Top Banner

Test: Årets nytårschampagne 2016

Når årets sidste (og første) fest skal fejres, står den hos rigtigt mange danskere på mousserende vin. Både til kl. 18 når vi lytter på Hendes Majestæt, men også kl. 00:00, når det nye år skydes ind. Hos rigtigt mange er dette også tidspunktet, hvor man endelig køber sig en rigtig champagne – og jeg kan jo kun bifalde, at man investerer i denne guddommelige drik.

Faste læsere af denne blog vil vide, at jeg er dybt forgabt i vine fra Champagne. Indlægget her vil ikke have fokus på, hvad “rigtig” champagne er. Her vil jeg på det varmeste anbefale at læse Vinkreutzers (Danmarks, i mine øjne, bedste vinblogger) skriv om emnet lige her.

Læs også: Den ultimate guide til nytårsmenuen 2016, nytårstesten for 2017 eller den spritnye test fra 2018

Jeg satte i alt fem forskellige mennesker i stævne en lørdag, hvor vi i fællesskab skulle (blind)smage os igennem 12 flasker champagne – med formålet om at kåre dette års nytårschampagne.

Tre kategorier af vindere

Vi er alle forskellige, og jeg anerkender fuldt ud, at ikke alle har lyst til tørre og ret så syrlige (nogen vil sige sure) bobler. Ydermere er det heller ikke alle, der vil bruge den store pengepung, når det kommer til indkøb af champagne.

Derfor er der blevet fundet vindere i alt tre kategorier.

  1. Hovedkategorien – Vinderen på tværs af alle champagner.
  2. Publikumsfavoritten – Den som alle, nørder såvel som lillemor, vil kunne lide.
  3. Value for money – Bedste champagne til prisen.

Vi lægger hårdt ud med hovedkategorien, hvor aftenens tre bedste vine i hovedkategorien beskrives i nærmere detaljer.

Herefter følger vinderen af hovedkategorien. Dernæst følger vinderen af publikumsfavoritten og slutteligt vil årets value for money vin blive kåret.

Selve detaljerne om alle de deltagende vine, deltagende forhandlere og deltagende champagne-smagere forefindes til sidst i dette indlæg.

Og nu skal det handle om bobler. En masse skønne bobler!

champagneflasker


Hovedkategorien – Kongen Champagnen over dem alle


Generelt for hele smagningen var det, at niveauet var højt. Meget højt endda. Kun enkelte faldt igennem, med en enkelt mistanke om varians på en enkelt flaske. Scoren er ens på de to bedste vine, og det har afkrævet en længere diskussion at nå frem til årets vinder. I sidste ende blev vinderen den vin, som majoriteten af smagerne udpegede som aftenens bedste champagne af top 2.

Pierre Baillette – Le Village
Druer: 40 % Chardonnay, 40 % Pinot Noir, 20 % Pinot Meunier
Dosage: 6,5 g/liter
Forhandler: Godevine.dk
Pris: 279 kr. (259 kr. ved køb af 12 flasker)
vin_4.5-point

Vinen her er utrolig stram og præcis i sit udtryk allerede fra start af. Her er tale om en vin, der ikke stikker af i nogle retninger – den kører af ét spor, et snorlige og skræmmende præcist spor. Forventningen rundt om bordet er, at her er tale om en blanc de blancs (100 % chardonnay) champagne, men det skulle vise sig, at der er tale om et blend på de tre hoveddruer. Le Village viser i sandhed hvad tør champagne er, og hvad det kan byde på, når det er vellavet.

Johan: “Det tæsker mig rundt på den fede måde. Det er stramt, og jeg kan lide det”.

Næsen bød på lidt æble, en del hav samt mineralske toner, og smagen fulgte trop med en lækker mineralitet, som nærmest blev saltet i munden.

Da den blev smagt anden gang, havde den udviklet sig endnu mere, og var gået fra at være rigtig god til at være fremragende.

Utroligt vellavet champagne, som alle er begejstrede for.

Champagne fra Pierre Baillette
Champagne fra Pierre Baillette

Bonnaire – Grand Cru Blanc de Blancs 2006
Druer: 100 % Chardonnay
Dosage: Max 8 g/liter
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Pris: 339,95 kr. (normalpris 399,95 kr.)

Vin_3.5point

Her får vi en anden type vin, der fra start vil frem i verden med sin duftnoter. Næsen byder op med masser af kalk og en nærmest mælkeagtig tone. Vinen er dejlig stram i sit smagsudtryk, har en lille smule krudt i smagen, og så er den dejligt cremet i munden. Cremetheden stemmer godt overens med det mælkede udtryk. Syren er sitrende, ja nærmeste pirrende. Meget behagelig vin at drikke, og det er en vin, der hviler i sig selv. Her er tale om en vin, der til hver en tid vil vække glæde ved en vinsmagning, da den markerer sig. Men omvendt er det også en nørdevin.

Et rigtigt fint glas champagne, der på alle måder er behageligt, men mangler lige det sidste, som bringer den helt op at ringe.

Champagne fra Bonnaire
Champagne fra Bonnaire

Mailly – Brut Réserve
Druer: 75 % Pinot Noir og 25 % Chardonnay
Dosage: 9 g/liter
Forhandler: Laudrup Vin
Pris: 418 kr. (312,50 kr. ved køb af 12 stk.)

vin_4.5-point

Næsen i denne vin er til at føle på. Den er rar fra første sekund, og så udvikler den sig over tid – til det bedre. En smule oxidativ i sit udtryk, uden det nogensinde bliver for meget. Smagen er fokuseret, og frugten slår dejligt igennem og bliver hele tiden ved sammen med en stram syre. Balancen af denne vin er virkelig imponerende, og her er tale om ren nydelse. Mundfornemmelsen er let cremet, og boblerne er behagelige.

Vinen her bør nydes over tid, da den, især i næsen, har en interessant udvikling.

Champagne fra Mailly
Champagne fra Mailly

Og vinderen er… (hovedkategori)

Især Pierre Baillette og Mailly skilte sig positivt ud denne aften. Begge får en slutkarakter på 4,5 point, og begge er vidt forskellige. I den ene ende har vi Baillette som er ekstremt stram, tør, syrerig og mineralsk. Det er for nogen ondskab på flaske, mens det for andre er den rene kærlighedsnektar.

I den anden ende står Mailly, som er langt mere pleasende i sit udtryk, og, vil nogen fristes til at sige, så er den noget mere klassisk i sin stil. Det er lige som Baillette et godt stykke håndværk, de fleste vil elske.

Til syvende og sidst bliver vinderen.. Pierre Baillette – Le Village. Grunden er, at majoriteten af deltagerne i smagningen foretrak denne vin frem for den anden. Præcisionen er helt fantastisk i denne vin, og hvis du vil prøve en virkelig stram (men lækker) champagne, bør du give denne vin et skud.

Og så er prisen på 279 kr. jo kun til at græde glædestårer over.

Stor vin til små penge – bedre bliver det ikke.

aarets-nytaarschampagne-jpg


Publikumsfavoritten – Champagne for både nørden og lillemor


At vælge en vin på vegne af alle andre, kan på mange måder være en svær opgave. Publikumsfavoritten skal i mine øjne gerne afspejle det brede publikum – altså skal langt størstedelen af champagnedrikkere kunne lide denne vin.

For os blev nøgleordet balance. Ikke for meget syre. Ikke for meget sødme. Men derimod et stærkt samspil mellem de to.

Vinen her er et skønt eksempel på en vin, som de fleste vil holde af.

Vores og dermed Madsvins anbefaling af dette års “publikumsfavorit” er:

R. Pouillon – Brut Réserve
Druer: 70 % Pinot Noir, 15 % Chardonnay og 15 % Pinot Meunier
Dosage: 5 g/liter
Forhandler: Vinova
Pris: 245 kr. (ved køb af 6 flasker) – Pris opdateret grundet særligt nytårstilbud.

Vinen her er fra starten dejligt pleasende. Næsen er let med undertoner af rød grape og et strejf af gæring. En blid næse om man vil.

I munden får du en meget ren champagne, som ikke stikker ud i den ene eller anden retning. Syren er bestemt tilstede, men den er delikat og enorm fyldig, som en solmoden citron, der bare bliver ved og ved med at give det bedste den kan. Fyldigheden, kombineret med den lette cremethed, som Pouillon her leverer, er helt i top, og det er også hovedårsagen til, at vinen her bliver dette års publikumsfavorit.

En balanceret og let drikkelig vin, som de fleste vil elske.

aarets-publikumsfavorit


Value for money – God champagne til få penge


At vælge årets “value for money” champagne er straks mere ligetil. Prisen skal være god, men det skal smagen også.

Årets “value for money” champagne endte faktisk også med at blive smagningens billigste vin, med sin yderst beskedne pris på kun 219 kr. Tro dog ikke, at din vin er mindre værd af denne grund. Her er tale om et flot og meget imponerende glas champagne, hvor du får meget vin for dine penge.

A. Lété – Brut Carte d’Or
Druer: 100 % Pinot Meunier
Dosage: Ukendt
Forhandler: Svendborg Vinimport (importeres af Viniportugal.dk)
Pris: 219 kr.

Denne vin har alt, hvad en “typisk champagne” skal have. Der er en dejlig næse, en behagelige moussé, en fin balance mellem syre og sødme, god fylde, lidt ristede nødder og afslutningsvist lidt mere sødme. Vinen her var også i spil som årets publikumsfavorit, og der skal da heller ikke herske tvivl om, at denne champagne ikke træder nogen over tæerne.

Det er meget ukompliceret vin, som man også kan forvente i det lavere prisleje. Men den er let drikkelig, smager godt og så er den jo imponerende billig.

Jeg selv vil klart foretrække denne vin frem for en masse andet, som jeg er blevet serveret i tidens løb – og hvis du søger et prisvenligt champagne-alternativ til din nytårsaften, så er dette vinen du bør gå med.

Runner up: Vincent Charlot – le Fruit de ma Passion 2011

aarets-value-for-money


Hvem smagte?

Personerne til denne smagning er nøje udvalgt ud fra forskellige kriterier. I den samlede pulje af smagere var der professionelle inden for vinbranchen, mad- og drikke bloggere samt “helt almindelige” champagneelskere. Altså en bred vifte af personligheder, akkurat som det var tiltænkt.

  • Mads “Madsvin” – Indehaver af Madsvin-bloggen, champagneelsker og aspirerende champagnenørd
  • Sabine – Champagneelsker og opretholder af god lov og orden (også kendt som min kæreste)
  • Johan “Johanjohansen.dk” – Kronikøren fra Kolding (seriøst, giv hans blog et kig og nyd de mange tusind ord han forfatter)
  • Jacob – Vinhandler hos Vinens Verden i Odense og indehaver af et WSET Level 3 bevis.
  • Morten “MortenBrian.dk” – Champagneelsker og blogger
der-smages
Jacob og Morten Brian dufter til champagne
Ligeså gør Johan
Ligeså gør Johan

Hvordan foregik det?

Hele smagningen foregik blindt. Altså var alle flasker pakket grundigt ind, således der blev vurderet på flaskens indhold – og intet andet.

Vi smagte vinene to gange for at sikre, at vine med meget udvikling også kom til deres ret. Ved hver vin diskuterede vi duft- og smagsnoter, indimellem forsøgte vi os med at gætte druer og dosage, og så gav vi hver enkel vin point fra 0-5.

Grundet pointlighed i runde 2 mellem topvinene blev det ganske enkelt den af de to vine, som majoriteten af smagerne foretak, der gik med hovedtitlen.

De to underkategorier diskuterede vi os frem til.

blindsmagning

Hvad smagte vi?

Vi havde hele 12 flasker skøn champagne på bordet, og dette var vinene vi fik, i en tilfældig og ikke-prioriteret rækkefølge:

  1. Bonnaire – Grand Cru Blanc de Blancs 2006 (3. plads i hovedkategorien)
  2. Bonnaire – Grand Cru Blanc de Blancs NV
  3. Etienne Calsac – Les Rocheforts Blanc de Blancs
  4. Vincent Charlot – le Fruit de ma Passion 2011
  5. J-M Sélèque – Partition 2011
  6. Mailly – Brut Reserve (2. plads i hovedkategorien)
  7. Mailly – Blanc de Noirs
  8. R. Pouillon – Brut Reserve (Publikumsfavoritten)
  9. R. Pouillon – Blanc de Blancs 1er Cru
  10. Duval-Leroy – NV Brut Reserve
  11. Pierre Baillette – Le Village (Den samlede vinder)
  12. A. Lété, Brut Carte d’Or (Value for money champagnen)

Hvilke forhandlere?

Ingen smagning uden velvillige forhandlere som byder sig til med spændende vine. Et stort tak skal lyde til alle deltagende vinhandlere.

Afsluttende ord

Er du nået hertil, så har du måske allerede en holdning til, hvilken af de smagte champagner du vil have til din nytårsfest. Hvis du har lyst, så synes jeg bestemt, du skal overveje at prøve mere end bare én af vinderne. På den måde kan I eventuelt smage dem op mod hinanden, og finde ud af hvilken stil der tiltaler jer mest.

Hvis du vælger en af de nævnte vine i dette indlæg til årets nytårsfest, så hører jeg meget gerne om dine erfaringer i kommentarsporet herunder. Hvis du har andre præferencer, vil jeg også gerne høre om disse, da de måske kunne være kandidater til næste års smagning.

Hav en skøn nytårsfest!

Note: Indlægget her er ikke direkte sponsoreret. Men vinhandlerne har valgt at levere champagne til denne smagning, både for at sikre at jeg kunne nå at få fat i de rette flasker champagne, men også fordi de havde en brændende interesse i at være med – Tusind tak for det.

Mød forfatteren

Mads Vindfeld Andersen

Jeg er en passioneret mad- og vinentusiast der elsker at formidle de opskrifter, oplevelser og observationer, som jeg gør mig i min dagligdag

Skriv en kommentar