I går aftes var jeg med til at smage nogle af verdens fineste (og i nogens øjne bedste) champagner, fra den excentriske og helt igennem unikke producent Anselme Selosse. Vinene vi fik var Lieux-dits kassen fra Jacques Selosse huset, og det var en oplevelse, som jeg vil huske for resten af livet.
Jacques Selosse
For champagnenørder og livsnydere er vine fra Jacques Selosse noget der altid vækker stor begejstring. I dag styres huset af Anselme Selosse, og han har om nogen formået at give huset en kult-status.
Huset står for en champagneproduktion, der er dyrket efter biodynamiske principper, og det anses som værende et fyrtårn inden for bio vinproduktion i Champagne.
Anselme Selosses vine er meget anerkendte for deres skyhøje kvalitet, og så har en meget unik stil for sin champagne. Noget der gør det enormt interessant at smage hans vine, men også gør vine fra Jacques Selosse enormt eftertragtede, hvilket udmunder sig i priser, der starter i omkring 1000 kr./flasken for hans billigste vine.
La Collection Lieux-Dits Caisse bois des six Lieux-Dits
Kronen på Anselmes værk, er hans samling af enkeltmarksvine: Lieux-Dits. Vinene i kassen har alle det samme basisår. Forstået på den måde, at druematerialet i alle vinene i én kasse stammer fra eksempelvis 2005. Senere vil det så være druemateriale fra andre årgange. Tanken bag kassen er, at hver enkel vin skal give indtageren mulighed for at dykke ned i vinmarker fra seks forskellige områder i Champagne, og dermed give indtageren muligheder for at smage terroir.
Fire af vinene kan købes i “løssalg” – hvis man er så heldig at finde dem eller villig til at betale en hel del ekstra. De sidste to er så limiterede, at de principielt set kun kan skaffes, ved at købe hele kassen med alle seks vine. De to særligt sjældne vine, er Chemin de Châlons fra Cramant og Les Chantereines fra Avize.
Som du nok kan høre, så bærer det henad, at her først og fremmest er tale om vin af meget høj kvalitet. Dernæst er det enormt sjældent, og derfor er prisen også ret høj.
En sådan kasse her, kan hurtigt komme til at koste på den gode side af 20.000 kr. – vi havde dog fået den lidt billigere gennem en dygtig importør.
I kassen er der tre vine på 100 % Pinot Noir druer og tre på 100 % Chardonnay.
De seks områder, som vinene kommer fra, er:
- Mareuil sur Ay
- Ambonnay
- La Côte Faron
- Avize
- Cramant
- Le Mesnil
Smagningen
Selve smagningen havde sit klare omdrejningspunkt omkring de seks flasker fra Jacques Selosse. Men for ikke at tørste for meget (nok mest for at smage endnu mere dejlig champagne), havde vi hver især medbragt en flaske, hvilket bragte den samlede smagning op på 15 (der var faktisk 16) flasker champagne.
Til trods for meget god champagne, vil indlægget her udelukkende fokusere på vinene fra Lieux-dits kassen. Vinene er på et niveau og i et prisleje, hvor det ikke giver mening at tale pris/kvalitet. Kvaliteten er i top, det er prisen også. Derfor vil jeg heller ikke karaktergive vinene. Dog vil der til slut (lettere modvilligt) blive givet min personlige rangering af de seks vine fra Lieux-dits kassen
Vi inddelte kassen i tre sæt, med én chardonnay og en pinot noir vin pr. sæt.
Første sæt, del 1 – Les Carelles
Aftenens første Lieux-dits vin var et uhyre lækkert eksemplar på en blanc de blanc champagne. Masser af kalk i næsen, sommeræbler og lidt citrus. Der hvor Les Carelles har sin helt store styrke, er smagen, og især den helt ekstremt lange eftersmag, som bare bliver ved og ved med at folde sig ud.
Jeg tror ikke jeg lyver, hvis jeg siger, at man kunne sidde i 5-10 minutter og nyde smagen fra vinen, mens der stille og roligt foldede sig flere og flere smagsnuancer ud.
Smagen var først ret stram, men åbnede sig hurtigt op med en let sødme, der på én gang havde sødmen fra nyplukkede modne æbler, og syren fra lidt yngre sommeræbler.
Med lidt temperatur virkede sødmen en lille bitte smule “saftet”, noget der for mig stak en anelse ud i en ellers utroligt vellavet chardonnay champagne, hvor især æblesmagen og kalken var i sit es.
Flere omkring bordet, har smagt Les Carelles før, og det virkede til, at der var en bred enighed omkring, at Les Carelles var en dejlig vin, men at den ikke performede helt til top-karakter på denne aften.
Første sæt, del 2 – Sous le Mont
Modparten til Les Carelles var den pinot noir baserede Sous le Mont, en vin jeg smagte sidste år til denne champagnesmagning. Grundet min første oplevelse med denne vin, var forventningerne også skyhøje. Da vi smagte den sidst, var vinen enormt “øllet” i sit udtryk, og den havde en meget bombastisk karakter.
Denne gang var der stadig øl i næsen, omend det var et let strejf. Vinen var relativt blid, og jeg kunne bl.a. finde lidt moden pære i duft og smag.
Syren gik hurtigt ind og tog over, og hvilken skøn syre det dog var. Her kan tales om vin, hvor syre/sødme forholdet i sandhed var i balance – en oplevelse der er meget svær at beskrive med ord, men som man ikke er i tvivl om, når man først har prøvet det.
Dét at vinen var så “let i sit udtryk” (sammenlignet med sidst), gjorde også, at her var tale om en helt anden oplevelse.
Sous le Mont er en dejlig vin, med et tårnhøjt niveau. Men for mig var den en lille smule skuffende, da jeg havde set frem til at blive blæst bagover (igen).
Omvendt viser det også, at der ER forskel på vine alt efter årgange og tidspunkt for degorgering – og det i sig selv er vældigt charmerende.
Andet sæt, del 1 – Les Chantereines
Næsen på denne vin var dejlig syrebetonet, men den blev aldrig for dominerende i forhold til frugtsødmen. Med lidt temperatur begyndte vinen virkelig at udvikle sig.
Min sidemakker, Martin, meldte salt og hav op, noget jeg aldrig selv har oplevet i vin før, men som er så spot on en beskrivelse, som det overhovedet kan være.
Næsen var i allerhøjeste grad præget af hav, mere præcist den lidt salte fornemmelse man får i næsen, når vinden rusker henover bølgerne.
Efter at have nydt vinens skønne duft i flere minutter, tog jeg glasset til munden.
..
..
Det var som om, at tid og sted for et (ret langt) øjeblik ophørte med at eksistere.
Les Chantereines er helt ekstremt mineralsk i smagen. Frugtsødmen var på niveau med alle de bedste æbler jeg har fået, syren komplimenterede sødmen helt perfekt, smagen fra fadet vinen havde ligget på rundede det hele af, og smagen stak aldrig væk. Én lang nydelsesproces, som jeg ville ønske aldrig skulle stoppe.
Det gjorde den heller ikke foreløbigt, for nu trådte hav og især salten i kraft.
Mousserende vin med eftersmag af salt lyder ikke på papiret udpræget lækkert – men det kan jeg love dig for, at det er.
Eftersmagen i Les Chantereines er ikke lige så langvarig som i Les Carelles, men det er stadig en imponerende lang og velsmagende proces, som ens smagsløg går igennem ved indtagelse.
De fleste omkring bordet var helt besatte af vinen her, og i mange minutter blev der slet ikke talt sammen. For enkelte var der en anelse for meget fadpræg i vinen.
Allerede efter to sip af vinen meldte jeg op, at det var den bedste vin jeg nogensinde har fået – et statement jeg dagen derpå stadig står ved.
Desværre er det også en af de vine, der kun følger med, når man køber hele kassen.
Andet sæt, del 2 – La Côte Faron
Duften i La Côte Faron var præget af en del sødme, der ikke helt fik et syremodspil. Her er tale om en helt anden type champagne, akkurat som det skal være det.
Smagen var præget lidt af krudt/svovl, en god sødme fra pinot noir druen, og en skarphed der rundede den godt af.
Efter tid i glasset viste det sig at være en vin med et udpræget aldersudtryk, hvor især frugtsødmen bar tankerne over mod let overmodne æbler og pære, noget der mig ikke er en personlig favorit, da jeg mener, at det virker en smule ustruktureret, især hvis det syrlige modspil aldrig rigtigt kommer til udtryk.
Det var utvivlsomt et rigtigt lækkert glas vin, men når man har med en kasse at gøre, der har seks så forskellige vine som disse, så vil der også være vine der tiltaler ens personlige smag mere end andre. Denne var for mig mindre populær, for andre ved bordet var den elsket.
Efter en længere dialog om vinen, blev der budt ind med, at vinen ville gøre sig fremragende som mad-champagne – en observation jeg tror er rigtig.
Tredje sæt, del 1 – Le Chemin de Châlons
Aftenens sidste chardonnay havde i næsen markante lighedstræk med Les Chantereines lige da den blev hældt op. Frugtsødme, citrussyre og hav.
Efter kort tid skiftede den dog karakter, og var en vin helt for sig selv.
Sødmen i Chemin de Châlons var noget mere subtil, og man kan argumentere for, at den var stram og præcis i sit udtryk. Det er en vin, der med sin gode syre og subtile sødme minder lidt om de champagnetyper jeg drikker hjemme i privaten.
Dog på et markant højere niveau.
Den salte fornemmelse gik hurtigt i baggrunden, men forsvandt aldrig helt. Stramheden tog mere og mere over, og mundfornemmelsen blev nærmest lige som ren citronsyre.
Knivskarp præcision af syre og tørhed – en vin mange vil elske, og som jeg selv elsker.
En af medsmagerne fik ud på aftenen meldt ud, at dette var vinen han ville medbringe på en øde ø, hvis han kun måtte drikke én champagnetype resten af livet. Den er helt sikkert deroppe af hos mig.
Tredje sæt, del 2 – Le Bout du Clos
Aftenens sidste vin fra Lieux-dits kassen havde jeg personligt glædet mig meget til hjemmefra, da jeg var blevet informeret om, fra en af aftenens andre deltagere, at det for ham var den vin med det mest markante udtryk.
Og det vil jeg give ham ret i.
Næsen var meget præg af krudt, og en mælkefedme som man oplever den i creme fraiche 38 og creme double. Meget ølpræget, meget gærpræget – en vin der vil dele vandene hos mange. Jeg vil beskrive det som en vin med udpræget grad af “kant”, defineret om noget der stikker ud fra normen.
En meget unik og nærmest vanvittig vin, som jeg lidt for hurtigt fik dømt ude.
Claus for enden af bordet beskrev vinen som muskuløs, et udtryk som jeg mener er meget rammende her.
Det er i udpræget grad en vin jeg mener hører til mad, hvor den vil kunne give en spændende oplevelse.
Efter lang tid i glasset måtte jeg æde lidt af min bedømmelse af vinen i mig, da den pludselig foldede sig ud i et virvar af pæresødme der blev budt op til dans af syre fra modne citroner. Jeg fandt lidt mineralitet, og fra ikke at være synderlig vild med vinen, gik den hen blev en af favoritterne.
For mig var det aftenens klart mest interessante vin, da den kastede mig rundt i alverdens hjørner, for til sidst at stabilisere sig som en særdeles lækker vin.
Lieux-dits for mig
Som lovet giver jeg modvilligt en rangering af vinene. Dog vil jeg understrege, at alle vinene isoleret set er en oplevelse på et niveau, hvor meget få champagner kan være med. Drak man vinene én efter én med dage i mellem, ville man aldrig tale om at rangere dem. Man ville nyde dem for det de er: Noget af det ypperste vin du kan få fra Champagne.
Måske har du allerede nu regnet ud, at Les Chantereines er min personlige favorit. Måske kommer jeg aldrig til at drikke den igen, men jeg ved med sikkerhed, at jeg aktivt vil søge at finde vine, hvor salten og mineraliteten fra Les Chantereines er sammenlignelige – for den smagsoplevelse var den mest komplette jeg har haft.
- Les Chantereines , Grand Cru Avize
- Le Chemin de Châlons , Grand Cru Cramant
- Le Bout du Clos, Grand Cru Ambonnay
- Les Carelles, Grand Cru Le Mesnil
- Sous le Mont , Premier Cru Mareuil sur Aÿ
- La Côte Faron, Grand Cru Aÿ
Afsluttende ord
Hvordan jeg nogensinde har fået mig forvildet ind i et selskab, der smager vin som det er meget få forundt, aner jeg ikke. Jeg er meget taknemmelig over, at have fået lov til at være en del af denne oplevelse, og til trods for, at det er en meget dyr smagning af være deltager i, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg vil takke ja, hvis jeg får tilbudet en anden gang.
De andre deltagere ved smagningen var i udpræget grad nørder med et stort N. Det var utroligt spændende og lærerigt at følge med i, hvordan med knivskarp præcision og nærmest professionalisme dissekerede hver enkel vin.
Det er ikke fordi jeg anser mig selv som værende uværdig til at drikke vine af denne klasse, men jeg føler mig overbevist om, at jeg i højere grad ville være i stand til at finde nuancer i vinene om 10 år frem for nu.
Spørgsmålet er bare, om jeg nogensinde får lov til opleve Lieux-dits fra Jacques Selosse igen.
Man kan jo håbe.
