Top Banner

Hjemmelavet iste med grøn te og rabarber

Det er utroligt nemt at lave sin egen iste. Her viser jeg dig hvordan.
Forfatter: Mads Vindfeld Andersen
No ratings yet
7 minutter
1 liter

Ingredienser

Hjemmelavet iste

  • 1 liter vand
  • 5 tsk grøn te jeg brugte en variant med tørret rabarber
  • 1 dl rørsukker
  • 25 gram ingefær (uskrællet vægt)
  • 0,5 citron saften heraf

Sådan gør du

Hjemmelavet iste grundopskrift

  • Start med at koge dit vand
  • Mens vandet varmer op hældes 5 tsk (eller den på posen anbefalede mængde) grøn te og den ønskede mængde rørsukker i en skål, som kan holde til varmt vand
  • Når vandet er kølet ned til omkring 80 grader (2-3 minutter) – dette er yderst vigtigt, da teen ellers får en meget bitter smag, hældes det over den grønne te og sukkeret
  • Rør rundt et par gange mens teen trækker i 4-5 minutter (eller hvad der anbefales på posen)
  • Hæld din te gennem en si i en beholder, og sæt den på køl til den er dejligt kold

Smagsvariationer

  • Ønsker du at tilføje ekstra smag – og det gør du nok oftest, så tilføjer du blot de ønskede smagsgivere sammen med te og rørsukker, og lader det trække med

Smagsforslag

  • Rabarber, ingefær og citron/lime
  • Citron
  • Citron & ingefær
  • Lime
  • Lime & ingefær
  • Lime & mynte
  • Solbær (og evt. solbærblade)
  • Hindbær (disse tilsættes først til sidst, og mases inden der sies)

Noter, tips og tricks

Når din iste er sat på køl, skal du forvente at det tager mindst 3-4 timer før den er kølet nok ned. Hvis du er for utålmodig, kan du hjælpe det lidt ved at hælde en masse isterninger i dit glas, og hælde mindre kold iste i.
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan tilføje af smag til din hjemmelavede iste.

Hjemmelavet iste – Et hit til sommeren

Sommeren er over os, og nu er det endelig tid til at nyde solen. Jeg har længe glædet mig til at dette ville ske, for så ville det være mere aktuelt at lave hjemmelavet iste. Iste har den egenskab, at den er enormt forfriskende, og du er selv herre over, hvilke smagsindtryk du vil give din hjemmelavede iste. Derudover er det også utroligt let at lave, og det smager vidunderligt.

Jeg lavede denne iste på en grøn te med rabarber, som jeg har købt hos Sing Tehus. Et fantastisk tehus der ligger i København, men heldigvis har de en webshop, hvor der kan bestilles hjem, når behovet melder sig. Ydermere synes jeg, at jeg ville peppe min iste lidt op, så den fik et par grove stykker ingefær og lidt øko-citron. Det gav en rigtig lækker hjemmelavet iste.

Hvis du gerne vil have en mere sund hjemmelavet iste, så kan du udelade sukkeret, men jeg anbefaler, at du søder isteen, da det i mine øjne giver et klart bedre færdigt resultat.

Det er en god idé, hvis du laver hjemmelavet iste tidligt på dagen, eller et par dage før du vil nyde den, da den tager lidt tid om at køle ned til en tilfredsstillende temperatur. Husk desuden at lave rigelige mængder, da den er stærkt vanedannende i den bagende sol.

Opskriften her er opdelt i en grundopskrift og smagsvariationer, så det er let at se, hvordan du nemt selv kan påvirke smagen af hjemmelavet iste.

Hjemmelavet iste i billeder

Til en god hjemmelavet iste skal der ikke bruges mere end lidt sukker, lidt grøn te, vand og meget gerne nogle smagsgivere.

Hvis du har gode forslag til andre smagsgivere, så skriv dem endeligt i kommentarerne eller på min Facebookside, så jeg selv kan få dem afprøvet.

God sommer, og husk at holde væskebalancen ved lige.

Ingredienser i denne opskrift

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?