Jeg husker tilbage på min barndom med stor glæde – naturligvis grundet en masse dejlige oplevelser, heriblandt de spiselige (jep, også da var jeg helt pjattet med og – fokuseret på – mad). Noget af det bedste at få med i madpakken var diverse bagværksgenistreger; og en sådan må pølsehorn siges at være.
Altså hvis hornet vel at mærke er luftigt og pølsen har bare en lille smule knæk.
Ketchup eller ikke-ketchup i dit pølsehorn
Dertil kommer religionsspørgsmålet:
- Ketchup
- Ikke ketchup
Egentlig hælder jeg mest til at der ikke er ketchup i selve pølsehornet, men at det agerer dyppelse i en skål (eller på en tallerken) for sig. Men omvendt er det også rart med lidt ekstra smag. Så på vanlig jeg-lever-et-liv-på-kanten vis, vælger jeg ofte den løsning, at jeg putter ketchup i halvdelen af mine pølsehorn, og holder den anden halvdel “ren”, så at sige.
Lige præcis til denne gang pølsehorn gik jeg dog med en helt tredje model; hjemmelavet tomatsauce (den du finder i min pizza-opskrift) – jeg havde en rest, og tænkte, at det ville være godt i pølsehornene – og det var det såmen også.
Min version af pølsehorn giver de luftigste horn, som holder sig spisevenlige i et par dage (længere end det og du bør nedfryse), de er enormt lette at lave og så smager de som et af de bedste pølsehorn, du har fået – i hvert fald i min bog.
Andre hverdagsopskrifter: Æggekage | Paprikagryde | Boller i karry på to måder | Chili con carne
Pølsehorn – Nemme og luftige pølsehorn til madpakken
Print opskrift Pin opskriftIngredienser
Pølsehorn
- 300 gram hvedemel
- 75 gram grov mel (jeg brugte ølandshvede)
- 1 dl vand
- 1 dl mælk (jeg brugte minimælk)
- 25 gram gær
- 10 gram fint salt
- 1 mellemstort æg
- 50 gram blødt smør
- 8 stk wienerpølser af god kvalitet (eller hvad du nu foretrækker i dine pølsehorn)
- Sesamfrø (til at toppe med, hvis du vil)
Evt. smørrelse i hornet
- Ketchup, tomatsauce, sennep eller hvad du måtte have lyst til (kan udelades)
Pensling
- 1 spsk mælk (også her brugte jeg minimælk)
Sådan gør du
Pølsehorn
- Bland vand og mælk sammen og varm op til du har fingerlun væske. Smuldt og rør gæren ud heri. Tilsæt hvedemel, grov mel, æg og salt. Rør det hele sammen i en røremaskine eller i hånden.
- Tilsæt blødt smør (du kan blødgøre det hurtigt i en mikroovn) og ælt nu det hele på røremaskine til det slipper (eller i hånden til dejen er gennemæltet) – det tager 5-10 minutter alt efter maskine og melets temperament
- Lad dejen hæve under låg eller klæde i 1 time – eller til at har opnået dobbelt størrelse.
- Del dejen i to og rul dejklumperne ud i hver sin cirkel med en kagerulle på et meldækket bord. Skær i 8 trekanter (er nemmest med en pizzaskærer) pr. dejklump så du i alt har 16 dejstykker til pølsehorn.
- Hvis du vil have smørrelse på smørrer du nu dejen med ketchup, tomatsauce eller lignende.
- Halvér dine wienerpølser, læg på dejtrekanterne og rul sammen. Læg de færdigrullede pølsehorn på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve under klæde i 30 minutter.
- Pisk æg og en smule mælk sammen og pensl dine horn (top eventuelt med lidt sesamfrø), bag derefter ved 200 grader almindelige varme i 13-15 minutter til pølsehornene er let gyldne.
- Lad dine pølsehorn trække i mindst 30 minutter før du spiser dem, og servér dem gerne med lidt dyppelse til.
Noter
Sådan laver du dine pølsehorn
Færdig dej Rul ud og skær i trekanter Smør evt. med ketchup eller tomatsauce Læg en pølse på og rul sammen Læg dem på en bageplade Lad dem hæve under et klæde Pensl med pisket æg Bag i ovnen i 13-15 minutter ved 200 grader
Og til sidst får du disse herligheder. Velbekomme