Festival

Haven Festival – Her skal du spise

august 8, 2018

Redaktørens note: Som fortravlet Madsvin kan man desværre ikke være overalt, og for at sikre god dækning af Haven Festivals lovende madudbud, har det i den gode smags tjeneste været nødvendigt at sende et vikarierende Madsvin på et job! På Haven får i derfor fornøjelsen af manden, der før er blevet omtalt som kronikøren fra Kolding, nemlig den højtråbende, champagnedrikkende livsnyder og ædedolk Johan ”The Johan” Johansen fra johanjohansen.dk og gastromand.dk.

Man kan sige meget om redaktionen her på Madsvin (Svinestalden, kalder jeg den), men at droppe bomben på Facebook, at man sender selveste Thomas Fuckin’ Bigum på anmeldertogt til Smukfest, det er genialt! Hvad der måske forvirrede nogen var så anden del af meldingen, at jeg, Johan Johansen, skal dække Haven Festival

Indrømmet, i festival-regi er jeg nok bedst er kendt som Gastromands faste anmelder på Refshaleøens lidt mere hårdtslående festival, Copenhell. Og allerede nu kan man så vælge at undre sig over hvad en grånende rock ’n’ roller, som sidst blev set i et forsøg på at crowdsurfe sin medudsendte fotograf igennem pitten til Ozzy Osbournes afskedskoncert i jagt på noget, der vist skulle forestille et luftfoto, skal på en laid-back, kunstnerisk og eksperimentel festival med en tydelig hipsterprofil…? Well…

Johan Johansen

Johan på Copenhell – Det da lidt hipster… Eller noget! Foto: Johan Johansen

 

Overraskende nok kan der selv i et bankende metal-hjerte gemmes kærlighed for det innovative danske DJ-kollektiv Den Sorte Skole samt en kæmpe beundring for de endnu mere grånende tyske pionerer, der i 70’erne udbrød fra eksperimental-rocken og gav os elektronik-fænomenet Kraftwerk… Og så er der selvfølgelig det med nye oplevelser, kolde øl, god mad og flere kolde øl… Haven står for mig, med sin klokkeklare fokus på både øl og mad som vigtige festivalelementer, som et af de mest  spændende kulinariske kort på årets festivalhånd, og det SKAL da prøves!

For at det ikke skal gå helt galt har jeg fået lov til at medbringe et Medsvin, en medspiser, i form af min relativt voksne, sjællandske, pædagog-uddannede veninde, Iben. Iben får fornøjelsen af at levere input til anmeldelserne her på siden og Instagram, mens hun, qua sin erfaring med børn i trodsalderen og kendskab til den lokalsproget, skal forsøge at styre mit blogger alter-ego ”The Johan” igennem oplevelsen uden at nogen får råbt noget om at spille noget med SLAYER.

Det bliver sjovt, grænseoverskridende, spændende og udfordrende… Undskyld, Iben! Og her er de syv ting, vi i skrivende stund glæder os mest til:

 

Ramen To Bíiro: Japansk Zen i festival-larm?

Både Medsvinet og jeg har længe næret en boblende interesse for det den amerikanske Ramen-tradition, som heldigvis også oplever opblomstring på den danske madscene. Ramen er, i sin relative enkelthed, japansk nudelsuppe serveret med fyld af diverse proteiner, grønt og tang, men bag det simple ydre gemmer sig århundredes traditioner, forskellige stilarter indenfor smag og tillavning, et voldsomt stolt stykke håndværk samt et utal af timer tilbragt af kokken i køkkenet for at tilvejebringe den samlede oplevelse.

Ramen To Biiru by Mikkeller and Uki

Foto: Haven

 

Glem alt om hvad du ved om Cup Noodles og fast food – ramen er, i sin sande form, en gennemtænk, kompleks smagseksplosion af perfekt tilberedte ingredienser og et sandt studie i tålmodighed, timing, tilsmagning og perfektion. Eller sådan bør det i hvert fald være. Hvordan og hvorledes det så kan lade sig gøre at overføre og præsentere denne ret meditative kunst i en hektisk festivalsetting ved vi ikke helt, men vi ser frem til at at blive klogere.

 

Hooked: Frisk fisk, panering, stivelse og friture – What’s not to love?

Man behøver vel blot at kigge andetsteds her på siden eller skæve til vores kollegers festivaldækning for at se, at Hooked Seafood har høstet stor anerkendelse for deres tilstedeværelse på en række af årets andre sommerfestivaler.

Hos hooked står den, som navnet måske antyder, på friskfanget fisk og skaldyr, og mens andre anmeldere allerede er faldet i stimer over blandt andet deres lobster rolls (who wouldn’t?), ser vi i særdeleshed frem til Hookeds udgave af fish & chips med saftig, paneret mørksej, eddikestænkede fritter og ærtepuré.

Hooked Seafood Haven Festival

Foto: Haven

 

Ikke at vi på nogen måde skal sidde her og tale ned om hummer, men der er nu bare noget dejligt over fish & chips. Hvis vi et øjeblik ser bort fra, at begge udsendte har et inderligt kærlighedsforhold til panering, og at Medgrisen må være at betragte blandt Danmarks absolut største pommes frites elskere og autoriteter, så er der altså bare noget ved fish & chips. Det er en ret, der selv i sin uendelige simpelhed kræver en vis form for tankeaktivitet og timing, og kan fremstå absolut vidunderlig og overraskende når blot den tilberedes frisk på minuttet med lige portioner kærlighed og nørderi. Hooked, vi tror på jer! Skuf os ikke!

 

Haven Hotdogs: Én med frilandsgris og muslinger, tak!

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at der er en ulmende hotdog revolution i gang i København. Det startede vel egentligt med ØGO pølsevognene på og omkring Strøget, men efter John ”Hotdog John” Jensen åbnede sin nu verdensberømte biks i Kødbyen, er det for alvor gået stærkt. På Haven vil man ikke stå tilbage for udviklingen, og har naturligvis entreret med den svenske møbelgigant IKEA, som vil præsentere deres nye plantebaserede hotdog på pladsen… Og det burde så være en joke, som stopper her, men det er det faktisk ikke!

I (måske) mere betryggende rammer, kan man heldigvis i stedet ved Haven Hotdogs sætte tænderne i to glædeligt outrære bud på gourmethotdogs: én med pølse af frilandsgris og kyllinghjerter toppet med chipotledressing, og en ”surf ’n’ turf”-udgave med frilandsgris, torsk, blåmuslinger, krondild og tartardressing… Say whaaat?!

Haven Hotdogs

Foto: Haven

 

Som lige dele dedikerede fans af traditionel dansk gastronomi som pølsevognshotdogs og bøfsandwiches, og nysgerrige sjæle med hang til kulinariske udfordringer, er vi spændte og en lille smule glædeligt nervøse ved udsigten til mødet med Havens nye hotdog profiler. Som Medsvinet bemærkede, da hun sidste uge siden drak kaffe, der havde været en tur igennem et mindre Balinesisk væsels fordøjelsessystem: ”det SKAL sguda smages!”

 

La Neta: Mexicansk street food

Jeg mener egentligt ikke selv, jeg forlanger meget af de dejlige kvinder, jeg har fornøjelsen af at omgive mig med. Men en vis medinteresse i min passion for mexicansk mad er vel i virkeligheden heller ikke for meget at forlange?

Derfor var det også en sand fornøjelse at se gløden i Medsvinets øjne, da snakken faldt på La Neta og deres noget vagt definerede line-up bestående af ”Mexicansk street food med speciale i alle varianter af tacos,” som det så smukt og relativt kort hedder sig på Havens hjemmeside.

La Neta Mexicansk Streetfood

Foto: Haven

 

Og så behøves der vel egentligt heller ikke siges mere? Tacos behøver ikke videre forklaring eller undskyldning – tacos er svaret på vores ønsker og drømme! Findes der i virkeligheden noget bedre i denne verden end tacos? Jo, før jeg får gjort i nælderne her, så skulle det da lige være de føromtalte kvinder! Men madmæssigt? Jeg tror det ikke! Jeg ELSKER tacos, og hvis der er noget, jeg har en mening om, så er det tacos! Smag, konsistens, aroma, udseende og autenticitet vil blive nørdet igennem… Jeg glæder mig. Vi glæder os!

 

Carsten Kyster / Spisevognen: En kulinarisk kærlighedsaffære

Carsten Kyster ved det ikke, men jeg havde i en lang periode et crush på ham! En junidag for to år siden tumlede jeg lettere forvildet rundt på netop Refshaleøen. Missionen var at finde Danmarks bedste festivalburger for Gastromand ,og efter en (meget saglig og faglig) tur i pitten til Amon Amarth samt et par fadøl til justering af væskebalancen faldt jeg tilfældigvis over Kysters Spisevogn og deres Crispy Peking Duck burger.

Blot to bidder inde i dens kombination af sprød, mør og saftige and, syrlig syltet grønt, fed sriracha-mayo, hoisin sauce og ristet sesam, forelskede mig pladask i den fusion af asiatiske, franske og amerikanske islæt.

Crispy Duck Burger Carsten Kyster

Foto: Haven

 

Burgeren vandt en finaleplads i kampen om Danmarks bedste festivalburger og en plads i mit hjerte! Det samme gjorde i øvrigt burgeres skaber, som jeg – godt mæt af spicy and, fritter, smagsindtryk og fadøl og måske lettere romantisk – forestillede mig måtte være en ugudelig smuk, intelligent, dygtig og velskåret kvinde af Asiatisk afstamning. Det viste sig først senere, at min eksotiske drømmekvinde hed Carsten, men fred være nu med det! Undskyld, Carsten, jeg troede du var en anden. Du er sgu stadig en flot fyr!

Mangen en koncertplads er siden blevet finkæmmet for at smage dette vidunder, og mangen gang er mine drømme brast ved enden af rækken af interimistiske madvogne… Ingen andeburger! Men nu, nu er verdens efter min ydmyg mening bedste festivalburger tilbage hvor den hører hjemme; på Refshaleøen! At sige at jeg glæder mig til at udsætte Medsvinet for denne oplevelse er en underdrivelse!

 

Nordhavn: Kan dansk charcuteri være verdensklasse?

Jeg har altid været kæmpe fan af Sydlandsk charcuteri fra øverste skuffe… Parmaskinke, lomo, bresaola, chorizo … Take… my… money!! Når det så er sagt, har jeg altid undret mig over, at hvis vi alligevel skal betale mange penge for en besværlig proces fuld af fordyrende led… Hvorfor så ikke lave det selv? Af gode, danske råvarer? Slagter Munch i Skagen har bevist det godt kan lade sig gøre, Fanø og Svendborg er hoppet med… Mangler vi ikke lidt Hovedstaden på kortet?? (said no-one from Jylland ever)

Nordhavn Haven

Foto: Haven

 

Så når Pølse-Erik (det kalder de ham sgu!) fra Nordhavn stiller op på Haven med en magtdemonstration af lokalproducerede specialiteter så som en rundskinke modnet siden sidste års festival, lomo, nakke og filet af den gamle uldgris race, samt et udvalg af øl-, skimmel- og gedepølser lavet af lokale råvarer, ja så står dette Madsvin sgu klar til at æde sig tyk og glad i hvad sundhedsstyrelsen sikkert vil fastsætte som upassende mængder salt, røg, animalsk fedt og andre karcinogener – og det i øvrigt gerne med et glas bobler i den anden hånd!

 

Meyers Deli: Flæsketarens sikre valg!

Man kan sige meget om Claus Meyer og hans projekter. Man har I mit tilfælde sikkert også, i varierende stadier af ædruelighed, sagt meget om Claus Meyer og hans projekter. Men… Om man nu engang forguder manden eller, på godt jysk, synes han er vældig træls med al sit Kjøwenhauneri og filial i New York, er der visse ting man ikke kan benægte: Claus Meyer er en af tidernes HELT store kræfter indenfor dansk gastronomi, og Claus Meyer laver en forbandet god flæskestegssandwich!

Foto: Haven

 

Claus Meyer har, i sin egenskab af Culinary Directory på Haven, sat sin egen Meyers Deli rimeligt solidt på madkortet på årets festival, hvor der blandt andet bydes på butter chicken, kanelsnurrer og føromtalte flæskestegssandwich… Og ved du hvad? Det er HELT OK, Claus! Du må sgu gerne! Det er din fucking fest! Selvom vi personligt aldrig rigtig har brudt os om din butter chicken, og vi har læst på internettet, at man kan blive syg af at spise kanelsnegle, så skal vi også nok kigge ind alligevel som de sande og trolige flæsketarer, vi er! Din flæskestegssandwich vil altid være det sikre valg på en hvilken som helst festival!

 

Er der ikke mere…?

Ovenstående er blot et udpluk af de kulinariske oplevelser på Haven 2018. Vi har valgt benhårdt ud fra egne præferencer, interesse og rygter på scenen for at finde Madsvins bedste forslag til must-eats på Haven. Skulle det nu ikke række, er der efter sigende rigeligt andet at komme efter:

Green Neighbor lover at tage sig kærligt af vegetarerne mens Butchers Manifesto gør det modsatte for flæsketarerne iblandt os. Tørsten kan slukkes ved Apple Blossom Bar, der lover drinks, shots og cocktails på vores helt fantastiske danske æbler, eller hos Mikkeller, som vel var det eneste totalt oplagte bud på en øl-leverandør til Haven. Is spises ved Istid mens kaffen laves af Estate Coffee.

Ikea er som sagt også på banen med deres nye plantebaserede hotdog og hvad de selv beskriver som gourmetkødboller, som kan følges til dørs af vegansk softice… Og hvis det lyder lige lovligt eksotisk, er der altid PMY’s latinamerikanske fusionskøkken, som jeg i mit stille sind håber bliver lidt mere autentisk end hvad vi oplevede på Copenhell for måneder tilbage. Skulle det mod forventning ikke være tilfældet, vil sidste opfordring herfra lyde på at slå et smut forbi Surt Show og blive ekstra sur over deres smagsprøver på danskproduceret eddike.

Find selv mere inspiration på Havens hjemmeside, hiv hipsterdanseskoene frem og tag den store sult og tørst med… VI SES I HELV… Nåh nej, vent for pokker… Vi ses på Haven!

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Hvorfor din mad ikke smager lige så godt som restauranternes (og hvordan du får den til det)

Bliv bedre i køkkenet allerede i dag. Tilmeld dig Madsvins nyhedsbrev og få sendt tre simple tips til smagfuld mad med det samme.

Tak fordi du vil være med! Tjek din mail, og bekræft din tilmelding.