På Northside kan man få ged og autentisk samosa

Det smarte ved Northside, hvis man nu skal sammenligne med fynske indlandsfestivaler som Heartland og Tinderbox, er helt klart, at man kan smutte på stranden i middagsheden, hvis der tilfældigvis pludselig skulle blive hedebølge. Og det smarte ved at svømme rundt i det blå hav før en festival, når man er madanmelder, er, at man dødsenssulten når man kommer frem.


Veggieburger, juice og glutenfri rabarberbrownie fra Glad

Café Glad er en Aarhusiansk sundhedsklassiker, der efterhånden har 13 år på bagen, og er ganske populær med sin fokus på salater og glutenfri kager. Jeg havde fået deres vegeburgere anbefalet af nogle lokale venner, og jeg tog menuen med tilhørende havtorn, mango, æble-lime juice og en glutenfri rabarberbrownie på slæb. Og lad os starte nedefra. Burgeren var lidt som at række tungen ud af vinduet. Brødet var, skønt hjemmebagt, ikke helt frisk i det, og fyldet var lidt kedeligt. I stærk kontrast var juicen fremragende, frisk og perfekt afstemt mellem det sure og det søde og brownien var en drøm på tungen med tynd sprød skorpe og en fantastisk saftighed i midten. Med ikke mere end tre stjerner til burgeren og topkarakterer til tilbehøret sjusser jeg mig frem til fire af de større stjerner.

135 kr. for det hele

 


Samosa fra Somalifood

Heldigvis fik jeg, som et plaster på såret, lov til at smage min kærestes indkøb fra Somalifood. Jeg har fået så mange sløje samosaer i tidens løb, at jeg helt har undgået dem de sidste mange år. Men disse var rigtigt delikate med en god balance mellem dej og fyld og en fantastisk chili og mangodressing. Somalifood består af en flok seje entrepeneuragtige somaliske kvinder fra Aarhus, og Samosaerne laves fra bunden efter en famileopskrift. Det kan smages. ”De smager som i Cape Town”, sagde min kæreste med nostalgiske tårer i øjnene, og jeg regner med at hun vil slå mig ihjel, hvis jeg ikke kvitterer med i hvert fald fem stjerner (som de i øvrigt også fortjener).

55 kr.


Grillet ged med kartoffel og grønt Fra Himmel og Hav

Til aftensmad blev vi nødt til at vælge efter hvor vi kunne spise i nogenlunde skygge. Det gjorde Himmel og Hav heldigvis, der normalt huserer på Odderegnen, og den ged måtte altså være pænt langtidsstegt for den var mør og velsmagende Den blev serveret på en bund af kartofler og champignoner og med syltede rødløg, og creme fraiche dressing med masser af hvidløg og peber ovenpå. Fin stor portion til prisen og fine og store fem stjerner retur.

85 kr.


Purua gin og Juiceorganic tonic  fra Gin & tonic

I eftermiddagsheden blev vi enige om, at en stor gin & tonic ville gøre os alle sammen gladere (det blev vi). På Gin & Tonic fik vi fik stukket et menukort i hovedet med et større udvalg af både gin og tonics, som vi ikke havde de store forudsætninger for at vælge imellem. Bartenderen anbefalede nr. 4 på kortet, en Purua gin og en tonic fra juiceorganic. Den var frisk og limeagtig, med kun få referencer til enebær og tonic smag, men der var alkohol og isterninger i, så den gled ned. Tre stjerner herfra

85 kr.


Og en hurtig dessert fra Smoothielicious bike

På falderebet, før der gik dumme fadøl i aftenen, fik jeg en stor smothie med jordbær, banan og appelsinjuice. Velsmagende og godt afstemt var den, men måske en smule tynd i det og så ville det have være nice med et par isterninger i. Fire stjerner fra både mig og kæresten som også agerer dekorativ kopholder på billedet.

45 kr.

 

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

1 Kommentar

  1. Efter intensiv søgen på nettet og i mit gin-netværket må jeg opgive at finde “Purua gin”, som I omtaler ovenfor i jeres artikel “Purua gin og Juiceorganic tonic fra Gin & tonic”.
    Ved I hvor denne gin kommer fra og hvor man evt. kan anskaffe den henne?

    Venlig hilsen
    Simon

Skriv en kommentar