Dessert

Koldskålsis med nye danske jordbær og crumble af kammerjunker

juli 3, 2015

Jeg har siden jeg startede bloggen vidst, at jeg ville trykke pedalen helt i bund, når det kom til opskrifter med koldskål. Og derfor er det med stolthed, at jeg endelig kan præsentere: Koldskålsis med nye danske jordbær og crumble af kammerjunker.

Hvis der er noget vi danskere elsker, og forbinder med sommer, så er det koldskål. Det fede og det syrlige i en skøn kombination der kulminerer i en perfekt balanceret sødme i munden til slut. Mange af os hælder desuden solide mængder friske danske jordbær og kammerjunker i som “garniture” – og hvor er det fantastisk.

Med denne koldskålsis føres man allerede fra første mundfuld helt tilbage til barndommens lune sommeraftener. De bedste af dem.

Hvis du er god ved dig selv, så får du fat i nogle gode kammerjunker og endnu vigtigere nogle helt friskplukkede jordbær. Der skal ikke så mange til denne anretning, medmindre dette ønskes naturligvis.

Uden mere snak vil jeg blot springe ud i det, og præsentere en af mine absolutte favoritdesserter til sommeren.

Koldskålsis med nye danske jordbær og crumble af kammerjunker

Print Recipe Pin opskrift
RetDessert
KøkkenDansk
Forb. tid5 minutter
Tilb. tid1 time
Samlet tid1 time 5 minutter
AuthorMads Vindfeld Andersen

Ingredienser

Koldskålsis

  • 2 dl kærnemælk
  • 3 dl fløde
  • 0,5 dl hvid sukker
  • 1 god vaniljestang
  • Saften fra 0 5-1 økologisk citron
  • Skallen fra 0 5-1 økologisk citron (alt efter smag)
  • 2 æggeblommer pasteuriseret hvis dette foretrækkes

Sådan gør du

  • Start med at skil æggeblomme fra hviden og hæld den i en skål - æggehviden kasseres
  • Tilsæt sukkeret og pisk luftigt, men ikke for stift
  • Tag en lille teskefuld sukker, og skrab vaniljekornene heri Dernæst blandes det. På den måde undgås det, at vaniljen klumper sig sammen.
  • Tilsæt kærnemælk, fløde og vanilje og pisk godt sammen
  • Tilsæt citronskal og citronsaft og rør sammen
  • Smag til med mere sukker og citronsaft, til den har den balance af syre/sødme som der ønskes
  • Hæld koldskålen på ismaskine, og lad den klare resten i de 45-60 minutter (alt efter maskine)
  • Hæld i en beholder egnet til fryser
  • Sæt i fryseren et par timer, og isen er klar

Noter

Serveres gerne med danske jordbær og kammerjunker
Hvis du ikke har en ismaskine, så kan du forsøge med at røre rundt i isen hver 15 minut mens den fryser ind.
Opskriften her givet ca. 1 liter færdig is

Koldskålsis i billeder

Koldskålsis er rigtigt nemt at lave, og kræver ganske få råvarer.

Det skal du bruge til koldskålsis

Det skal du bruge til koldskålsis

Personligt synes jeg, at det er noget pjat med pasteuriserede æg, med den kvalitet på æg vi har i Danmark. Hvis det er frilands fra diverse lokalmarkeder, så skal du selvfølgelig have tillid til din leverandør af æg, før du springer ud i at benytte dem som jeg gør her. Hvis du har det bedst med pasteuriserede æggeblommer, så bruger du selvfølgelig bare det.

Pisk æg og sukker

Pisk æg og sukker luftigt

Kærnemælk, fløde, sukker og vanilje tilsættes og piskes sammen.

Pisk sammen

Pisk sammen

Citron presses og skallen rives fint.

Citron

Citron

Hæld det på ismaskine og sæt i gang.

Kør det hele på ismaskine

Kør det hele på ismaskine

Koldskålsis tykner.

Nu sker der noget

Nu sker der noget

Anret din koldskålsis i en dyb tallerken, server straks, og se glæden i øjnene på dine gæster. Hvis du har lidt jordbærsirup, kan dette også benyttes.

Koldskålsis med nye danske jordbær og crumble af kammerjunker

Koldskålsis med nye danske jordbær og crumble af kammerjunker

Denne opskrift er en af mine klare favoritter inden for desserter. For mig er den indbegrebet af sommer, og det er altid sjovt at se gæster få serveret koldskål på en ny måde.

Velbekomme!

4 Kommentarer

  • Reply Emilie // Valbylillejuli 3, 2015 at 21:14

    Det ser bare hammerlækkert ud. Jeg er som alle andre vild med koldskål, og spiser den også gerne som is. Og panna cotta.

    • Mads Vindfeld Andersen
      Reply Mads Vindfeld Andersenjuli 4, 2015 at 09:09

      Mange tak! Koldskåls panna cotta lyder skønt. Har fået panna cotta med syrnet mælk, men ikke decideret med koldskålssmag. Er det noget du har en opskrift på?

  • Reply Michaelmarts 18, 2017 at 20:15

    Hvorfor skulle man ikke kunne bruge gammeldags kærnemælk?

    • Mads Vindfeld Andersen
      Reply Mads Vindfeld Andersenmarts 19, 2017 at 10:48

      Det bør man også kunne, Michael. Da jeg i sin tid lavede opskriften her fik jeg dog et markant dårlige resultat med gammeldags kærnemælk frem for almindelig – årsagen var dog en anden. Jeg har rettet opskriften, tak! 🙂

    Skriv en kommentar

    Hvorfor din mad ikke smager lige så godt som restauranternes (og hvordan du får den til det)

    Bliv bedre i køkkenet allerede i dag. Tilmeld dig Madsvins nyhedsbrev og få sendt tre simple tips til smagfuld mad med det samme.

    Tak fordi du vil være med! Tjek din mail, og bekræft din tilmelding.