Peber
Salt og peber er en ikonisk duo, der næsten altid nævnes i samme åndedrag. Selvom kombination af de to ingrediens-kræfter er nærmest uundgåelig i enhver madlavning, så er peber, og her tænker jeg på sort peber, mere end bare yin til saltets yang. Det er et krydderi, der har en kompleks smagsprofil, især når det bruges friskkværnet.
Pebret fakta om et alsidigt krydderi
Et peberkorn er et tørret bær, der kommer fra en tropisk plante, som hovedsageligt vokser i Indien, men dyrkes for eksempel også i Vietnam. Peber sælges enten som hele peberkorn – og i en række forskellige varianter – eller som (allerede) kværnet peber. Mens salt er et mineral, der forstærker smagen i en ret, så er peber med til at tilføje dybde og spice til retten. Der findes flere forskellige former for peber, såsom hvide-, grønne- og rosa peberkorn. Hvide peberkorn er fermenteret, de grønne peberkorn er plukket umodne, mens rosa peberkorn kommer fra en helt anden peberplante. De har hver især deres sæt af egenskaber smagsmæssigt, men kan også bruges som æstetiske tilføjelser til en ret.
I oldtiden blev peber brugt til alt fra ritualer ved mumificeringer og som valuta – og i romertiden blev peber fragtet fra Malabarkysten i Indien til den vestlige verden, hvorved det blev et langt mere tilgængeligt krydderi og herefter en uundværlig del af madlavningen.
Krydderiernes krydrede konge
Peber er en smagstilføjer mere end en smagsforstærker. Det er en alsidig lækkerheds-ingrediens, der også er kendt som krydderiernes konge. Det giver et krydret kick til din gullashsuppe, kant til din coleslaw, dybde til din kantarelsauce og understøtter umamien i din Cote de Boeuf. Overvej, når du skal give din ret et drys af det kongelige krydderi, hvilke smagsnoter, du ønsker at understrege – og hvordan peberens pikante, jordiske smagsnuancer komplimenterer smagsuniverset i din ret. Bruger du hertil friskkværnet peber, garanterer jeg, at du altid får en levende og mere kraftfuld pebersmag i din madlavning.