Top Banner

Bordeaux guide del 1 – Her skal du spise og drikke

I maj måned var jeg et smut i Bordeaux, for at opleve den sydvestefranske storby samt vin- og madkulturen. Anledningen var en invitation fra turistkontoret i Bordeaux og AirFrance, hvor sidstnævnte lancerer en direkte flyrute fra København til Bordeaux i perioden 24. juli-3. september.

Sidste år var jeg i Paris, så det var ikke helt uden forventninger, at jeg kunne drage mod Bordeaux.

Bordeaux er hovedsagelig kendt for sin vin, hvor navne som Petrus, Lafite Rotschild, Mouton Rothschild og Chateau Margaux måske ringer en distinkt klokke i dit sind. Men Bordeaux er også en by, der ligesom resten af Frankrig, har en rig og spændende madkultur, der er værd at opleve.

For ikke at gøre indlægget alt for langt, har jeg valgt at dele min Bordeaux guide op i to dele:

  1. Gode spise/drikke-oplevelser i Bordeaux
  2. Ting du kan opleve i/omkring Bordeaux – (Kommer i et senere indlæg.)

Bordeaux guide – Spise- og drikkesteder

Vores tur bragte os vidt omkring. De bedste drikke- og spiseoplevelser har jeg samlet til dig lige her:

Le Point Rouge

1 Quai de Paludate
33800 Bordeaux
http://www.pointrouge-bdx.com/

Le Point Rouge er resultatet af en rigmand med hang til det absolut bedste du kan finde at drikke. Når du træder ind, ser du, udover en stilfuld, moderne indretning med industrielle lamper, en overdådig bar med et særdeles kyndigt personale. Længere inde i restauranten er det smukkeste (tempererede) vinrum, som du kan kigge ind til fra restauranten. Jeg fik en kort tur ind til vinflaskerne, hvor jeg vel selvsyn kan bekræfte, at her er massevis af vin fra absolut øverste hylde.

Fri udsigt til vinrummet
Fri udsigt til vinrummet

Netop ejerens passion for drikkevarer afspejler sig meget kraftigt i personalet – de ved noget og de VIL noget med det, de har på kortet. Udover en enormt velassorteret bar og et vinrum, de fleste ville skæve misundeligt til, var der også en flot whiskysamling, der eftersigende skulle være den fineste i Bordeaux.

Nedenstående billede er blot et udpluk.

Whisky
Whisky

Vi skulle naturligvis afprøve førnævnte bar, der indeholdt et væld af spiritus til alverdens cocktails.

Baren hos Le Point Rouge
Baren hos Le Point Rouge

Hos Le Point Rouge hakker man sin egen is ud med issyl – en fed og lidt blæret detalje, synes jeg.

Der "laves" is
Der “laves” is

Vi fik hhv. French 75, en champagne-baseret cocktail (jeg kunne ikke lade være!) og en Knickerbocker à la monsieur, en syrlig, tør drink med gammel rom, hindbærsirup og citron. Simple men fremragende cocktails. Der er desuden en opskrift på French 75 på bloggen her, hvor min rabarbersaft er taget i brug

Lidt godt til svælget
Lidt godt til svælget

Le Point Rouge er bestemt et besøg værd, og priserne på vin (fra 4€ pr. glas) og cocktails (fra 5€) er et fund – kvaliteten taget  i betragtning.

Besøg dem en aften hvor I har tid og lyst til mere end en enkelt genstand – udvalget er enormt, og hver enkelt drikkevare kalder på mere – for så godt er det.


Comptoir Cuisine

2 place de la Comédie
33000 Bordeaux
http://www.comptoircuisine.com/

På en af Bordeaux’ centrale pladser, nær Le Grand Théâtre, finder du op til flere top-restauranter, bl.a. Gordon Ramsay har slået sig ned lige over for teatret. Vores spisested, Comptoir Cuisine, er også i den bedre ende af skalaen, og med en benævnelse i Michelinguiden, var det ikke helt uden forventning, at jeg kunne sætte mig til bords.

I Bordeaux fungerer det på samme måde i Paris: Man har frokoståbent kl. 12-14. Punktum. Det var også tilfældet her, og hvis du kommer før tid, skal du ikke forvente service – der er personalet ikke på arbejde. Lidt aparte for en dansker, men sådan er det her.

På frokostkortet var der tatar – det kunne jeg ikke stå for.

Tatar kan mange ting. At være smuk, er noget der er den sjældent forundt, og det gør mig heller ikke noget. På Comptoir Cuisine er der tale om en no-bullshit-servering, hvor der blot ligger en kleppert af en rørt tatarbøf, friske salater med en sennepsvinaigrette og nogle sprøde, hjemmelavede fritter. Mayoen var udeladt – næste gang spørger jeg efter den.

Selve tataren var lækker og yderst veltilsmagt. Fritterne var vidunderlige – nogle af de bedste jeg har fået – og salaten gav den nødvendige bitterhed og friskhed, som tallerkenen sukker efter.

Ingen overflødige råvarer eller pynt. Bare (bogstaveligt talt) rå velsmag.

I glasset en lokal, let rødvin fra Bordeaux – glimrende til prisen, og den kunne stå imod senneppen fra den rørte tatar og vinaigretten.

Steak tatare og fritter
Steak tatare og fritter

Dagen forinden var jeg rundt i byen med en guide, hvor diverse turistmæssige knudepunkter, seværdigheder og lækre butikker blev vist frem. Ét af de steder vi besøgte, var hos min nye bedste ven (det ved han ikke endnu), Jean D’Alos. Jean D’Alos laver tilfældigvis nogle af verdens bedste oste – i hvert fald blandt dem jeg har smagt. Derfor var det også let at bestille en tallerken ost til dessert – til trods for mætheden der følger med en no-bullshit-tatar fra Comptoir Cuisine. Du kan desuden læse mere om Jean D’Alos i del 2 af Bordeaux guiden.

Ostene var – som forventet – enormt velsmagende. En 30 måneders Comté af Guds nåde. En Brie Savarin, som jeg også smagte i butikken, der kunne få min privatøkonomi til at gå bankerot, hvis osten kunne købes i Danmark. Slutteligt mild blåskimmelost og en gedeost rullet i aske, tror jeg, som bare var lige i øjet. Fire oste – mere skal der ikke til – især ikke hvis de holder dette niveau.

Ost fra Jean D'Alos
Ost fra Jean D’Alos

Du skal besøge Comptoir Cuisine, hvis du vil have enormt velsmagende, fransk mad, med udsigt til Grand Théâtre. Maden er lige i øjet. Dygtig tilsmagning, gode råvarer og flotte omgivelser. Betjeningen var god – altså da klokken slog 12.

Prislejet var omkring 20€ for tataren – hvilket må siges at være godkendt. Osten var omkring de 10€ og vinene kan købes på glas fra 5€


Le Quatrième Mur

Place de la Comédie
33000 Bordeaux

Restaurant le Quatrième Mur

Førnævnte Le Grand Thèâtre har også sin egen “husrestaurant” som er drevet af Philippe Etchebest, tidligere chefkok hos Hostellerie de Plaisance (2 michelinstjerner).

I dag er der skruet en anelse ned for ambitionerne, da Le Quatrième Mur “kun” er et brasserie. Det ændrer dog ikke på, at vi har med en kok at gøre, der ved hvordan en tallerkenfuld mad skal sættes sammen.

Menukortet består af hhv. 3 forretter, hovedretter og desserter, hvor enkelte af retterne koster en smule ekstra.

Jeg fik bl.a. denne ravioli med svampe, pandestegt foie gras, lidt trøffel og en cremet svampefond. Intens, skummende fond, der matchede foie grasens fedme glimrende. Trods ravioliens italienske ophav, er her tale om en fransk behandling – simpel mad med fuld tryk på velsmagen. En skøn forret.

Ravioli

Min hovedret var en gang stegt kalvebrissel med morkler, friske ærter og gulerødder og atter en skummende sauce. Perfekt tilberedt brissel,skønne morkler, igen en lækker sauce samt dejlige, friske grøntsager. Endnu en ret der er bygget op efter det franske køkkens dyder – og hvor det dog smager godt.

Brisler

Inden den søde dessert bestiller jeg mig en gang ost. Hos Le Quatrième Mur har man også oste fra et lokalt osteri – denne gang fra Pierre Rollet-Gérard – og det kan jeg altså ikke stå for. De tre oste var en Petit Louvie, La tome des Allobroges og en Fontina. Tre milde oste med hver deres delikate udtryk. En fin lille anretning inden den søde dessert.

Oste fra Pierre Rollet-Gérard

Indtil videre var jeg gået meget klassisk i mit valg af retter – til den søde dessert ville jeg prøve noget med en anelse mere spræl i. Det blev til denne mandel- og pistaciekage med olivenolie-ganache og hindbærkompot – sidstnævnte i en stivnet form.

Højdepunktet her var helt klart olivenolie-ganachen. Det hele smagte godt, som forventet, og olivenolien viser blot kokkens evne til at bygge en lidt alternativ dessert op – for ja, olivenolie kan snildt bruges i en dessert.

Den søde dessert

Hvis du på dit besøg i Bordeaux skal i Le Grand Thèâtre, kan du trygt bestille bord hos Le Quatrième Mur inden eller efter teateroplevelsen. Det er også muligt at bestille bord uden at skulle i teateret – og hvis du har lyst til mad med tryk på de franske værdier, er dette stedet for dig.

Prisen er 49€ for forret, hovedret og dessert. Vælger du osten som ekstraret, koster det 11€ ekstra pr. næse.


Le Hâ

50 Rue du Hâ
33000 Bordeaux
https://www.ha-restaurant.fr/

Turens sidste spiseoplevelse, en frokost, skulle også vise sig at blive min personlige favorit. Hos Le Hâ er der ingen forfinede attituder. Det er en lille, smal restaurant, som man nærmest ikke bemærker, hvis man går på Rue du Hâ. Restauranten er smal men lang, og den er hyggeligt indrettet – man føler sig næsten hjemme fra første sekund. Tjeneren (ejeren?) går i cowboybukser med en løstsiddende skjorte på – altså en nede-på-jorden-betjening.

Hos Le Hâ er konceptet meget enkelt: Du ved ikke, hvad du får at spise. Punktum.

Dagens menu er afhængig af kokkens humør og udbuddet af råvarer. Førnævnte kok kan du i øvrigt trygt sætte din lid til, da han bl.a. har stået i lære under Alain Ducasse.

Vi skal nyde fire serveringer, og den første er blot en lille snack med brændt brød og avocadocreme. Hvordan kokken har brændt sit “brød” og fået det til at blive så flot i formen, aner jeg ikke, men smukt ser det ud. Avocadocremen er i øvrigt out-of-this-world god.

Snack

Første reelle ret var et smukt, smilende æg med friske salater, lidt serranoskinke og croutons. Enkel ret med billige råvarer – til gengæld en god kvalitet, og det smagte skønt.

Æg og skinke

Hovedretten var her hvor vi skulle mættes – en opgave der blev løst til fulde. På tallerkenen det smukkeste stykke rosastegte andebryst, lokalt grønt, pommes fondant og en sauce på andefond, maltsukker og kirsebær. Ligesom snacken har kokken her brugt den “brændte” smagsnuance i form af malt i sin sauce – en sauce der i øvrigt smagte fremragende.

Andebryst

Frokostens sidste indslag var bestod af chokolade, chokolade, chokolade og lidt appelsin. Skallerne var marengs som var lavet på mørk chokolade som var toppen med lidt appelsincreme og frysetørret kakaonips – de havde fået lidt ekstra, for at fremkalde den tidligere nævnte brændte smag, som kokken er glad for. Under marengsskallerne gemte sig den lækreste is og moussé af chokolade – ikke en masse sukker, for her får kvalitetschokoladen lov til at tale sit eget sprog.

En smuk og velsmagende anretning, hvor tilsmagningen mellem mørk, bitter chokolade, appelsin og et brændt element gik op i en højere enhed.

Chokolade

Le Hâ er yderst populært i Bordeaux. Der var propfyldt, da vi sad der – en mandag – og du skal bestille bord i god tid, hvis du vil sikre dig plads. Vores måltid var “blot” en frokost – jeg tør slet ikke tænke på, hvad de kan levere af spidsfindige, lækre retter til et aftensmåltid.

Hos Le Hâ fik vi desuden også turens bedste vin.

Prisen for en frokost er 23 eller 29€ alt efter om du ønsker 2 eller 4 retter. Om aftenen bliver det en smule dyrere med hhv. 42 og 52€ for 4 eller 6 retter.


Bordeaux – Inden du tager afsted

Skulle du vælge at tage til Bordeaux, hvilket jeg bestemt mener, er værd at overveje, får du her lidt blandende informationer, jeg mener er gode at have:

Værd at vide om Bordeaux

  • I Bordeaux betegner man ikke sig selv som Sydfrankrig, men derimod Sydvestfrankrig.
  • Der er brugt mange millioner på at sætte Bordeaux i stand – og alene byens centrale områder er en rejse værd.
  • På byens restauranter kan du, af indlysende årsager, hovedsageligt købe vine fra Bordeaux
  • I Bordeaux har man en lokal specialitet kaldet Cannelés Bordelais – en sød kage der teknisk set er en karamelliseret brioche-lignende kage.
  • Letbanesystemet i Bordeaux fungerer eminent godt, og du kan trygt investere i et CityPass, der også giver adgange til mange muséer og attraktioner

Yderligere information om Bordeaux kan finde lige her.

Bordeaux guide – Del 2

Næste del af denne guide vil indeholde anbefalinger til butikker og attraktioner du bør besøge, når du er i Bordeaux. Vi kommer blandt andet omkring byens bedste kaffebar og et helt særligt museum, som du absolut skal nå at besøge.

Turen og opholdet i Bordeaux var leveret af AirFrance samt turistkontoret i Bordeaux. Alle holdninger i indlægget her er naturligvis mine egne.

En mand iført forklæde står ved et køkkenbord og smiler

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

4 Kommentarer

  1. Fedt med noget inspiration! Det er straks skrevet bag øret til på et tidspunkt, jeg kommer på de kanter. Til sommer går turen dog til de (mere) sydlige dele af Frankrig 🙂

Skriv en kommentar