kan lige så godt indrømme det… Jeg ELSKER smukke kvinder… Og når de siger noget, så gør jeg for det meste som de siger. Det gælder også når min smukke og rock ’n’ rollede veninde Pernille giver direktiver. ”Der bør være noget chili con carne nær Bøgescenen,” skrev hun til mig i en besked… Og det var der såmænd også.
Hos Skovens Chili Con Carne får du en velvoksen portion Chili til ellers fornuftige 60 kroner. Hvad der kan forvirre lidt er i første omgang, at den er serveret på en bund af iceberg-salat og tortilla chips. Nuvel, vi ser igennem fingre med dødssynden at servere chili med chips, ignorerer den meget underlige smag af iceberg i vores chili og vender os imod helheden… Eller mangel på samme!
For den kom bare aldrig. Billigt kød, lidt majs, bønner fra dåse og tomatpure var de primære indtryk… Og det var så det… Lidt chili kunne man vel have forventet? Måske lidt spidskommen? Oregano… Bare noget?
Smagen udeblev desværre, men til gengæld var vores portion kold… Smukfests kedeligste måltid hiver sig lige netop op på et enkelt svin fordi selveste Ziggy Marley (Ja, hans far hedder Bob) spillede i baggrunden og den Blå Thor til 35 kroner var læskende og kold… Noget må simpelthen være gået galt her!
Arizona Burger
Undertegnede kom vist til at svine Arizona Burger en smule i vores optaktsindlæg… Det var en fejl! Efter at have mødt min garvede Bøgeskovrotte af en chef fredag aften i Skraldebaren, spurgte jeg ham, hvad den ægte Smukfest-oplevelse var. Svaret faldt prompte: Arizona Burger!
”Ej, sagde jeg,” – ”JO,” svarede han! Og vi må æde vores ord… Fem fuldfede svin herfra til Arizona Burger for en ”ikke noget pis burger” leveret til tonerne af ikoniske Gnags’ ”Danmark” live fra Stjernescenen… Tak bare tak til alle, der var involveret i den oplevelse… Arizona, I er for lækre. Danmark, pas på du ikke dør!
Tak for dig, Smuk!
Traditionen tro, laver vi kun Instagram-dækning på sidstedagen af en festival… Og for mit vedkommende er dette sidstedagen… Smuk, The Johan siger TAK!
Følg os på @madsvin_com! Og gør som Magtens Fucking Korridorer og smid et like for det vi gør!