Det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg jævnligt handler ved og taler med den (i Madsvin-regi) legendariske Champagne-Jens.
For nyligt besøgte jeg Jens sammen med en af mine gode venner, og i den sammenhæng blev jeg inviteret med til en smagning i en anden “champagneklub” – det takkede jeg naturligvis ja til, og d. 7. december skulle blive den første (af forhåbentligt mange) smagninger blandt nye og spændende mennesker.
Deltagerne var undertegnede, Champagne-Jens, Martin fra Extrabrut.dk, Lars Toke fra Njord Gin, Thomas (vært), Mikkel (kok hos Det Gamle Mejeri), Kristian (Möet-fan) og Martin (vist nok idé-manden til netop denne klub).
En utroligt spændende sammensætning af mennesker, og også ved denne smagning blev jeg langt klogere på champagnens mysterier.
Det var (og er) et dejligt usnobbet selskab, hvor der er plads til at kritisere folks hang til rosé-bobler (med rette), og hvor humoren til tider (læs: hele tiden) går langt over stregen.
Blindsmagning som tema:
Aftenens smagning var en blindsmagning, hvor alle deltagere medbragte mindst én flaske – altså intet forudindgående kendskab til vinene, ud over det man selv havde medbragt.
Hovedårsagen til at gøre dette, er for ikke at lade sig påvirke af etikker, branding og flot udformede flasker. Men det er også en øvelse i at skærpe ens sanser, så man i højere grad kan vurdere hvilke druer, årgange, sukkerdoseringer osv. som der er tale om. Denne disciplin er jeg ikke synderligt dygtig i, men især Martin fra Extrabrut (lad os kalde ham xbrut-Martin) var uhyggeligt skarp den pågældende aften.
Velkomst:
Vi skruer tiden tilbage til velkomsten, hvor den hjertevarme Thomas bød os velkommen – altså på den måde hvor man virkelig føler sig velkommen.
Bordet blev hurtigt dækket med lidt lækkert fra den lokale arabiske delikatesse: Pølser, tzatziki, feta-salat og lækkert brød. Det smagte vidunderligt, men man skulle lige skylle efter en ekstra gang, for at få neutraliseret hvidløg og chili (to ting der sjældent gør sig godt med champagne). Til maden fik vi et par forskellige hvidvine fra hhv. Thomas’, Champagne-Jens’ og xbrut-Martins’ eget lager. Lækre hvidvine af vidt forskellig karakter.
Xbrut-Martin havde desuden medbragt et vidunder af en skinke, som vi, 8 mand vel at mærke, kunne skære af hele aftenen – og det gjorde vi.
Champagnesmagningen:
Lige som sidste champagnesmagning jeg skrev om, vil jeg kort gennemgå de enkelte vine. Denne gang har jeg udvidet med en karakterskala fra 1-5 (halve point medtages også).
Holdningen til de enkelte vine er min egen, og rækkefølgen på vinene er den vi drak dem i – altså en ikke-prioriteret rækkefølge.
R.H. Coutier “Henri III” 2005
Druer: 100 % Pinot Noir
Dosage: Brut – N/A
Forhandler: Hagelquist
Pris: ~500 kr.
Smagningens første glas champagne var fra R.H. Coutier, og det var hans Henri III Cuvée fra 2005. Coutier lagrer som udgangspunkt ikke nogen af sine vine på fad, lige med undtagelse af netop Henri III. Næsen på vinen var utroligt behagelig, stærkt præget af fad i duften. Smagen er indbydende, let sødlig og stadig præget af fad. Efter lidt tid i glasset samt en stigning i temperatur får vinen et let præg af øllebrød til slut. Et udmærket glas bobler, som bestemt er værdigt at starte en smagning med. Karakteren ender på 3/5 – lidt over middel.
Vincent Charlot – “le Rubis de la Dune” 2011
Druer: 80 % Pinot Meunier og 20 % Pinot Noir
Dosage: Extra brut – 4 g/liter
Forhandler: Extrabrut.dk
Pris: 399 kr.
Næste vin var en en rosé champagne fra Vincent Charlot. Næsen var ikke så tydelig, måske på grund af for meget kulde. Der var et snert af sødme at hente i duften, men der skulle ledes længe. Smagen var for mig relativt kedelig, og selve “slutningen” på smagsoplevelsen endte i et lidt underligt snert af bitterhed med smag af vindruekerner. Ikke en vin for mig, andre ved bordet var noget mere begejstrede. Karakteren ender på 2/5.
Geoffroy “Pureté” 2008/2009
Druer: 50 % Pinot Meunier, 40 % Pinot Noir og 10 % Chardonnay
Dosage: Brut Nature – 0 g/liter
Forhandler: Extrabrut.dk
Pris: 225 kr.
Tredje vin skulle vise sig at være en vin som jeg har fået før. Med den undtagelse, at sidst jeg fik den var druematerialet fra 2009 og 2010, hvor det denne gang var fra 2008 og 2009.
Flere ved bordet inklusiv mig selv blev hurtigt enige om, at her var tale om en Blanc de Blanc (100 % Chardonnay) til at starte med. Efter lidt tid i glasset ændrede denne holdning sig til, at her var tale om et blend af druer. Jeg mente at her måtte være tale om en ung vin (2011-2012) – dette var heller ikke helt tilfældet. Smagsmæssigt var den meget neutral, grænsende til let kedelig (for mig). Hvor 2009/2010 havde en stærk identitet i form af kalk, som du kan læse om i et tidligere indlæg, havde 2008/2009 ikke rigtigt så meget at byde ind med udover lidt syre, som for mig savnede lidt modspil. Karakteren ender på 2/5.
Cedric Bouchard – “Inflorescence La Parcelle Cote Bechalin” 2004
Druer: 100 % Pinot Noir
Dosage: Brut – N/A
Forhandler: N/A (vinen var fra Champagne-Jens’ private lager)
Pris: N/A
Duften bombarderede derudaf af salt ost (tænk vesterhavsost og lignende). En imponerende fedme i duften, og noget som jeg ikke lige umiddelbart har prøvet for i champagne. Efter kort tid bredte der sig også en skarp duft af metal, noget smagen i høj grad bar præg af. Boblerne var små og en anelse aggressive for tungen. Jens selv mente ikke, at flasken performede helt som den skulle på aftenen. Det ved jeg intet om, da jeg ikke har fået den før, men vinen var ganske udmærket, og får derfor 3/5 herfra.
Launois “Special Club” 2005
Druer: 100 % Chardonnay
Dosage: Brut – 9 g/liter
Forhandler: L’esprit Du Vin
Pris: 450 kr.
Denne vin var mit bidrag til aftenens smagning. Det er ikke let at vælge bobler, når to af mine primære vinpushere selv var med i smagningen. Derfor måtte jeg ud på markedet, hvor der heldigvis gemmer sig en masse dejlig vin. Launois er medlem af det de kalder for “Special Club”. Der er 25 medlemmer af denne “klub”, og de lever alle op til en række strenge krav. I bund og grund dækker “Special Club” over, at druerne, høsten, vinificering osv. alt sammen bliver varetaget af huset selv.
Selve vinen havde en sød duft hvor især pære og overmodne æbler buldrede afsted i næsen. Vinen havde en imponerende behagelig mousse, og balancen mellem sødme og syre var noget nær perfekt – de første par minutter. Hurtigt blev vinen lidt for sød, og syren forsvandt. Som minutterne gik blev frugten nærmest kvalm, og Lars Toke bød ind med smag af brændt karamel, hvilket jeg må sige mig enig i. En vin der var imponerende lækker de første 2 minutter, hvor den havde en kold temperatur.
Hele bordet var enige i, at vinen var lagret på fad – men den var nu lagret 100 % på stål, noget der var meget svært at smage.
Havde vinen stået distancen, var karakteret endt på 4-4,5. Men med ovenstående in mente, ender karakteren på 3,5/5.
Obs: Servér denne vin kold, og drik den relativt hurtigt.
Benoît Déhu – La Rue des Noyers – 2011
Druer: 100 % Pinot Meunier
Dosage: 1 g/liter
Forhandler: Extra Brut
Pris: 470 kr.
Oven på en for mig lidt for sød vin, skulle vi tilbage til noget med en masse syre. Næsen i vinen var tæt på ikke-eksisterende, men smagen var skøn. Utroligt stram vin med en masse syre, der heldigvis var i smuk balance med sødme og boblerne, hvor især sidstnævnte var dejligt perlende. Der blev om hele bordet budt relativt ungt ind, og vinen var da også fra 2011.
Man skal være glad for syre og friskhed, men er man det, så er denne vin også fantastisk. 4/5 herfra.
Paul Déthune – “Cuvée Prestige”
Druer: 50 % Pinot Noir og 50 % Chardonnay
Dosage: Brut – 7 g/liter
Forhandler: Catching Wines
Pris: 449 kr.
Næste vin var for mig en relativt jævn oplevelse. Den skilte sig ikke som sådan ud, hvilket ikke nødvendigvis er negativt. Boblerne var ikke særligt behagelige, alt for “store” om man vil. En blid og let syrlig vin der for mig endte i lidt blød frugtsmag. Den får 3/5 af mig.
Marie-Noelle Ledru – “Cuvée de Goulté” 2008
Druer: 100 % Pinot Noir
Dosage: Brut – 0 g/liter (Brut er defineret ved < 12 g/liter)
Forhandler: Filou Wine
Pris: 699 kr. (for 2009)
Enden nærmer sig så småt. Af skade fra sidste champagnesmagning, sørgede jeg for løbende at spytte, hvilket også betyder, at vinene står klarere her et par dage efter.
Vinen her var en skøn sammensætning af sødme og syre der var i en dejlig balance. Både næsen og smagen var meget præget af frisk frugt som eksempelvis sommeræbler. Det var en behagelig vin at drikke, og afslutningen på smagen var præget af en lækker syre.
Jeg giver den 3,5/5
Marie-Courtin – “Resonance”
Druer: 100 % Pinot Noir
Dosage: Extra Brut – 0 g/liter
Forhandler: Petillant
Pris: ~285 kr.
Tredjesidste vin var noget af en underlig oplevelse. Jeg har som sådan ikke noget mod biodynamisk vin, så længe det ikke går ud over slutproduktet. Denne vin var for mig indbegrebet af naturvin, på en knap så heldig manér. Næsen bar stærkt præg af stald, og lugtede lidt af døde fjerkræ. Hvis du nogensinde har plukket en høne, ved du hvilket lugt jeg taler om.
Som vinen stod lidt i glasset bredte der sig en kraftig duft i glasset af krudt. Samme duft der kommer lige efter du har tændt noget fyrværkeri.
Det var en ualmindelig syrlig/sur vin, der intet modspil havde i form af sødme. For mig var det bestemt ikke nogen favorit, og karakteren ender på 1/5.
Pol Rogér – Vintage 2004
Druer: 100 % Chardonnay
Dosage: Brut – N/A
Forhandler: Sigurd Müller
Pris: ~699 kr.
Vinen her var egentlig ret simpel at tale om og vurdere, mens den blev smagt blindt. Da folien blev pillet af, var hele bordet også enige om at være ret så forundrede. Næsten var næsten ikke-eksisterende, og smagen var ualmindeligt kedelig. Det smagte ikke godt. Det smagte heller ikke dårligt. Boblerne var der, men var heller ikke synderligt interessante. Det var næsten umuligt at trække noget ud af vinen, ud over lidt gemte noter af æble og pære.
Da vi fik at vide, at her var tale om Pol Rogér 2004, blev vi let forundrede. Her er tale en stor producent, og endda et deres noget finere produkter (også på prisen, som er tæt på 700 kr.). Flere af aftenens vine kan der købes 2 af til samme pris, og det vil være en noget bedre deal – i min optik.
Karakteren ender på 1,5/5.
Savart – Expression Nature – 2009
Druer: 100 % Pinot Noir
Dosage: 0 g/liter
Forhandler: Catching Wines (Champagne-Jens) – For nuværende ikke tilgængelig
Pris: ~750 kr.
Aftenens sidste vin, skulle vise sig at være den (for mig) bedste til denne smagning. Jeg er glad for Savart, og aftenens blindsmagning understreger blot, at jeg godt kan lide Frederic Savarts vine, om jeg ser etiketten eller ej.
Vinen er relativt enkel. Syrerig, blid og appellerende i sin duft. Der hvor vinen for mig vinder, er ved de helt fantastiske bobler. Mikroskopiske bobler der nærmest masserer din tunge. Hver eneste bobbel giver et lille skud syre på tungen, som ikke stikker for meget i den ene eller anden retning. Præcist. Stramt. Masserende og ualmindeligt lækkert.
Det er ikke en vin der gør en masse forskelligt. Men det den gør, gør den virkelig godt.
Karakteren ender på 4,5/5 herfra.
Afsluttende ord:
Vi havde en ualmindelig sjov aften. Der er en dejlig humor tilstede hos medlemmerne i denne smageklub, og selv om vi ikke alle kan blive enige om hvad der er god vin, så kan vi sagtens nyde hinanden selskab, og de forskelligheder som vi selv og de medbragte vine bringer.
En stor tak til Thomas skal lyde herfra for dejligt værtskab og god mad.
Tak Mads for deltagelse på trods af at du har givet aftenens to bedste champagner henholdsvis 1 og 2 glas. Men heldigvis er smag forskellig. Og når alt kommer til alt ved en hver jo, at Rosé champagne er det bedste der findes.
Jeg er sikker på, at vi kommer til at krydse klinger igen ang. rosé. Og jeg er mere end åben for at lære at kunne lide det.
Vh.
Mads
Spændende blog og interessant læsning. Jeg er selv lidt af en feinschmecker og skriver herom på min blog http://www.bjergtrolden.dk. Tag eventuelt et kig.
Jeg er glad for at du finder læsningen interessant. Du kan tro jeg giver den et kig 🙂