Festival

NorthSide – Fra jord til bord og Japan til Somalia

NorthSide er en multikulturel smeltedigel af et kulinarisk festfyrvækeri, og Madsvin ser frem til at opleve det.

Endnu en weekend endnu en festival. What’s not to like? Smilets by og NorthSide kalder, hvilket også betyder mere mad, kolde fadøl og dansabel musik – jeg er tosset med det!

Jeg bliver altid helt sulten, når jeg ser frem imod det jeg skal sætte tænderne i under enhver festival, så jeg har sat pen på papir og skriblet lidt ord ned om, hvad jeg skal spise og, hvad jeg vil anbefale alle andre til at give et skud i løbet af NorthSides 3-dages livscyklus. Så spænd sikkerhedsselen, for jeg kan love dig for at vi skal have fart på, hvis vi skal nå hele vejen rundt! For årets madprogram på NorthSide er muligvis festivalens bedste til dato. Hey Ho, Lets Go!


Gourmensch / Meyers Flæskestegssandwich – Den nymoderne festivalklassiker

Vi kan ligeså godt komme direkte til sagen: Flæskestegssandwichen! Den moderne klassiker på enhver festival med respekt for sig selv, og få laver den bedre end GOURMENSCH. Deres fortolkning af vilddyret kommer i en asiatisk udgave, hvor den saftige gris er rullet porchetta-style og serveret med sprøde grøntsager. Der hvor GOURMENSCH virkelig skiller sig ud er ved tilberedningen. For de laver nemlig deres steg over åben ild, hvilket gør en kæmpe forskel for resultatet. Hos Madsvin er vi faktisk helt ærgerlige over at skulle vente helt til torsdag, før vi kan sætte tænderne i den bandit! Og nu hvor vi snakker om et styks glad gris mellem to stykker brød, så slår vi også lige et slag for Meyers, der også står klar til at servere en gris med krølle på halen med sprøde svær, men i en mere klassisk udgave. Så hvorfor ikke bare prøve begge to? Det skal jeg i hvert fald!

Jakob fra Gourmensch på en anden festival

Oles Pizza – Pizza fra Gården

I 2011 valgte en mand ved navn Ole at udleve sin drøm. Han byggede et hus, et hus han længe havde drømt at bygge. Det skulle bygges fra grunden og op, men udover det skulle det også være bæredygtigt, økologisk og som han selv siger, hovedrystende idealistisk. Det var startskuddet til Oles Gård og Oles Pizza, som i år er at finde på NorthSide. Pizzaerne er lavet på surdejsbund med mozzarella og kartofler marineret i olivenolie, det eneste du skal beslutte, er om du skal have kød på din pizza eller køre den vegetariske udgave. Bonus info: Ole står også klar til at lange lækre toast over disken med gris, ravost og Oles egen hjemmelavede chilimarmelade. Og det hele er selvfølgelig hovedrystende idealistisk og 100% økologisk.

Foto: Jonatan Nothlev

Somalifood – Spis i den gode sags tjeneste

Når gode initiativer dukker op, så er det også bare at slå på tromme for dem. Så foruden at skalaen for velsmag topper ud, så fortjener historien bag Somalifood også at blive fortalt. Bag Somalifood står Roda Ahmed, der sammen med 14 somaliske kvinder ville sætte deres køkken på landkortet. Derfor poppede de op på NorthSide, hvor ambitionerne var at få solgt samtlige af deres 10.000 portioner Sambuusa. Og det må have gået rigtig godt sidste år, for Roda og Somalifood er igen i år at finde på NorthSide, hvor de igen står klar til at servere Sambuusa’er som hendes oldemor lavede dem. For de uindviede, så er en Sambuusa meget lig en samosa, der er fyldt med enten oksekød eller grøntsager samt en helt masse velsmag. Jeg skal i hvert fald forbi Roda og resten af Somalifood! Og det skal du selvfølgelig også, ikk’?


Kuma – Japansk Street Food

Jeg er tosset med musik og jeg er tosset med mad, så når de danske festivaler afslører deres fulde program, er jeg ligeså spændt på maden som musikken. Så da jeg så, at NorthSide trak japanske Kuma fra København op af hatten, blev jeg mildt sagt begejstret. Det er japansk på den rigtige japanske måde. Fokus er på smagen, når Kuma lægger hjerte og sjæl i den mad de langer over disken. På NorthSide kan du sætte spisepindene i den klassiske japanske street-food Yakisoba, der er nudler med stegte grøntsager og toppet med aonori AKA pulveriseret noritang. Så drop den klassiske festivalburger og slå vejen forbi din nye ynglings-japaner Kuma.

Foto: Sofie Frank

Tacos El Patron – Få stillet dine taco-cravings

De seneste år er den mexicanske madbølge skyllet ind over Danmark og resten af verden, så det kan ikke være den store overraskelse, at du også på NorthSide kan få stillet dine taco-cravings. Tacos El Patron har kørt deres foodtruck i stilling, så festivalgæsterne i Smilets by kan smage Cochinita pibil tacos med slowcooked gris, tostada de tinga med kylling eller den evige klassiker med black beans. Armando Vera er manden bag NorhtSides mexicanske indslag, og han står klar til at tage imod alle med sin varmblodede charme og et stort smil.


Blue Oyster Bar – Havets frugter i Smilets by

Vi snakkede om champagne og skaldyr i forbindelse med Heartland Festival, og nu skal vi sandelig til det igen. For os festivalgæster er blevet godt vant, og det har de også fundet ud af på NorthSide. Så festivalen har igen i år sendt bud efter Blue Oyster Bar, der kommer og serverer havets frugter. Bag disken finder du holdet fra P. Clausens Fiskehandel, der står klar med pivfriske østers med mango vinaigrette og succesen fra sidste år, søkogte jomfruhummere. Alle herlighederne finder du selvfølgelig i Vin og Champagne-området, så der burde være rig mulighed for at finde nogle gode dråber at skylle alle herlighederne ned med.


Jeg har frekventeret flere af de danske festivaler, men aldrig NorthSide, så jeg glæder mig umanerlig meget! Når det er sagt, så er jeg jo også mere end modtagelig for tips, tricks og andre røverhistorie som jeg skal eftersætte på NorthSide.

Så du er mere end velkommen til at give dit besyv med i kommentarsporet nedenfor. Både i forhold til gode råd, men også hvis du er nysgerrig eller har insiderviden på de steder som undertegnede har anbefalet.

Så nu er der ikke andet tilbage end at sige rigtig god festival, og at vi ses på NorthSide i Smilets By!

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar