Top Banner

Ramsløgspesto

Her får du en opskrift på lækker, smagfuld og nem ramsløgspesto - en perfekt måde at byde det tidlige forår velkommen på! Spis den sammen med et godt stykke kød eller i en sprød salat.
En skål med grøn pesto står på en bordoverflade omgivet af friske blade
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
5 fra 3 stemmer

Ingredienser

Ramsløgspesto

  • 100 gram ramsløg
  • 100 gram persille det kan både være bredbladet- eller kruspersille
  • 2,5 dl olivenolie
  • 60 gram parmesan eller en anden tør ost, såsom vesterhavsost, manchego, grana eller lign.
  • 25 gram solsikkekerner
  • 25 gram hasselnødder
  • ½ spsk salt
  • ½ citron (saften herfra)
En skål med grøn pesto står på en bordoverflade omgivet af friske blade

Sådan gør du

Ramsløgspesto

  • Ramsløg og persille skylles grundigt. Læg det i et viskestykke og dup det nogenlunde tørt.
  • Rist solsikkekerner og hasselnødder på en tør pande til de tager lidt farve.
  • Bræk et par stykker parmesan af til du har den nødvendige mængde.
  • Blend det hele sammen i en god blender, minihakker eller foodprocessor – jeg anbefaler at starte med at hælde lidt olivenolie i bunden og gradvist hælde urterne i, til du har en god masse der kan få ordenligt fat. Brug evt. lidt mere olivenolie, hvis det er nødvendigt.
  • Smag til med havsalt og citronsaft og hæld din ramsløgspesto på skoldede glas. Top af med olivenolie, så det dækker pestoen – på den måde holder det sig bedst.

Noter, tips og tricks

Din pesto kan holde sig i køleskabet i endda noget tid, så længe du altid bruger en ren ske, og holder kanterne rene. Det er også vigtigt at pestoen lige er dækket af olivenolie (det holder bakterierne væk).
Tip: Ramsløgspesto kan også hældes i en plastbøtte og fryses for endnu længere holdbarhed

Ramsløgspesto smager fantastisk

Når det tidlige forår melder sig på banen, pibler ramsløgene frem i de danske skovbunde. Selv elsker jeg at stege lidt ramsløg til et godt stykke kød eller en salat, og så laver jeg gerne den skønneste ramsløgspesto.

Ramsløg er en nordisk krydderurt med en temmelig intens smag af hvidløg, og i folkemunde går det da også som ‘nordens hvidløg’. Kunsten her er at dosere mængden af ramsløg korrekt, for det bliver hurtigt decideret voldsomt – det måtte jeg også sande allerførste gang jeg lavede ramsløg, hvor jeg udelukkende brugte ramsløg som krydderurt, noget der sendte mig i ramsløgspestoskammekrogen i et par år, til jeg havde samlet mig mod igen.

Du finder ramsløg i de danske skove

Det er muligt at købe ramsløg i supermarkederne, men helt ærligt – det er virkelig ikke nødvendigt. Når først ramsløgene rammer de danske skove er de over alt – og kender du ikke lige selv et spot, så har du med garanti et familiemedlem, en ven eller en nabo, der gør. Sæsonen for ramsløg er typisk marts-april, og kan så forekomme lidt før og efter alt efter vejr og miljø.

Vigtigt: Ramsløg kan i princippet forveksles med liljekonval – sidstnævnte er giftig. Måden du let skelner dem fra hinanden, er ved at gnide på bladene – ramsløg afgiver en god duft af hvidløg, det gør liljekonval ikke.

Madsvin.com plukker ramsløg
Her plukker jeg ramsløg i et lille skovområde nær mine forældre.

Så let er det at lave ramsløgspesto

Ramsløgspesto er super let at lave. Alt det kræver er de nødvendige ingredienser og en blender (eller minihakker/foodprocessor) og vupti; så er der forårssmag på glas.

Andre gode opskrifter: Traditionel pesto | Hjemmelavet pizza | Porchetta | Paprikagryde

I en traditionel pesto bruger der bl.a. pinjekerner; jeg vil gerne have, at min ramsløgspesto skiller sig endnu mere ud end den traditionelle pesto, hvorfor jeg bruger solsikkekerner og hasselnødder. Du kan også fint bruge valnødder og mandler, ja sågar tørrede brødkrummer er muligt at bruge (mindre madspil er jo en god ting). Osten kan være parmesan, men danske bud som eksempel Vesterhavsost er også et frækt bud.

Ramsløgspesto i billeder

Ingredienser i denne opskrift

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

5 from 3 votes (3 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?