Top Banner

Morgenboller – Nemme boller

Morgenboller - til hverdag og weekend
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
4.7 fra 56 stemmer
25 minutter
10 stk

Ingredienser

  • 1,5 dl mælk og gerne sødmælk
  • 1,5 dl vand
  • 25 gram gær eller 6 gram tørgær
  • 1 æg (stort)
  • 8 gram salt
  • 50 gram smør (blødt)
  • 550 gram hvedemel og gerne økologisk
  • 1 æg sammenpisket (eller mælk) til at pensle bollerne)
  • 1 spsk sukker hvis bollerne skal bruges primært til marmelade eller andre søde pålægstyper
Morgenboller - til hverdag og weekend

Sådan gør du

Morgenboller – Den almindelige opskrift

  • Hæld vand og mælk sammen og varm det op til det er fingerlunt (der hvor der hverken er koldt eller for varmt). Tilsæt gær og rør det ud i væsken.
  • Rør æg og salt i væsken, tilsæt mel og ælt det på røremaskine (eller i hånden) til det er nogenlunde samlet) – Husk at mel er forskelligt, og at der nogle gange lige skal en lille smule mindre eller mere mel i.
  • Hæld det bløde smør i dejen (du kan eventuelt lige give det 10-15 sekunder i mikroovnen, hvis det ikke er blødt nok) og ælt ved middel hastighed til dejen slipper kanterne på skålen. Det tager 5-10 minutter.
  • Lad dejen hævet tildækket til den har opnået dobbelt størrelse – det tager 1-1,5 time.
  • Drys lidt mel på dit bord og vend dejen ud herpå. Form den som en pølse, og skær den ud i 8-10 lige store stykker. 
  • Form stykkerne til boller, læg dem på en bageplade, dæk dem til med et viskestykke og lad dem hæve til de er cirka dobbelt så store (det tager en times tid)
  • Pensl bollerne med et sammenpisket æg eller lidt mælk (kan springes over men giver en lidt mere tør overflade på bollen).
  • Bag bollerne ved 225 grader til det er gyldne – det tager 10-15 minutter alt efter størrelsen på dine boller.

    Lad bollerne køle af på en bagerist og nyd dem med godt smør, en skive ost eller hvad du nu har lyst til.

Morgenboller – Den hurtigere version

  • Følg opskriften ovenover, men brug den dobbelte mængde gær (50 gram) og form bollerne direkte efter æltning. Dæk bollerne til med et viskestykke og lad dem hæve til dobbelt størrelse – det tager 45-60 minutter. Herefter pensles og bages de som i opskriften ovenover.

Noter, tips og tricks

Bollerne kan med fordel genlunes lige inden servering.
Hvis du laver for mange boller til at de kan spises inden for to dage, så vil jeg anbefale dig at fryse dem ned når det er kølet af efter bagningen. På den måde kan du bare tage dem op aftenen inden du skal bruge dem, og give dem 5 minutter ved 200 grader i ovnen – så har du (næsten) nybagte morgenboller til at starte dagen med 🙂

Morgenboller har guld i mund

Noget af det bedste at starten dagen med er skønne, hjemmebagte morgenboller, hvis man spørger mig. Der er et eller andet over en saftig krumme og smagen af god hvede, der bare er ualmindeligt behagelig, især sammen med lidt hjemmelavet smør, en god skive ost og en kop kaffe, te eller varm kakao som sidevogn dertil. De klassiske morgenboller skal helst være bløde. Helt bløde, får jeg at vide i kulissen.

Det er jeg enig i. For en stund skal surdeje, speltmel og det kernehelvede, der nogle gange er brødbagning, lægges til side, og så skal der bare hvedemel, æg, smør, salt, gær og lidt flydende til for at lave den skønneste dej til disse boller, som bringer smilet frem hos både børn og voksne.

Tricket ligger i mængden af råvarer. For meget mel (eller for lidt væde) og bollen bliver tør – det er vi naturligvis ikke interesserede i.

Andre gode opskrifter: Æbletærte – Din nye favoritPizza – Den ultimative opskrift (med den bedste pizzadej)VaniljekranseGrydebrød | Luftige pølsehorn

Opskriften her er utroligt nem at følge, og der er få ingredienser som skal i – som altid bliver resultatet kun lige så godt som de råvarer, du bruger. Gode æg og god smør giver bare lige dét ekstra til den færdige ostemad – og den vil vi naturligvis gerne have til at spille på førsteholdet, ikk’?

Bollerne er bedst friskbagte, men kan nydes op til to dage efter, hvor de stadig vil have den skønneste, luftige og saftige konsistens. Derefter foretrækker jeg at riste dem og hælde en lille (læs: kæmpestor) skefuld af verdens bedste hindbærmarmelade på bollen (den laver min faster i øvrigt).

Du får både min almindelige opskrift på morgenboller samt en variant der er lidt hurtigere.

Morgenboller – Nemme boller i billeder

Lunt vand og mælk sammen med gær. Jeg bruger oftest tørgær, da det har en længere holdbarhed (på køl). Rør gæren godt ud i væsken.

Lun væske og gær
Lun væske og gær

Æg og salt røres først ud i væsken, derefter tilsættes mel og det røres sammen i hånd eller på røremaskine til det er en samlet masse.

Æg, salt og mel tilsættes
Æg, salt og mel tilsættes

Det bløde smør tilsættes og dejen æltes ved middel hastighed til den slipper skålen.

Tilsæt blødt smør
Tilsæt blødt smør

Her er dejen så småt begyndt at slippe skålen – den skal lige have 2-3 minutter mere.

Dej æltes
Dej æltes

Dejen dækkes til at hæver til den når dobbelt størrelse som her.

Dejen hæver
Dejen hæver

Dejen vendes ud på et meldækket bord, formes som en pølse og skæres i stykker der er nogenlunde lige store (du kan også bruge et målebånd, hvis du vil have præcist lige store morgenboller).

Vend ud på bord og skær i lige store stykker
Vend ud på bord og skær i lige store stykker

Form stykkerne til boller og læg dem på en bageplade.

Form til boller
Form til boller

Dæk bollerne til med et viskestykke og lad dem hæve til de har opnået dobbelt størrelse – det tager 1 times tid.

Dæk til med viskestykker og hæv
Dæk til med viskestykker og hæv

Så store er de færdighævede boller. Det er nu du skal pensle dem, hvis du vil (det fik jeg ikke lige gjort denne gang).

Færdighævede boller
Færdighævede boller

Bag bollerne ved 225 grader til de er gyldne – det tager 10-15 minutter alt efter størrelsen på bollerne og den ovn, du bruger.

Morgenboller bages
Morgenboller bages

Nemme boller til morgenmaden – og de smager skønt.

Nemme boller
Nemme boller

Her nydes bollen med en god klat smør.

Morgenboller - til hverdag og weekend
Morgenboller – til hverdag og weekend

Selvom her er tale om “morgenboller” så egner de sig mindst lige så godt til aftenhyggen – det er måske her jeg faktisk oftest tager en bolle med ost. Lav gerne dobbelt portion og frys ned, så har du næsten-friskbagte boller på de mere travle tidspunkter.

Velbekomme!

Ingredienser i denne opskrift

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

32 Kommentarer

    • Hej Carsten,

      Tak for rosen – det sætter jeg meget pris på!Det har jeg ikke, nej. Jeg er sådan lidt gammeldags hvad sådan noget angår, så det er som udgangspunkt “almindelige” råvarer jeg bruger 🙂

      Venligst
      Mads

      • Sådan har jeg det som udgangspunkt også, men efter at have læst om bageenzymer så gav jeg det et chance og med stor succes. Jeg må endeligt prøve disse med enzymer, så vender jeg lige tilbage med et resultat! ??

          • Hej. Nu hvor Carsten ikke har svaret, så gør jeg det.

            Jeg har nu tilsat enzymer til opskriften. . Resultatet er større, blødere og mere luftige boller. Bollen føles mindre tung at spise. Før havde mine boller en vægt på 90-94 gram.
            Med enzymerne, der opnår jeg samme størrelse med bare 75 gram.

            Jeg bruger 10 gram bageenzymer i opskriften.

  1. Ciao Mads.
    Tak fordi du har en opskrift der giver mening og er til at forstå ?
    Min mand er italiener, og dernede skal brødet helst være helt hvidt og blødt (når det er til morgenmad) Ville jeg kunne bruge fx tipo 00 mel i stedet for?
    Kh Trine

    • Ciao Trine!

      Tipo 00 giver bare en hel del mere sejhed til brødet, hvilket i mange tilfælde er lækkert – jeg kan dog være i tvivl, om det vil være godt her. Prøv eventuelt med halv almindelig og halv tipo 00, og start derfra :-). Hvis du gør det, så meld endelig tilbage med resultatet.

      Og tak for rosen!

      Venligst
      Mads

  2. Hej Mads
    De ser da hammer lækre ud!
    Kan man nøjes med at bruge vand og skippe mælken? Og hvordan påvirker det resultatet?
    Mvh: Cecilie

  3. Super opskrift!
    Jeg byttede lidt af melen ud med 100g havregryn, 100g speltmel, 100g manitoba hvedemel også ellers de resterende alm. hvedemel.
    Mælken blev laktose frimærker og smør blev: “naturli’” smørbar lavet på raps, kokos, shea og mandel

    Den blanding vil jeg dog mene at der godt kunne komme 12-15 boller ud af

    Min 11 blev nemlig ret store
    Tak for gode opskrifter!

  4. Fantastiske boller og nem opskrift. Fandt opskriften sidste år og har lavet dem siden. De bliver revet væk hver gang de er på bordet.

    Har lavet dem i sød udgave med sukker, og tranebær og mandler – Det smagte godt!

    5 * herfra !

  5. Alletiders opskrift! Nem, let og smagfuld med stor succes hos familien. Blev også det første brød jeg nogensinde har bagt. Jeg vil gerne prøve med fuldkornsmel. Hvordan kan det gøres? Mange tak..

  6. Jeg er igang med den hurtige udgave og kom til at tænke på: Hvad mister man ved det? Noget smag? Noget luftighed?

  7. Fin opskrift. Har brugt den til langtidshævning.
    Spekulerer på om jeg kan bruge glutenfrit mel, og så blot tilføje en anelse husk eller pofiber, til det glutenallergiske familiemedlem.
    Elsker de nye tider med autocorrect. I et af kommentarerne har vedkommende brugt mælk, der var laktose frimærker, en anden giver opskriften 5 svin

  8. Superdejlige og bløde boller. Jeg har bagt dem mange gange, og det slog mig først i dag: er det meningen de skal bage ved 225 varmluft eller alm. oven/under varme?

4.70 from 56 votes (48 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?